Ungdom og Teenager 1945-1953

Teenager

Skolegang og kærester fylder meget i en teenagers liv. For mig kom en tidlig og tragisk forlovelse til at bestemme min løbebane.

I mine erindringer fra dette tiår beskrives skolegangen og de få piger, der har efterladt sig et spor. Som tiårig oplever jeg Lise; hun får stadig smilet frem. Først som femtenårig får jeg en rigtig kæreste Oda Elisabeth; stadig savnet. Der skal gå hele tre år efter bruddet med hende, inden jeg igen tør knytte mig til et andet menneske. Det bliver en bypige Bente-Hedvig og vi lover hinanden troskab til døden os skiller. Det ændrer min uddannelse, men ender tragisk, så slemt at et “mørke” tager over - kun glimtvis afbrudt - til Agnethe så at sige tænder lyset igen.

Ferier

Hvert år tilbragte jeg en uge hos familie; moster Kirstine i Stenum, moster Agnes i Arden, moster Johanne i Rersø og hos fætter Søren i Aabyhøj, hos kusine Malle og morbror Johan i Birkerød, hos søster Pet i Frederikshavn og hos søster Ruth i København og de senere år altid hos Ruth og Bill i Bournemouth. Kusine Malle og og fætter Søren fik deres opvækst på Søndersiggaard og de opfattede mig som en lillebror og hos dem kom jeg hyppigt. Ferie hos mine søstre var dog det bedste.

Østervrå Realskole

Lars Olav ~10 år

Begge mine storesøstre havde hver fået et år på den private realskole i Østervrå som afslutning på deres skolegang. Det var flot at ofre så meget på piger. Det var der ikke andre piger i sognet, der havde fået lov at prøve. Som dreng fik jeg fem år og kunne slutte med en Præliminær­eksamen – en sådan gav direkte adgang til et seminarium, Polyteknisk Læreanstalt, Veterinærhøjskolen og Tandlægehøjskolen. Jeg begyndte i 1945, det år krigen sluttede og tog alm. forberedelseseksamen i 1950.  Det gav en længere skolevej. Der er fem km til stationen i Røgelhede og derfra andre 15 km med tog. Det burde ikke tage så lang tid, men toget rangerede ved hver eneste station for gods. Derfor var undervisningen udskudt til ved ti tiden og tilbageturen til firetiden. Det passede med, at jeg cyklede hjemmefra ved morgenmalkningen og kunne være hjemme igen til aftenmalkningen. Det betød, at jeg var fri for gøremål derhjemme undtagen på søn- og helligdage og i skoleferier. 

Elisa Bech (25.09.1932 - 22.01.2016). Om vinteren var det buldermørkt, når vores tog langsomt tog os sydover. Så kunne de store drenge finde på at samle os i een kupé, alle sammen. Som den mindste kom jeg nok kun med for at få tallet til at gå op. Vi skruede pærerne ud, så der også var buldermørkt indenfor. Det var begyndelsen til en gemme/gætte leg, en mørkeleg hvor vi drenge - på nær een - sad hver med en pige på skødet. Den ensomme kunne så ved kløgt opnå at få en pige til at skifte over til sig. Jeg kæmpede mig altid hen i krogen nærmest vinduet og hver gang lykkedes det for en teglværksdatter, Lise (Elisa Bech) fra Røgelhede at sætte sig hos mig - vi var helt tyste og holdt lav profil under legen, så hun undgik at skifte plads. Hun var ældre og gik en klasse over mig, men dejlig spinkel og let. Smalle kølige langfingrede hænder. Med hendes venstre arm om min hals sad vi der, helt tyst, tæt og musestille. Jeg er 10 år, snart 11. Hun var ikke dampende varm som andre, men dejlig kølig. Jeg kan slet ikke huske, hvorledes hun så ud. På grund af legens natur, kan jeg huske dét, jeg kunne mærke og lugte.

Efterskrift. Elisa Bech får en uddannelse indenfor detailhandel. Hun bliver gift med en 12 år ældre murer, Møgelmose fra Klokkerholm. De driver forretning i Hirtshals. Han dør i 1992. Hun får to børn, en dreng (1961) og en pige; er begravet på Emmersbæk Kirkegaard ved Hirtshals. Var hun mon een af de piger, der blev ofret et enkelt år på i realskolen? Vi talte aldrig sammen - højst hviskede lidt. Hun er og bliver dog min første “flamme”.

Elisa Bech (25.09.1932 - 22.01.2016) døde i Hirtshals. Udskrift af kirkebogen.

Undervisningen på Realskolen var bjergtagende. Vi lærte om verdenshistorie, civilisationens oprindelse, store krige. Regning var nu erstattet af matematik og geometri. I fysik blev vi indført i en forunderlig verden og ligeså i naturhistorie. Det blev en dejlig tid, hver dag. Skolen havde egen gymnastiksal og udendørs var der adgang til et stadion ikke langt væk. På stadion spillede vi fodbold. Læreren må have gået ud fra som givet, at alle drenge kunne spille fodbold, for han fortalte os ikke reglerne og lavede ingen træning med os. Han var slet ikke til stede under spillet. Ove var vist den eneste, der kendte reglerne og han løb og råbte uafbrudt under spillet. Det gik lidt ud på at undgå at ”få bolden”, for så kunne man heller ikke gøre noget galt. Sport fungerede ikke på skolen, ellers var undervisningen i mine øjne perfekt.

Katedralskolen

Den Store Depression, der tog sin begyndelsen i 1929 før jeg blev født, var ikke godt for landbruget. Nedgang og stilstand fortsatte under den anden verdenskrig, satte livet i stå på landet og der er ingen fremgang at spore førend Marschallhjælpen begynder at virke i halvtredserne. Intet under, at mine forældre gerne så en anden levevej for mig. 

En tidlig morgen tog far sit pæne tøj på og gik den lange vej til Aalborg og meldte mig ind på Katedralskolen. Hvor godt det var, kan ikke beskrives. På ”Katedralen” nøjedes vi ikke med at lære verdenshistorie, men lærte at være kritiske overfor vore kilder. Vi nøjedes ikke med at ”lære om” fysik, men anstillede selv forsøg med mekaniske og elektriske opstillinger. I sportstimerne spillede vi ikke fodbold, men dyrkede atletik, og var det noget jeg kunne, så var det at kaste og løbe – så guld med emalje var intet problem at opnå. Nok havde jeg været glad for at gå på ”Realen”, men dette slog alt, døren blev slået op til en mangfoldig og forunderlig verden, en glitrende funklende verden ventede derude.

En lille bogsamling købt på udsalg afspejler min interesse på den tid. Lommepenge var et ukendt begreb, men min mor holdt øje med, at jeg havde til bøger og en biograf i ny og næ. Leksika var en større beslutning:

• "Atomfysik for Hvermand" af M L Eidinoff og H Ruchlis, 1948
• "Kanonen og Maanen" af Paul Bergsøe, 1942
• "Vore unge Videnskabsmænd arbejder" af B. Michelsen, 1941
• "Fra Molekyle til Menneske" af Henning Lemche, 1945
• "Ubegrænset Energi" af H M Davis, 1948
• "Mentor - Westermanns Leksikon", 1950

Niels Bohr Institutet

Min vejleder William Hansen tilråder mig at læse fysik ved universitetet og i mit hoved er retningen sat mod Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik, i dag Niels Bohr Institutet.

 

Ic, April 1951. William Hansen yderst th.

Der skal gå fem år inden jeg oplever noget, der vagt minder om Lise. Min ungdom har så få sådanne oplevelser, at hvor uanselige de end måtte være, så huskes de.

Else-Kristine Bøg Andersen (21.03.1934-13.07.2006). Klasselærer William Hansen havde inviteret begge sine klasser nysproglig IIa og matematisk Ic på hyttetur i Hammer Bakker 21/22 april 1951. Selv havde han sine to små døtre med. En dejlig hytte, dejligt terræn og en god tur. Det, jeg vil fortælle fra turen, er om overnatningen. Den fandt sted på hytteloftet – bare plant gulv med plads til os alle i vore medbragte soveposer. Da det bliver sengetid, kommer Else og spørger om hun må sove hos mig. Skam få den, der siger nej. Det gjorde jeg da heller ikke. Jeg vidste hvem hun var, men kendte hende i øvrigt ikke. Hun fik altid sin vilje - sagde man. Hun er sproglig og gik en klasse over mig. Hun var datteren fra Kristine Konditoriet, byens største og fornemste. Selv var hun ranglet, grænsende til det skramlede af vokseværk, men pæn, det var hun; selvbevidst, knejsende. Der er trangt med to i én sovepose. Vi var begge tynde, seksten år og - ikke mindst - vi var lige børn; jeg fik et godnatkys på kinden og sov så dydigt til den lyse morgen. Else og jeg var de eneste, der havde haft en sovekammerat, hvilket blev bemærket – især Ole Espersen udtrykte anerkendelse - og så med Else, datteren fra Kristine!

Efterskrift: Else-Kristine Bøg Andersen bliver lærerinde, underviser på handelsskolen i sprog og IT; har været gift tre gange og bliver skilt sidste gang i 1987 i Ribe. Har boet mange steder, Fredericia, Aalborg. Hun får fire børn, Bente, Inger, Axel og Martine. Lider en krank skæbne. Er begravet på Taulov Kirkegaard, ved Fredericia, men en datter har i dag hjemtaget gravstenen.

Skole og lang skolevej stjæler mine teenager år. Lise fik jeg kun lov at opleve, fordi vi begge var pendlere. Katedralskolen gør skolevejen endnu længere, hele 35 km og så med rutebil. Det er klart, der bliver ikke tid til andet end skole og så at hjælpe lidt til derhjemme på fridagene. Ingen fritidssport, intet foreningsliv eller samvær med kammerater efter skoletid.   

Oda Elisabeth

Oda Elisabeth Pedersen (13.09.1935 - 31.12.2013). Vi var blevet venner og sværmede lidt. Hun er fra Hvilshøj Mark. Vi mødtes en lørdag aften på Hallund Kro til en danseaften. Det er vinteren 1949/50. Vi var jævnaldrende. Hun var lige kommet til byen som ung pige i huset hos damefrisøren, lige overfor kroen. Vi cyklede ofte til Brønderslev for at gå i biografen. Hvor var det hyggeligt. Om søndagen kunne vi cykle på udflugt op i Lundens (Låjens) Bakker. Hun cyklede lige så stærkt som jeg. Der var ingen trafik dengang, så vi kunne køre side om side midt på landevejen og sludre. Når det gik rigtig godt, kunne vi finde på at slippe cykelstyret og huje. Kom godt ud af det sammen; vi var jo begge fra landet, gået barbenet sommeren lang som børn. Vi havde ikke regntøj; var begge vante til at søge ly eller blive drivvåde i regn. Blæst og regn tog vi os ikke af. 

Oda Elisabeth lærte mig, hvorledes man kysser en pige og jeg fik altid et godnatkys. En aften er det slut. Hun syntes, vi skulle holde, mens legen var god, inden vi blev for glade for hinanden. Den sociale forskel mellem os var for stor til at det kunne gå godt. Det havde jeg svært ved at se, men hun stod fast. Vemodigt for os begge, men sådan var hun, eftertænksom, viljestærk. Hvor var hun flot.

Jeg har tit tænkt på det, men aldrig haft et problem med det - jeg var femten år og det var trods alt hende, der slog op. Men alligevel. Kan jeg have snakket for meget om alt det mit hoved var fuld af? Forsømte jeg at spørge ind til hendes familie, hendes søskende, hendes hjemstavn? Afstanden til hendes syv år i en landsbyskole med katekismus og salmevers, kan det have været dét, der vakte hendes betænkelighed? Hun har helt sikkert tænkt over det. Jeg havde selvfølgeligt underrettet min storesøster og Pet havde sagt god for Oda Elisabeth. Jeg havde dog ikke vist hende frem for mine forældre og hun ej heller mig for sine. Det var galt. Jeg kunne have givet hende en sikker havn - både hjemme på gården og hos min storesøster - men jeg var for ubetænksom til at indse det. Folkevisdom som “Krage søger mage”; “Lige børn leger bedst” er de redskaber, hun er givet til løse et komplekst problem på egen hånd og dem bruger hun. Hun har vægtet herkomst og hartkorn.  Pet og jeg kunne have tilskyndet og støttet hende i at tage en uddannelse. Det havde nok ikke hjulpet. 

Det hele er bare altsammen lettere sagt end gjort. Med 2-3 timers lektielæsning hver aften, var kun lørdag aften fri. Lørdag var en almindelig hverdag dengang. Søndag hjalp jeg til derhjemme, kun eftermiddagen var fri, men da cyklede hun hjem til sine forældre med mindre vi havde aftalt en udflugt. Søndag var også dagen til større hjemmeopgaver, stileskrivning. Den lange skolevej stjal tiden.

Ængstelsen for hvad jeg måtte finde, har hidentil afholdt mig fra at oplede hende. Jeg gjorde det alligevel og heldigvis. Oda Elisabeth fik et nemlig et godt liv - ikke uden modgang - men hun klarede livet flot. Link.

Som fjortenårig har Oda Elisabeth vokset sig utrolig smuk og en ungersvend bliver kær i hende. De bliver gode venner, men hans liv passer ikke ind i det liv, hun har tænkt sig. Det meddeler hun ham og de skilles.  I den alder er dét hverken mærkeligt eller Jordens undergang, men helt usædvanligt er de kede og grædefærdige begge to. Sådan er hun, forstandig, eftertænksom og viljestærk. Ingen skal komme og sige, de var for unge - da slet ikke til en pige, der er sendt hjemmefra fjorten år gammel og overladt til at klare sig selv. Nej, de var både ansvarsbevidste og selvbevidste. For dem var voksenlivet begyndt.

Efterskrift. 16. oktober 1921 får jeg besked om hendes død og sætter hende et minde i Skyen. En bekendt fra Hallund, Inge siger: “Hun var en fiks dame og i godt humør, når jeg nogen gange mødte hende i butikkerne. Petra [min søster] og hun var så dygtige til keramik; hun var så kreativ". Link. ❤️

Bente-Hedvig (1960).
5.000.000 ord (Word Count)

  udveksler vi.

Teenagerlove. Bente-Hedvig Lehm (07.01.1937 - 14.12.2011). Anderledes går det med Bente-Hedvig. Hun er lige fyldt seksten og jeg atten, da vi danser ud sammen til et skolebal i Håndværkerforeningens dansesal i Aalborg den 27. februar 1953. Vi bliver tillidsfulde og fortrolige. Inden sommer har vi forlovet os - som det naturligste af verdenen. Hvor trygt og godt.

Trods to år yngre er hun den klogeste - ikke i teknisk videnskabelige anliggender, som mit hoved var fyldt med - men i dét, der angår menneskelivet. Hun kunne udrede problemer, som jeg end ikke havde ord for. Hun lærte mig at læse moderne litteratur. Åbnede til en forunderlig immateriel verden, jeg ikke kendte til. Vi bliver bundløst fortrolige. Ikke sært havde vi meget at tale om.

Vi bliver det, englænderne kalder "engaged to be married" med to alvorlige problemer (1) bruden er for ung (2) intet levebrød. En hastig militær karriere og begge problemer løst. Luftvåbnet er det hurtigste. Premierløjtnant på ingen tid. Fysiker, det må blive en anden gang. Som sagt så gjort! 

Teenagerlove - Efterskrift. Efter gymnasiet må vi skrive sammen. I omsorg for sin umyndige datter opsnapper og tilintetgør svigermor mine breve. Denne nederdrægtige rænke og en kommunikationsbrist skiller os. Da vi senere erkender fejlen og falder hinanden om halsen, er det for sent. En tragedie af shakespearske dimensioner. Jeg slipper ikke uden ar på sjælen. Bente-Hedvig tager ret sent en magistergrad i fransk og spansk. Den 18. april 2021 modtager jeg underretning om hendes kranke skæbne og tragiske død. Med hjælp fra hendes familie sætter jeg hende et mindesmærke i Skyen.  Link.❤️

Flyvevåbnet

Efter studentereksamen søger jeg så ind til flyvevåbnet. Min ambition er at flyve de nye amerikanske Thunderjet F-84 og de britiske Gloster Meteor Mark 4. Jeg bliver indkaldt til prøve og over et par uger bliver vi testet fra top til tå. Jeg skulle have opereret lidt brusk bort i næsen for at sikre luftforsyningen, når jeg bar iltmaske. Det kunne jeg få gjort gratis under aftjening af min værnepligt. Medens jeg venter på indkaldelse, skriver jeg sammen med een af mine kammerater, jeg lærte at kende under optagelsesprøven. Han var gået lige igennem og allerede indkaldt og i optræning til Mark 4. En dag får jeg brev fra hans forældre, et præstepar på Lolland. De havde fundet mine breve og kunne fortælle, at deres søn var styrtet med sin Mark 4. Ventetiden og denne triste besked var med til, at jeg trak min ansøgning.

Gloster Meteor 4.  Jetmotoren var en fascinerende nyskabelse.

I årene efter afslutningen af 2. verdenskrig genopbyggede Danmark sin militære luftstyrke og der blev uddannet et stort antal militærpiloter uden væsentlig forudgående erfaring, ligesom der ej heller var nævneværdig erfaring med vedligeholdelse af de mange nye militærfly. Der skete særlig i 1950'erne et meget stort antal havarier med militærfly, hvorved et stort antal piloter omkom  … with silver wings upon their chest.

---

Et "Hausgaard" Billede

Niels Hausgaard, en kendt vendelbo entertainer er uovertruffen i sin evne til at beskrive billeder. Noget der altid går igen i hans underholdning. Det er der ingen, der kan gøre ham efter. Jeg har imidlertid lige for mit indre øje set en situation for 71 år siden og på netop denne tid i november. Det er måske derfor, billedet dukker op lige nu. Det står næsten ligeså klart, som var det i går.

Året er 1950. Jeg er femten år, bliver snart seksten. Det er i november. Det er eftermiddag og stadig lyst, da Erik og jeg ankommer til Vestergaard i et ærinde. Det er pinligt, det syn, der møder os. Mere end pinligt. Stuehusets hvide gavl skæmmes af voldsomme sorte striber i kalken - helt op til gavlvinduet. Den første, vi møder i bryggerset, er gårdejeren Niels Ottosen. Jeg tager tyren ved hornene og begynder på en undskyldning for skaderne på gavlen. Det er nemlig Erik og mig, der har afsat dem kort forinden, da vi kravlede op til pigeværelset. Fra Eriks skuldre kunne jeg lige nå og hive mig op og bagefter hive Erik op.  Det var min ide. Vi lavede ingen ulykker ellers. Flyttede bare rundt på ting, så pigerne kunne se, at nogen havde været der. Så kravlede vi ned samme vej. Da var det bare mørkt, så vi så ikke alle de skrammer, vi havde lavet - ikke før nu. Niels afbrød min undskyldning og hilste overstrømmende på os og sagde, hvor meget det frydede ham, at have døtre, der var et karlebesøg værd. Noget lettet bliver vi budt ind i dagligstuen. Den strækker sig fra væg til væg med vindue i begge sider. Vi bliver budt til sæde i sofaen midt for. Til højre står det store skrivebord. Dagligstuen tjener nemlig også som kontor; Niels er sognefoged. Niels selv er der ikke, men det er hans kone Anna. Hun går frem og tilbage og trakterer os. Vi er blevet for voksne til sodavand, så hun byder de unge herrer på portvin og småkage. Den ældste af døtrene, Ingrid er der også, men går igen. Agnete er der hele tiden, for det er hende, vi er kommet for aftale noget med. Agnete, Erik og jeg har gået i Østervrå Realskole sammen i fem år. Vi har taget præliminæreksamen om sommeren og det er vel det, der kræver nogen form for aftale om en afslutning. Der er dør i den modsatte væg ud til køkkenet, bag skrivebordet og en anden dør i den anden side ind til en stue. Et skabsmøbel optager pladsen mellem dørene. Anna har altid haft ung pige i huset. Hende så vi også. En femtenårs pige er lige tiltrådt ved skiftedag onsdag den 1. november - og hun kunne selvfølgelig ikke styre sin nysgerrighed og gør sig et ærinde forbi os - fra dør til dør - næsten usynligt og uden at hilse. Jeg når da at se, hvem det er, og det er sidste gang, jeg ser hende - det er Oda Elisabeth.  Niels og Anna 05-04-1952   Ingrid ser jeg heller ikke mere; ikke jeg husker, men Anna og Niels ser jeg nu og da og de kommer til gæstebud hos os på Søndersiggaard. Vi har jo jorder, der støder sammen i skel. Agnete ser jeg flere gange over tid og stadigvæk, når lejlighed gives. 02.11.2021