Uddannelse 1953-1960

Farmacien

Katedralskolen anbefalede mig at læse teoretisk fysik og det var da også min oprindelige plan. Mine forældre var for velhavende til, at jeg kunne opnå stipendier, kollegie eller statsgaranterede lån.  Uden ville det kræve arbejde ved siden af og derned svært at gennemføre studiet på normeret tid. Farmacien havde indbygget forsørgelse på 1. del, discipeltiden med fri bolig og kost og på 2. del kunnen man tage velbetalte vagter og vikariater; nok til at forsørge en familie.

Universitetet ville tage mindst fem år. Fysik ville have været det rette for mig. Farmacien havde imidlertid som eneste videregående uddannelse en midtvejs kompetancegivende eksamen som exam. pharm. svarende til en bachelor. Næst efter militæret er det den hurtigste vej til en indkomst. 

Når studievalget faldt på farmaci, skyldes det dog mere tilfældigheden end et bevidst valg. Rent faktisk vidste jeg ikke hvad jeg skulle tage mig til, da studenterfestlighederne var ovre og ønsket om at blive jagerpilot glibbede. Det skulle bare gå hurtigt med at kunne forsørge en familie. Min storesøster Pet foreslog mig at blive skolelærer. Det var en hurtig uddannelse. Det ville jeg blive god til og så var arbejdet overkommeligt for mig – jeg var ikke meget for at bestille noget. Det var nok rigtigt set, så jeg ringede til Ranum og fik en aftale med forstanderen om at møde op til samtale – tiden for optagelse var ellers ganske forpasset det år. Derfor drog jeg af til Aalborg. Der var et par timer til bussen gik vestpå til Ranum. Dem kunne jeg lige bruge på at kigge ind på Svaneapoteket og hilse på min studenterkammerat Ole Espersen. 

Det blev Ole så glad for, at det skulle fejres.  Han viste mig rundt på apoteket. Hvilke herligheder, omgivet af smukke hvidklædte kvinder og så var der spritbeholdningen. Ole viste mig, at det var hans arbejde at styre spritregnskabet. Let at forstå at tiden løb og jeg glemte helt og holdent min aftale med forstanderen på Ranum Seminarium. Der blev fest og det er først næste dag, det går op for mig, at skolelærer – det var vist forpasset. Til gengæld vente jeg tilbage til Svaneapoteket og fik en grundig snak med Oles provisor – det var apoteker, jeg skulle være. Provisoren ville lade mit ønske flyde ud i det farmaceutiske miljø.

Der skulle lige tages en latinprøve og aldrig så snart var den overstået, førend der kom bud fra apoteker Rørbæk på Hundborg Apotek i Thy. Vi blev enige. Jeg kunne bo og spise på apoteket – i hvert fald til en begyndelse plus 25 kr. om måneden. Det var dét. Så var jeg apoteksdiscipel.

 

Apoteker Rørbæk.

Kilde: Speakers Corner, 20. april 2006.

Apoteker Jacob Rørbæk-Jensen (21.08.1897-04.12.1958) var af den gamle skole, men en fortrinlig læremester. Han kom til farmacien i 1915 og fik 1949 bevilling til at drive Hundborg Apotek. I 1957 fik han bevilling til Frederikshavn Svaneapotek og dér døde han året efter.

 

Hundborg Apotek (billedet) blev oprettet som hjælpeapotek til Koldby Apotek i 1907 og blev selvstændigt i 1916. 

I Hundborg tog Rørbæk sig selv af disciplens oplæring og da jeg fik min medhjælpereksamen, kunne jeg forestå driften af et apotek i hver en henseende. Kun kandidateksamenen manglede for at få lov alene. Den fik jeg i 1958. Jeg fik lært at købe ind, føre apotekets bøger, fik kendskab til al lovgivning om apotekervæsenet etc. Desuden sørgede Rørbæk for behørig social opdragelse. 

Jeg både boede og spiste på apoteket. Morgenmaden indtog jeg alene, men spiste middagsmad og aftensmad sammen med apotekeren og hans kone Karen. Der var altid dækket op med hvid dug, tøjservietter og undertallerkener og bestik i sølv. Hun havde en knap installeret under gulvtæppet ved hendes plads. Et tryk på den udløste en ringetone i køkkenet og så bar køkkenpigen Ulla næste ret ind og skiftede tallerkener. Det kneb, at jeg kunne nå at spise mig mæt, inden Karen, sagde velbekomme. Til sidst forbarmede hun sig og fik Ulla til at servere for mig alene i vinterhaven om aftenen - om sommeren på plænen. Det var dejligt. Ulla undte mig det godt. Jeg fik 18 halve rugbrød med det lækreste pålæg og rigelig tid til at nyde maden. 

Af og til gæstede en naboapoteker. Så fik jeg besked på at stå standby på værelset. På et tidspunkt på aftenen sendte Karen bud efter mig og jeg kom ned og hilste på gæsterne. Hun havde på forhånd instrueret mig i hvilken stol, jeg skulle sidde og at jeg blot skulle være stille og høre på. Meningen var selvklart, at jeg også skulle lære, hvad apotekere taler om privat og få kendskab til den Farmaceutiske Stat.

 

Disciple stod også i mesterlære.

                      Kilde: Speakers Corner, 30. april 2006.

 

Jeg er nok den sidste nulevende farmaceut, der har stået i mesterlære. Det var den konklusion en ung apoteker nåede frem til under et middagsselskab. Konklusionen ledsagede en opfordring til at fortælle om denne svundne tid. 

Der er det rigtige i det, at jeg blev discipel på landets mindste apotek i Hundborg tilbage i 1950'erne. Apoteket forekom konserveret og stedets to læger opretholdt det præg. Personalet bestod udover apoteker Rørbæk af en exam. pharm., en defektriceelev, en discipel og så apotekerkarlen.Alt lavede vi selv. Den fabriksfremstillede medicin kunne være i et lille hjørneskab inde på materialkammeret. Vi slog tabletter med hånden, trillede piller i hånden, lavede injektionsmedicin på ampuller, pulvere, sirupper, tinkturer, salver - ja, absolut alt.

Lars Olav. Selfie 12. januar 1954, Hundborg Apotek. Bemærk blæksugeren på bordet med trækpapirrulle. Vi skrev med rigtig blæk dengang. På boghylden står Raunkjærs Konversationsleksikon - uundværligt. Vi havde intet Internet og kunne ikke Google noget som helst. Informationsteknologien (IT) dengang var papirbaseret.

Jeg boede i discipelkammeret på loftet over apoteket og det var min opgave at åbne om morgenen. En times tid hver morgen støvede Ella (defektriceeleven) og jeg af på de utallige krukker og dåser. Når vi i løbet af ugen nåede til vejs ende, begyndte vi blot forfra. Til forskel for Ella, skulle jeg åbne alle krukker og dåser og undersøge indholdet ved at lugte, føle og smage - det sidste var ikke helt ufarligt, men jeg kan forsikre, at det gav materialekendskab, der forslog. 

Efter dette morgenarbejde fulgte arbejdet i kælderen. I takt med, at vi løb tør for lægemidler i officinet, blev de skrevet i defekt og skulle fyldes op fra materialkammer og kælder. Når også beholdningerne her blevet skrevet i defekt, var det min opgave at fremstille nye forsyninger. Fremstillingen skete i kælderen. Her havde vi frugtpresser til fremstilling af saft fra alle slags bær, store kogekar til udtræk fra eksotiske droger, emulsionsmaskine til håndfremstilling af cremer, destillationsapparat til vores vand og perkulator til koldfremstilling af sukkersaft etc. 

De højtsiddende vinduer vendte ud mod gaden og til sidst kunne jeg kende hele byen på benene. Arbejdet i kælderen var fredeligt, men spændende. Når hele defekten var lavet eller sat i gang, gik jeg ovenpå igen og tog over i recepturen. I recepturen blev de ordinerede midler fundet frem eller fremstillet. Vi brugte balancevægt og blyhagl til tarering. Det var apotekeren eller farmaceuten, der skrev etiketten og beregnede prisen og det var dem, der holdt øje med, at ekspeditionen blev korrekt. Arbejdet blev altid lidt hektisk først på eftermiddagen, hvor vi skulle nå de mange recepter fra lægerne efter formiddagens konsultationer og de første sygebesøg. Specielt skulle vi nå at få dét færdigt, der skulle med rutebilen. Det sidste samledes sammen til apotekerkarlens aftenudbringning med apotekerens bil. 

I stille stunder modtog jeg undervisning på apotekerens kontor og vi gnavede os langsomt men sikkert gennem vort pensum. Undervisning i mere nymodens emner indenfor især kemi blev overladt til en kandidat på Løveapoteket i Thisted een aften om ugen. 

Apoteket var undtaget lukkeloven. Vi holdt åbent fra klokken syv morgen til halv seks aften, de seks dage om ugen, 63 timer om ugen. Dertil kom døgnvagt og udbringning af medicin om aftenen. Jeg havde imidlertid fri 4 timer hver onsdag eftermiddag, så min normerede arbejdstid var kun 59 timer om ugen. Undertiden deltog jeg i døgnvagten. Fritiden blev brugt til lektielæsning og de obligatoriske præparationer og rapporter foreskrevet i pensum samt på indsamling af planter til det ligeledes obligatoriske herbarium. Lørdag aften og søndag var nok det, der mest minder om dét, vi forstår ved fritid i dag.

 

Værnepligt

Skolegang afrundes med 14 måneders aftjening af værnepligt. Det bliver den sidste metodiske undervisning inden voksenlivet. Her skal jeg lære krigerhåndværket. Jeg bliver indkaldt af flyvevåbnet til at stille 3. november 1958 på Jonstrup kaserne. Vi blev opdelt i tre eskadriller efter højde. Min anden eskadrille havde egen barak. Kaptajnen havde udpeget mig som talsmand, hvilket måske skånede mig for de værste prøvelser og dem var der mange af. I 1. eskadrille – de korte – tog man det hele i godt humør. Det var bondedrenge for hvem rekruttilværelsen var det bare svir. Anderledes med tredje – de høje.  De var mest bybørn, der aldrig havde haft hårdt fysisk arbejde og som havde fået en god kost, der havde lagt en halvsnes centimeter til der krop. De kunne ikke klare, når sergenten bad dem skifte vandet i regnpytterne ud med rent vand og slige løjer. Mange gik ned med flaget og måtte hjemsendes som uegnede til militærtjeneste. 

Min løjtnant var apotekersøn og det hjalp også en del. Under øvelser blev jeg udstyret med en let maskinpistol i stedet for det tunge Garand gevær. Riflen var standardbevæbning i det danske forsvar efter 2. verdenskrig. Vi kunne skille og samle riflen i mørke. Alle værnepligtige skulle afgive fem skarpe skud og kaste en håndgranat inden hjemsendelse. Det skete en dag på skydebanen. Jeg husker, kaptajnen var der selv den dag. Det var jo dyre sager. Jeg husker også hvad han sagde. ”Træk vejret roligt, slap af. I skal ikke sigte, men tænke kuglen ind i målet”. Jeg slappede af helt ud i alle led og lemmer, tænkte kuglen ind i skiven og så gik skuddet næsten uden at røre aftrækkeren. Skuddet sad lige i centrum, alle fem. Kaptajnen var en rigtig soldat. 

Håndgranaten skulle kastes – også uden forudgående øvelse. Vi blev ladt alene bag en betonmur, skulle trække splitten og havde 10 sekunder til at træde fri af muren og kaste granaten. Det var let nok, men ikke for alle. En soldat ”frøs” da han havde trukket splitten. Korporalen fangede det, kastede sig ind over ham og vristede granaten ud af hans hånd. Der gik en gus gennem os alle. 

Jeg blev udtaget til befalingsmandsskolen. Det ville øge tjenestetiden fra de 14 måneder til 24 måneder. Qua min uddannelse ville jeg blive hjemsendt som løjtnant af reserven. Jeg gik til kaptajnen og bad så mindeligt om at slippe og tænk, han lod mig slippe. 

Min rekruttid sluttede i stedet med en måned på skolebænken. Jeg blev udtaget som ordonnans og skulle lære militær administration – ikke uinteressant, og så foregik undervisningen i udgangsuniform og sko. Uddannelsen bragte mig videre til Bunkereskadrillen i Karup. Tjenestetiden var 14 måneder den gang og dem sluttede jeg i Karup. Når man er så længe på samme kontor, sker der noget med den militære anstand. Det endte med at chefen Fenrik Hansen inviterede Nethe og mig hjem privat til party. Også oversergent Milling var med. Det var hyggeligt. Løjtnant Nielsen, 2. kommandør havde jeg det godt med og han lod mig overtage morgenappellen. Han blev ved at opfordre mig til at søge ind på Forsvarsakademiet og få en løbebane som officer af linjen. Det var fristende og jeg kunne godt lide løjtnanten. 

Den militære fysiske træning var det småt med. Jeg kom aldrig ud på træningsbanen og til de frygtelige oplevelser der. Som ordonnans fritog jeg mig selv for tjeneste hver gang. Lige til den sidste dag. I kådhed og drilskhed overrulede fenrikken min beslutning og jeg måtte tage turen til en øvelsesbane ved Hevring på Djursland. Jeg fritog dog mig selv for at tage toget med de andre og kørte i egen bil, min helt nye VW. Jeg måtte så selv melde mig hos skydefenrikken – jeg tror fenrik Hansen havde orienteret ham på forhånd. Nå, det blev da helt sjovt, selvom vi aldrig fik løsnet et skud. Det lykkedes mig også at slippe ud af geleddet ved hjemmarch til stationen, så jeg kunne køre hjem. Ærgerligt om jeg skulle have været oppe og hente bilen bagefter. Men så er hjemsendelsen også inden for få dage og hele min skolegang helt tilbage fra Hallund skole er nu slut og voksenlivet kan begynde.