Den sidste arbejdsplads - Grindstedværket

Erindringer 1969 – 1984

Enzymer – den nye komet på den kemiske himmel.

For at få tidsbilledet korrekt, må man forestille sig tidens stade. På Den Farmaceutiske Højskole blev vi dygtige til både kvantitativ og kvalitativ uorganisk analyse. Vore fingre var plettede af sulfidfældninger og vore kitler stank af svovlbrinte. Vi kunne veje bedre end med tiendedele milligrams nøjagtighed. Den organiske kemi var lige til min tid baseret på H. Baggesgaard Rasmussen, dr.phil. og professor ved Den Farmaceutiske Læreanstalt indtil 1958. Baggesgaard var en fremragende og særdeles afholdt lærer i organisk kemi, og hans lærebøger var højt værdsatte, også uden for den farmaceutiske verden. Men – for der var et men – halvdelen af hans lærebog gik under betegnelsen ”De hvide sider”. Dem var der aldrig blev undervist i før min tid. Vi forlod højskolen med et stort produktkendskab, men det var vel også dét.

Det er først senere gaskromatografi kommer frem. Og endnu senere hører jeg om nye enzymer, der kunne katalyser reaktioner så præcist, at man tror det er løgn. Og sådanne enzymer blev fremstillet i Aarhus. For mig forekom det som en stjerne på himlen – jeg måtte med i denne nye kemiske verden og dens forunderlige fremtid. Som sagt så gjort. Jeg søgte job på afdelingen for Biokemi på Grindstedværket i Brabrand – og fik det.

Jeg delte kontor med Valdemar Hansen, civilingeniør i kemi. Måske opfattede han sig som min chef, noget jeg ikke tog med af. Jeg kendte ham fra Karl Kroyer, hvor jeg heller ikke mærkede meget til ham. Det ender med, at vi kommer sammen privat, Valdemar, hans kone Grethe og os. Han kan spille og Valdemar og Agnethe spiller altid sammen, når de besøgte os. Valdemar er meget stiv i det og ganske håbløs på markedet. Det kniber ham, at det går bedre for mig derude. Jeg kom også for hurtigt på vej som leder i Bioafdelingen. Det er nok det, der fik ham til at kvitte og tage job hos KMC.

Selvom også han kendte Kaj Dalsgaard fra gamle dage i Toftlund og kom sammen med Kaj og Inga privat, så lykkedes det hans stive sind at splitte det hele ad. Han forlod KMC i vrede og tog et job som driftsleder (direktør) på Kartoffelmelsfabrikken i Vendsyssel – AKV Langholt. Han var nærmest blevet ondsindet, vil jeg sige og ville Kaj Dalsgaard og KMC til livs. På det tidspunkt var jeg blevet selvstændig og begyndte at hjælpe Kaj med hans mange problemer. Dét blev simpelthen for meget for Valdemar og vort bekendtskab gik helt og ganske fløjten.

Godt nok flytter Valdemar og Grethe til Vendsyssel, men hans stive og tvære sind flyttede med. Det resulterede da også i en fyreseddel under dramatiske omstændigheder og han finder aldrig siden et nyt job. Det eneste, der lykkedes Valdemar i hele hans karriere, var at få AKV Langholt til at forlade samarbejdet med de øvrige kartoffelmelsfabrikker. En tragisk skæbne.

Milinov – Dubrovnik

Kære Vibeke og Dorte [e-mail fr 04-09-2020]

Dorte beretter om en dejlig badeferie i Kroatien. Vibeke og jeg glæder os over det. Jeg kom i tanke om at have været der. Nævnte Dubrovnik.

Men hvad lavede jeg i Dubrovnik? Det spørgsmål blev ved at kværne i hovedet. Langsomt dukker en gammel historie op, en historie som var bedst tjent med at forblive i glemmebogen. Ja, der dukkede ikke bare én, men et par historier mere op inden det fik ende. Her får I den første – den som burde forblive glemt:

For at komme igennem med et salg af vaskeenzym til Saponia i Jugoslavien, blev det besluttet at opsøge og overtale (bestikke) en politiker og vigtig beslutningstager. Vi var gjort bekendt med, at han gerne opholdt sig på et kendt hotel i Dubrovnik, så vi drog dertil - Milinov og jeg. Milinov var vor jugoslaviske agent, nem at tale med. En kort firskåren pæn karl, lidt ældre end mig og altid velklædt, næsten lapset; brugte kostbar barbersprit. Vi indlogerede os på samme hotel som vort “mål” og så var der kun at vente. Så, efter en lille uges tid lykkedes det. Drøftelserne foregik på det lokale sprog og uden jeg kunne følge med i det. Resultatet står lidt uskarpt for mig i dag.

Som sagt var Milinov en pæn fyr og - hvad man absolut ikke kunne se - en kvindebedårer. Hver, hver anden nat og - med natportierens hjælp - ringede han til tilfældige enlige kvindelige hotelgæster på deres værelser. Jeg ved det, fordi han fortalte om det, når vi spiste morgenmad. Han præsenterede sig og foreslog at komme på besøg. Fremgangsmåden var meget direkte og succesfuld hver gang, sagde han. Nå, natportieren fik vel en skilling ud af det, ingen blev skuffede og i Østeuropa havde man længe lært at værdsætte de få og gratis glæder.

Stradun is the name of Dubrovnik’s main street which has been in existence since the 13th century. Limestone-pavers run through the Old Town today were installed after the 1667 earthquake.

It must have been here Milinov and I walked back and forth on the warm evenings, we waited for our meeting

Milinov og jeg oplevede meget – mest Milinov.

Milinov – Osijek

Kære Vibeke og Dorte [e-mail lø 05-09-2020]

Tak fordi I ikke tog anstød af min fortælling om Milinov. I dag ser man ellers meget fordømmende på bestikkelse – og så af en politiker. Lad os kalde gårsdagens fortælling ”Milinov – Dubrovnik”. Den næste kan vi så kalde ”Milinov – Osijek”. Den har et lillebitte element af drama i sig og er ellers fri for uanstændighed.

Gadebilledet i Zagreb var præget af billige russiske biler som Moskvitch og VAZ, forgænger for Lada; også østtyske Trabant og selvsagt lokale biler bygget på Zastava-fabrikken i Kragujevac. Men kan I se vor ulasteligt klædte ven Milinov i en Yugo? Det kunne Milinov i hvert fald ikke. Så han havde købt til sig selv privat en fransk Peugeot 504. Den må have kostet ham en formue. Den var blevet kåret som Europas bedste bil lige da den var kommet frem. Hvor var den flot, altid støvsuget og så så den ud som om den lige var trillet ud af autoforhandlerens udstilling. Milinov havde næsegrus beundring og blind tillid til alt fra den vestlige verden. En dag, jeg kørte med ham i hans Peugeot, gik vinduesviskeren ikke i gang, da vi fik en byge. “Hvorfor pokker er der ikke monteret en original vinduesvisker? De har nok byttet den ud for at sælge den på det sorte marked”. Mere nåede han ikke at sige, så tog vinduesviskeren pludselig fat. “OK, det er alligevel en original”.

Om det var fordi, jeg skulle med, ved jeg ikke, men den dag fravalgte Milinov at tage firmabilen og vi drog afsted fra Zagreb tidlig formiddag i hans private. Vi skulle helt til Osijek på kundebesøg. Det kunne også være den lange køretur, der blev årsag til valget af hans spritnye Peugeot. Der var langt, så det blev henunder aften inden vi returnerede. Det var tæt på Jul og vejret blev værre og værre og endte i regulær snestorm. Store driver og glat var det. Så slemt at bilen skrider ud og vi sidder uhjælpelig fast - i snestorm og langt ude på landet. Vi holdt motoren i gang for at holde varmen, men efterhånden som sneen hobede sig op omkring os, opstod frygten for mangel på luft til motoren - og for at få kulilte ind i kabinen. Når det løjede, kunne vi se lys fra en landsby og ved 11-12-tiden besluttede vi, at søge hjælp, så vi kæmpede os frem. Det eneste sted, der var lys, var fra et lille gæstgiveri, nærmest en smugkro - og ingen telefon. Vi blev ikke længe. Milinov var bekymret for bilen. Tænk, hvis der kom en sneplov. Vi kunne bare ikke blive ved at holde motoren i gang og begyndte at fryse. Milinov var ved langt bedre huld end jeg og ved tretiden om natten finder jeg det for risikabelt at blive. Beslutter mig for at finde tilbage til gæstgiveriet. Milinov ville hellere fryse ihjel end forlade sin bil. Jeg havde set, der kom en tidlig morgenbus, der kørte folk på arbejde i Zagreb. Bussen kom og jeg kom til Zagreb og fik en taxa til mit hotel, fik varmen, faldt i søvn og vågnede først langt ud på aftenen.

Milinov hørte jeg først fra dagen efter. Da det var blevet lyst, var han blevet trukket fri af en forbipasserende lastbil og nåede hjem uden skader på bil eller ham selv. Efter den dag kørte vi i firmabil - mestendels. Milinov var bare blevet så stille.

Milinov – Beograd

Kære Vibeke og Dorte [sø 06-09-2020]

Lettere tilskyndet kommer så endnu en Milinov-fortælling – den tredje og sidste. Den udmærker sig ved slet ikke at handle om Milinov. Han var nemlig sygemeldt, på ferie eller i hvert fald fraværende.

Procter & Gamble var begyndt at blande enzympulver i deres almindelige vaskepulver for at fjerne genstridige pletter. Folk blev bare syge af indånde støvet og værst gik det udover deres arbejdere. I al hemmelighed havde jeg skaffet noget vaskeaktivt voks fra et Akzo Nobel firma i Sverige. Smeltede det, rørte vores eget enzympulver ud i det og sprøjtede dette hele ud i luften ude i cykelskuret. I den kolde luft størknede voksblandingen i luften og faldt ned som bitte små fine perler. Jeg kaldte dem prills. Enzymet var nu helt indkapslet og uden sundhedsrisiko. Til min store fortørnelse, fik jeg ikke lov at tage patentet. Det skulle tages af selskabsdirektøren – det kan stadig bringe mig i affekt. Det var ikke gået i dag. Jeg fik dog lov til at producere mine prills.

I Jugoslavien opsøgte jeg sundhedsministeriet i Beograd for at få deres velsignelse af de nye prills. Jeg landede i Zagreb, for der var ting at ordne dér og havde glædet mig til at tage turen til Beograd sammen med Milinov i hans fine Peugeot. Men Milinov var der ikke og en kollega måtte tage sig af mig. Jeg har glemt navnet, så vi kalder ham bare kroaten. Også denne tur var ganske lang, så vi aftalte at køre på skift. Når man kører i et fremmed land, er man nok mere tilbøjelig til at overholde færdselsloven end derhjemme. Så jeg satte pligtskyldigt hastigheden ned gennem landsbyer og hvor skiltningen påbød det. Det blev simpelthen for meget for min kroat. Han forlangte at komme til rattet og kørte som død og djævel med hønsene flyvende omkring os og henover taget i de landsbyer, vi passerede. Det var så slemt, at jeg forlangte at sidde bagi - dér var mere sikkert. Men nej, min kroat havde også et afslappet forhold til vigepligt og da vi kom til det første vejkryds i forstaden til Beograd, bragede en varevogn da også ind i os. Bagdøren blev trykket halvt ind i kabinen. Heldigvis sad jeg i modsatte side. To håndsbredder mere og I ville aldrig have fået denne historie. Nå, men det blev ved forskrækkelsen.

Dækkeserviet fra Balkan

Jeg fik udrettet mit ærinde, men hvordan? Var det planen at flyve lige hjem fra Beograd? Denne dækkeserviet er den sidste af fire fra den tid. De var så hyggelige og blev brugt flittigt. Er den mon med hjem fra Beograd? Eller snarere fra Bukarest østpå? Den rummer bare minder fra den tid. Nej, der dukker ikke flere Milinov-historier op. Godt for det.

Enzymer – Grindsted

Salgschef Henrik Kruse havde taget mig med som føl i Syd- og Østeuropa og fundet flere kundeemner for vort vaskeenzym. Helt naturligt spurgte jeg, da vi kom hjem, hvor meget vi havde på lager. Bogholderiet kunne oplyse det helt nøjagtigt og det var noget over 100 t. Det repræsenterede en salgsværdi på over tyve millioner kr., så der var nok at sælge af.

Der var bare den hage ved det, at ude på lageret i Grindsted – på fabrik 3000 - synede det ikke af meget. Ingen kunne forklare, hvor de mange tons var blevet af. Det var så mystisk, at jeg fik overtalt fabriksmester Magne til hver dag at tage en prøve til analyse af alle mellemprodukter fra gæringskar, filtrat, udfældet enzym til opsækket produkt. Resultatet var rystende. Enzymet var ikke stabilt og det meste gik i stykker under oprensning, fældning og tørring. Til bogholderiet havde man blot oplyst produktionen i selve gæringskarret og i laboratoriet var holdbarhed ganske forsømt.

Der blev kaldt til krisemøde. På tavlen tegnede jeg en blød kurve over salgspriser over tid – jeg læste til merkonom dengang og havde allerede lært mange fine ord at kende. På kurven blev indsat tre kendte priser fra det seneste halvårs tid og de var faldende. Det fjerde punkt satte jeg lavt nogle år frem i tid. Ingen turde vise deres uvidenhed og spørge, hvor jeg havde det punkt fra.

Fabrik 5000 i Grenaa

For en merkonom er det klart, at man ikke kan have en guldgrube for sig selv. Før eller siden vil nogen have del i kagen. Man kan ikke blive ved at spinde guld, men må nøjes med – og tilfreds med - et normalt afkast af sin investering. Med min nyerhvervede viden om produktionen og prisen for den nye fabrik i Grenaa var det jo let at anslå den salgspris, der gav et sådant fornuftigt fremtidigt afkast. Det gav det mystiske fjerde punkt, som ingen turde spørge til – og som lå milevidt fra dét, der var budgetteret med.

Enzymer – Samden.

De første prills blev fremstillet i et cykelskur. Det var i 1970, men der skulle mere til. Produktion krævede et stort spraytårn. Det fandt jeg hos Samden, en mælkepulverfabrik i Aabenraa som lå stille. Vi brugte deres ostekar til at smelte den vaskeaktive voks og røreværker fordelte enzympulveret i den smeltede voks. Jeg fik fat i endnu et ostekar, så vi kunne spraye fra denne ene, mens vi forberedte en ny blanding i det andet. Vor egen beholdning af enzym var hurtigt brugt op. Disse prills solgte så godt, at vi måtte skaffe mere. Det fandt jeg hos Kali-Chemie GmbH. De havde opgivet kampen og jeg overtog hele deres beholdning af enzym.

Om natten holdt ostekarrene voksen smeltet, så vi kunne starte lige på, når det blev morgen. Sådanne ostekar har en afrundet kant og var nok også lidt fedtede. En morgen finnder vi e stor lillafarvet skjold i et af karrene. Omridset passede præcis med en kat. Den må have mistet fodfæste og var ganske og komplet opløst af enzymerne. Den blev sprayet med.

Spraytårnet hos Samden var bygget til tørring med varm luft og vi skulle spraykøle med kold luft, hvilket beredte os mange vanskeligheder, der bare skulle overvindes. Når forstøveren - for jeg ved ikke hvilken gang - stoppede til, fordi voksen størknede i utide. Ja, så var der på fabrikken den herligste værkfører, en sønderjyde. Når vi sad – ofte midt nat – og det så allerværst ud, så rejste hans sig med et sæt og meddelte med høj røst An die Gewehre! Jeg glemmer ham aldrig for det. Lige en mand efter mit hoved. Anlægget kom til at køre kontinuerligt uden stop – lige til den dag, vi løb tør for enzymer.

Dermed blev det også slut med Hotel Hvide Hus i Aabenraa – mit andet hjem gennem lange tider.

Enzymer – Grenaa

Salg af vore prills gik strygende, men produktionen hos Samden i Aabenraa gik i stå i mangel på enzymer. De skulle ellers komme fra en splinterny fabrik opført til formålet i Grenaa – fabrik 5000 – en dejlig fabrik. Der kom bare ingenting. Det var en bakteriologisk proces en slags gæring, men praktisk taget alt blev forurenet i gæringskarrene (fermentorerne) inden tid. Det skortede ikke på ingeniører og bakteriologer, men ingen kunne regne ud hvorledes forureningen fandt vej ind i tankene. Det skulle ellers være let nok. Nu var det mig, der manglede enzymer til prills og nok derfor bedt om at finde ud af hvad, der var galt. Som det første sendte jeg bud efter svejsecentralen. Varmerørene inde i gæringskarrene blev fyldt med halon – en luftart - og med et apparat kunne det sniffes, hvor halonen slap ud. Den slap simpelthen ud gennem dårlige svejsninger – samme vej som de forurenende mikrober. Fejl fundet. Rettelse problemfri. Fejlen blev bare fundet og rettet for sent - alt, alt for sent. Vort forspring med prills var spist op og markedet håbløst mistet til Novo.

Grenaa. Kogekar nedsænket i dækket. I baggrunden fodersiloer med mad til mikroberne.

Hotel du Nord på Kystvejen i Grenaa blev midt andet hjem den kommende tid.

Afsløring af milliontabet på enzymfabrikken i Grindsted, opfindelsen af prills og fund af forureningskilden i Grenaa affødte respekt hos de gamle ingeniører i ledelsen og gjorde mig urørlig. Desværre, kan man sige. Det fik mig til at blive hængende, alt for længe – gode år, som jeg i dag gerne havde set brugt på vort eget.

Foder – C-vitamin

Som ny fabrikschef i Grenaa og som leder af bioafdelingen i Brabrand tilkom det mig at komme op med en redningsplan. Den indebar erkendelse af tabt investering i Grenaa. De få resterende aktiviteter kunne ganske enkelt ikke forrente noget. Til gengæld ville planen give os tid til at finde alternative veje. Jeg inviterede en direktør fra Novo over for at drøfte sådanne alternative veje uden konflikt os imellem. En rivaliserende afdelingschef ville imidlertid ikke ”føde på bioafdelingen”. Ledelsen var også blevet for gammel og træt og kom ikke op med bedre end at flytte askorbinsyreproduktionen fra Grindsted til Grenaa.

Slaget var tabt. Måske kunne et nyt vindes. Askorbinsyre rummede muligheder. Nobelpristager og kemiker Linus Pauling havde peget på flere. C-vitamin og askorbinsyre er det samme. De fleste dyr kan selv danne C-vitamin, men mennesker og enkelte andre arter har mistet denne evne. C-vitamin findes i store mængder i binyrerne, hvor det bruges til dannelse af adrenalin. Behovet for C-vitamin er øget ved stærk fysisk aktivitet, fx atleter under ekstremt fysisk eller psykisk stress. Min antagelse er, at selvom dyr kan danne deres eget C-vitamin, så producerer de kun til husbehov og kommer i mangel under stress.

Hos landmænd på Djursland med svinebesætninger plaget af halebid, fik jeg lov at prøve med C-vitamintilskud. Det var forbløffende. Det virkede nærmest beroligende og man kunne uden videre høre forskellen i svinestalden. Det bestyrkede mig i min teori.

Det bragte en forbindelse i stand til dyrlæge Hans Schougaard. Det må have været i 1976. Hans var dyrlæge for den travhest, der skulle blive kendt som den legendariske derbyvinder Tarok. Forbindelsen varede lige til den blev taget ud af trav. I misforstået godhed blev den som pensionist overfodret og Tarok døde 1981 af Baron Gruff-syge.

Jeg benyttede min kendte prill-teknik til at indkapsle det ellers sårbare C-vitamin i oksetælle og puttede det i hestens tilskud af mikromineraler og vitaminer - et tilskud som jeg så fik ansvaret for. Om det virkelig hjalp til de mange travsejre, kan ikke vides med sikkerhed, men jeg tror det.

Nu var grunden lagt til en hel ny virksomhed ”Tilsætningsstoffer til Foder”. Vi fremstillede allerede vitamin B2 og B6 i Grindsted.

Foder – Cheladan

Erik Vibe var chefkonsulent for kvæg hos KFK i Viby. I Aberdeen havde han hørt om kelater som mineraltilsætning til kvægfoder og husker jeg ret, var det dét, der fik ham til at henvende sig til mig. En forudsætning for, at et tilskud af mikromineraler kan optages af dyrene, er opløselighed i vand – og kelater er letopløselige. I betænkelighed rådede jeg ham til kun at dække 25% af behovet med kelater – de var jo så effektive.

På en pilotplant i Grindsted startede jeg produktionen af kelater (Cheladan) med EDTA som kompleksbinder. Traditionelle mikromineraler blev opløst sammen med EDTA og derefter spraytørrede. Salget til KFK forsørgede min nye afdeling for ”Tilsætningsstoffer til Foder” og det så rigeligt i mange år frem.

Jeg prøvede energisk at vise en effekt af Cheladan. Til det formål fik vi lov til at indoperere en vomfistel på en ko opstaldet hos en landmand i Mørke på Djursland. Min assistent og mejerist Viggo Therkildsen tog så ud hver mandag og tog en prøve vomsaft med hjem. Han skruede bare dækslet af til vommen og med en almindelig lænsepumpe sugede han nok op til at fylde en termoflaske.

Hjemme var foderprøver af mange slags fordelt med et gram i hvert af en stribe infusionsflasker – altid i serier med 12 ens i hver. De blev så fyldt op med vand og et skud vomsaft. Vi havde et rum, hvor temperaturen blev holdt på 37 ^oC. Her blev prøverne anbragt og skånsom vugget. Hver dag tog Viggo to glas ud fra hver serie og målte mængden af ufordøjet foder, der var tilbage – så var det jo let at følge ”fordøjelsen”.

Det bibragte en indgående forståelse af fordøjelsen i vommen og af fordøjeligheden af hundredvis af foderemner, men en gunstig effekt af kelater kunne ikke eftervises. En viden, som jeg af forståelige forretningsmæssige grunde holdt for mig selv. Eet var manglende virkning, men kompleksdannere foretrækker mineraler til højre i spændingsrækken – eksempelvis kobber fremfor jern. Så et jernkelat vil have tendens til udskiftning af jernet med kobber – måske endda binde kobberet så hårdt, at det ville unddrage sig biologisk udnyttelse – derfor mit råd om at begrænse tilskuddet til 25%. Rent faktisk blev en ko rapporteret død af kobbermangel, men det var en enlig svale og forretningen fortsatte ufortrødent.

Med til historien hører, at vores ko fik flere kalve og havde det godt i alle årene.

Om ikke til køer, så til andre af vore husdyr, var der behov for tilskud af mikromineraler, eksempelvis af selen som vore afgrøder var blevet fattige på. Kelater var ikke sagen, så noget nyt og andet måtte til.

Foder – Flavodan

Aroma er en stor ting til fødevarer. Kunne det også være det til dyrefoder? Det fik stå sin prøve.

Hos en landmand lige uden for byen fik jeg lov at låne en ko. Den var opstaldet og der blev monteret to automatiske drikkekopper ved siden af hinanden lige foran den. Hver kop blev forbundet med en pumpe til en 200 liter tønde. I den ene tønde kom der rent vand og i den anden vand med tilsætning af et aromastof. Hver dag blev der målt hvor meget, der var drukket fra hver af tønderne. Så blev vandet skiftet ud og tønderne fyldt op igen. Det var rent sagt utroligt, hvad den ko kunne drikke på et døgn. Der blev prøvet forskellige aromastoffer og ingen tvivl, koen holdt mest af det velsmagende vand.

En dag skete der utilsigtet – og ubemærket - en forbytning af de to slanger til tønderne. Det nye aromastof, vi testede den dag, faldt ikke i god smag. Vi prøvede et nyt – nu var vi endelig på sporet af noget. Efter nogle forsøg på at gøre koen tilpas, vendte vi tilbage til den aroma, vi startede med og som den havde været så fornøjet med. Men nej, den aroma kunne den nu ikke lide mere. Så går der en prås op for én. Koen foretrak blot at drikke fra den højre drikkekop – og det uanset hvad den bød på.

Det var nyttig lærdom – meget nyttig endda. Vi blev nemlig senere hjemsøgt af en amerikansk charlatan med foderaroma. Han havde evner, der ikke i nogen måde stod tilbage for evnerne hos de to udenlandske skræddere i ”Kejserens Nye Klæder”, dem som H C Andersens lod sy klæder af det skønneste – og usynlige stof. Tro det eller ej, flere kollegaer, om ikke dem alle, lod sig besnære.

Mine forsøg, mine indsigelser var som at slå vand på en gås. Der blev hyret folk, trykt brochurer og foderaromaerne blev rullet ud over den ganske verden. Med en så massiv markedsindsats skulle markedet vindes og det førend nogen andre kom på det samme.

Men hvad sker der? Kunderne falder fra. Der er ligefrem nogen, der står frem og siger "Han har ingenting på!".

Foder – Stråmix

I ønsket om at få en ny virksomhed med ”Tilsætningsstoffer til Foder” intensiveredes samarbejdet med Korn og Foderstofkompagniet (KFK) i Viby. Jeg kom der så tit, der rent faktisk blev indrettet et kontor til mig. Vi kom sammen privat med Erik Vibe, Chefkonsulent for kvæg og vi sejlede sammen i weekends. Erik Vibe havde fundet på to nye meget fiberholdige fodertyper til kvæg – Grønmix og Stråmix. Stråmix var 60% snittet halm, 20% roemelasse og 20% NPS Compound, hvori indgik kelater. Maskinfabrikken Skjold lavede en særlig mixer for det nye halmprodukt. Der var megen hype omkring dette produkt. Eftersom salget af kelater finansierede hele min afdeling og lidt til, så jeg så gerne Stråmix fremmet og nyttiggørelse af halm var jo i enhver henseende fornuftig.

Det bragte os viden om, også til Moskva. Her blev vi vel modtaget på et agronomisk institut. Hver formiddag så vi vigtige ting og drøftede fælles interesser i dyr og fodring, men når det blev frokost, slog det om i ren selskabelighed. Instituttet rådede over egne marker og drivhuse. Frokostbordet bugnede af de lækreste retter. Ved hver kuvert stod en halv flaske vodka, så det varede ikke længe inden de først skåltaler meldte sig, Vi var hver især forpligtede til at bidrage og vi kunne holde vore taler på tysk, som alle forstod. Klokken fem var vi alle ”færdige” – helt ”færdige” hver dag.

Jeg bemærkede en lille interessant ting. Når forstanderen skålede, rystede han sådan på hånden, at han spildte vodkaen. Se det er den kunst, man må lære sig, hvis man vil til tops i det russiske hierarki – drikke med de andre og være den sidste, der går under bordet.

Der stod som s agt megen hype om Stråmix og kollegaer kunne se hvor meget jeg tjente påkun én kunde – kun på KFK. Det skulle bare mangedobles, markedsføres meget bredere, så lå der jo en guldgrube og ventede.

Jeg viste fra mine vomforsøg, at kelater var virkningsløse og aldrig kunne godkendes til foderbrug. Samme vomforsøg viste heller ingen andre gevinster ved Stråmix. Af forretningsmæssige grunde kunne jeg ikke argumentere mod Stråmix, sådan som jeg havde gjort mod foderaroma og jeg måtte se på afvikling af endnu en markedsindsats, der ikke stod tilbage for den, der blev brugt på Flavodan – foderaroma. Markedsføringen var selvsagt dømt til løbe ud i sandet.

Stråmix var et flop – ligesom Cheladan og Flavodan. Ingen forstod, at Erik Vibe blot havde lige så meget brug for min støtte som jeg i hans.

Foder – Mineralgær

Myndighedsgodkendelse af kelater som fodertilskud kunne have lange udsigter. Tanken opstod at lade gær optage mineraler og binde dem til gærens protein og aminosyrer. Det ville kræve kontinuerlig dyrkning af gær – også over weekends.

På den tid – det er i 1983 - rådede vi over timere og mikropumper, men det var besværligt og utilstrækkeligt, fordi der også skulle styres pH og ilt og fordi dyrkningerne skulle køre ubemandet over længere tid. Det ville kræve numerisk styring. Jens havde fået en programmerbar HP25, da han kom på gymnasiet. En Texas TI 59 med magnetkort var 1979 benyttet til beregning og præsentation af fordøjelighed med vomsaft, men begge typer ville være utilstrækkelige til processtyring. Der blev derfor hjemtaget en svensk dator fra Luxor, en ABC-80 med udvidelser. Den var bygget på en Z80 chip med 16 kB ROM med semi-kompilerbar BASIC fortolker. Vigtigst af alt var dog en fleksibel bus, der tillod eksterne bokse, hvor der kunne anbringes kort med programmerbare perifere porte, der kunne starte og slukke hvad som helst. Der var meget at lære om disse programmerbare porte, galvanisk adskilte kredse osv. Men op at køre kom det. Det var overrumplende mængder mineraler, der kunne optages i ganske almindelig bagegær, bare man ikke overdoserede og slog gæren ihjel inden den havde ”spist sig mæt”.

Gæren beskyttede de sarte vitaminer, der ellers er udsatte i traditionelle vitamin/mineral forblandinger, den kunne fordeles ganske fint – ekstremt vigtigt ved foder til kyllinger og fiskeyngel og den biologiske effekt måtte være den bedst mulige. Selv med tabet af askorbinsyre ville de nye gærpræparater bidrage til et bæredygtigt forretningsgrundlag for ”Tilsætningsstoffer til Foder”.

Det måtte også være det helt rigtige kosttilskud til os mennesker. Dér stod vi. Det var blevet 1984, da en helt anden ”timer” udløst et signal – en timeout.

Tilfældigt, en teateraften i Brabrand stødte jeg på min gamle direktør Herlev. Uprovokeret sagde han ”Det var forkert af os at lukke bioafdelingen dengang”. Det kunne jeg kun give ham ret i.

Foder – β-glucanase

Udviklingschef Jacobsen hos den fynske foderstofvirksomhed A/S Elias B. Muus ville gerne bruge billig byg i stedet for majs i foder til kyllinger, men det gik ikke. Kyllingerne fik tynd mave, der gjorde deres leje fugtigt og koldt. En dag havnede hans problem på mit bord. Min første tanke var at finde det, der bandt vandet i tarmen. Et vandbad med glas og omrører blev rigget til og jeg havde fået en slags kunstig kyllingemave. Der var tydelig forskel på byg og majs. Det var oplagt at prøve med tilsætning af vores allerældste enzym, Pektolase brugt til spaltning af pektin i frugter og frugtsaft. Det virkede på byggen i den kunstige mave og lige så godt i fuldskala kyllingeforsøg. I mellemtiden var prisforskellen på byg og majs svundet ind og vi fik ikke gang i et salg til kyllingefoder.

I kyllingeforsøgene havde vi afprøvet Pektolase fra syv forskellige præparationer for at finde den bedste. Det dæmrede langsomt, at det ikke var det pektolytiske enzym, der virkede, men noget andet og ukendt – noget der bare fulgte med, når vi fremstillede Pektolasen. Mistanken faldt på β-glucan som den problematisk bestanddel i byggen og at vort enzympræparat blot tilfældigt havde et hidtil ukendt indhold af β-glucanase.

Det lykkedes mig at isolere β-glucan og at standardisere et nyt enzymprodukt for dets evne til at netop at nedbryde dette β-glucan. Det blev en virkelig salgssucces – ikke til foder, men til bryggerierne, hvor det i dag er standard til forhindring af haze (svæv) i øl verden over.

AARHUS: Det er ikke meget medierne ved om den danske milliardær Ib Nymark Hegelund. Men en ting ved vi, og det er, at hans forretning går strygende.

Ib Nymark Hegelund, der er uddannet civilingeniør, grundlagde sin formue med virksomheden ”Denmark Enzymes” i Lystrup. En virksomhed, der producerede enzymer til fødevareindustrien. I dag bor den hemmelige milliardær på et slot i Schweiz. Og der kan han vist roligt blive boende.

Det seneste regnskab fra hans holdingselskab, Imbtech A/S, viser et overskud på 420 millioner kroner. Dermed er egenkapitalen i hans selskab vokset til 3,5 milliarder kroner. Det skriver Finans.

Ifølge mediet er stort set hele danskerens formue placeret i værdipapirer, men det er uvist, præcist hvad han investerer i, skriver Finans.

Fremstilling og salg af Pektolase blev styret fra et kontor i Brabrand af Ib Hegelund bistået af en laborant – vore nærmeste kollegaer på samme gang. Da jeg måtte lukke bio-afdelingen, tog Ib skridtet og startede for sig selv og tog β-glucanasen med sig. Det endte i retssager og masser af ballade, men Ib slap godt fra det og er i dag kendt som ”Enzymkongen fra Lystrup”. Den 13. juni 2019 kunne læses i Aarhus Stiftstidende:

Det skal være ham vel undt.

Foder – Laktase

På herregårde kan man ikke holde liv i spædekalve. Det kan man på husmandsbrug. Det er konen, der gør forskellen. Hun tager sig tid, når kalven drikker mælk og lader den sutte på hendes fingre. Den sutterefleks udløser sekretion af laktase – et enzym, der nedbryder mælkens mælkesukker. Det sukker ville ellers passere maven ufordøjet og give alvorlige problemer i tyktarmen, undertiden med døden til følge.

Med kunstig laktase i en mælkeerstatning kunne også herregårdene opdrætte kalve. Det var min tanke. Fra vort søsterselskab Dansk Gærings-Industri fik jeg laktasegær. I vort pilotplant i Brabrand havde vi en 100-liter gæringstank. Her blev teknikken afprøvet og forfinet. Det var i 1976. Til fuldskalaforsøg i Grenaa leveredes valle løbende i tankvogne fra Skødstrup Mejeri. Der blev over et par uger demonstreret, at processen kunne køre kontinuerligt og problemfrit. Det blev til mange ton laktaseholdig gær. Gæren i sig selv var et værdifuldt fodertilskud.

Selskabet ledelse var dog betænkelige. Kunne vi sikre os råvarer? Dér strandede det projekt. Jeg havde gerne set det i mit program for ”Tilsætningsstoffer til Foder”.

Ligesom mælkesukker kan passere en kalvemave og lave problemer i tyktarmen, så kan sojasukker gøre det - bedst kendt som tarmluft efter at have spist gule ærter. Det er et oligosakkarid i bønner, der giver problemet. Spændende at se, om det kan gæres væk. Det kunne det med ganske almindelig bagegær. Uanset om soja spises af mennesker eller hunde, var problemet med tarmluft løst og sukkeret forvandlet til en værdifuld og let fordøjelig gær.

Da jeg måtte lukke bio-afdelingen, gav jeg min unge kollega Ole Kaa Hansen lov til at udnytte teknologien. Den 1. juni 2015 skiver Børsen:

Jysk rigmand klar til mere efter storsalg til Goldman Sachs og Altor.

De seneste måneder er en større gruppe danske erhvervsfolk blevet forgyldt med massive millionbeløb efter virksomhedssalg. En af dem er kemiingeniøren Ole Kaae Hansen, der er i 1992, stiftede aktieselskabet Hamlet Protein, som udvikler foder-løsninger til unge dyr som grise, kyllinger, kalve og kæledyr.

Den slags er der penge i, hvis man kan sit kram, og det kan de øjensynligt hos Ole Kaae Hansen og de omkring 90 kolleger i Horsens-selskabet.

Fredag fortalte investeringsbanken Goldman Sachs og kapitalfonden Altor i hvert fald, at de køber Hamlet Protein af stifteren og kapitalfonden Polaris.

Beløbet holder partnerne for sig selv, men ifølge Børsens oplysninger har handlen en værdi i omegnen af 750 mio. kr., og dermed går Ole Kaae Hansen, der siden 2007 har siddet på 41 pct. af aktierne, fra Hamlet Protein som en rig mand.

Godt Ole Kaa fik noget ud af gærprojektet. Det var bare for godt til at gå tabt.

Foder – Græsprotein

I efterkrigstiden startede mange proteinprojekter op – alle på forkerte data fra FN om menneskers proteinbehov. Behovet er slet ikke så stort som i FN’s tabeller. Det kan man se i Indien, hvor mennesker kan leve med et endog meget lille indtag. Alligevel overlevede ønsket om et billigt protein til både føde og foder og hvor kunne det hentes billigere end fra græs.

Mine venner Erik Vibe, agronom og kvægkonsulent hos KFK og Ole Knudsgaard, mejeriingeniør og nu driftsleder ved Plumrose var indstillet på at gøre forsøget. Store mængder græs blev høstet på Mors og bragt til kondenseringsfabrikken i Thisted. Her blev opstillet en jættestor norsk presse, der kunne presse al saft ud af græsset. Saften blev siet og koncentreret til en sej sirup på mejeriets inddamper, fyldt på 300 liter tromler og filterresten tørret i en græstørrer. Saften blev midlertidig lagret på et frysehus i Hanstholm.

På et afsluttende projektmøde kom en ung agronom ind og fortalte begejstret, at han havde lavet en perfekt blanding af fiberrest og græssaft – en blanding som fuldstændig matchede hø!

Der gik et år, så kom opringningen fra frysehuset i Hanstholm ”Hvad skal vi gøre med de to hundrede tromler, vi har stående”?

Hvedegluten og hvedestivelse

Den mest givtige afdeling hos Grindstedværket var Bageriafdelingen med deres hovedprodukt destilleret monoglycerid solgt under varemærket Dimodan. Det anvendes i bagværk for at forøge volumen og holdbarhed. Nærmest ved et tilfælde fandt jeg, at Panodan, en diacetyl vinsyreester of mono-diglycerid, så at sige kunne opløse hvedegluten. ”Opløsningen” kunne spraytørres og anvendes som kombineret emulgator og glutenforstærker. Dansk hvedemel er ikke godt som eneste bagemel. Det indeholder for lidt gluten og glutenet er også for svagt. Jeg fik lavet noget hvedegluten, som vi brugte herhjemme som tilsætning i vort eget hvedebrød. Det var rigtig godt.

Gluten er det, der bliver tilbage, når man vasker stivelsen ud af melet. Det har en lidt gummiagtig konsistens. Måske kunne det bruges som køderstatning? Det kunne det. Det var sådan set nemt nok at vaske stivelsen ud, indtil man stod med en klump gluten. Ved tørring / opvarmning i en mikrobølgeovn hævede det helt vildt. Med tyndvæggede luftblærer, som var det et hvepsebo, var det let at knuse til småstykker. Dette glutengrus kun genfugtes, men kunne ikke længere hænge sammen i en dej igen. Tyggeegenskaberne (chewability) var fremragende.

I kontrollerede tests med vor nationalret, frikadeller, kunne der bruges op til 75% glutenfars førend forsøgspersonerne foretrak frikadeller lavet på ren kødfars.

Med bageriafdelingens hjælp blev der udvirket et to ugers ophold hos Crespel & Deiters GmbH & Co. KG. Var det i Ibbenbüren? Jeg husker det ikke. Her fik jeg lov at studere fremstilling af gluten i deres ”Dej Proces”. Den gør helt det samme som i laboratoriet. De lavede en dej og vaskede og vaskede indtil glutenet var rent nok. Det kræver en god hvede. Med dårligere hvede går det ikke at samle en dej – måske kan det gå med en tricanter uden at lave en dej, men en sådan havde vi ikke til rådighed.

Det lykkedes at samle informationer fra maskinleverandører, nok til at beskrive og prissætte en fabrik. Med data fra Crespel & Deiters kunne produktionsomkostninger forudsiges rimeligt. Med to specialprodukter – en køderstatning og et emulgator-gluten kompleks – som et plus oveni den ordinære hvedestivelse og vitale gluten, burde en hvedestivelsefabrik være en attraktiv investering. Men nej, Grindstedværket ville hellere bruge deres penge på at ekspandere i USA og at gå udenfor huset var utænkeligt.

En sidste kraftanstrengelse – Fiskefond

Fonde er uundværlige i det klassiske franske køkken. En fond laves af ben, der koges længe, undertiden op til 12 timer. Det besvær klarede man på fabrikken Lenfos i Hobro noget hurtigere ved at trykkoge benene. En tiendedel af alle ben fra danske slagterier blev kogt af på den måde hos Lenfos.

Tanken opstod at gøre det samme med fiskeben. Jeg lånte fabrikken en weekend. Lastbiler med fiskeben og afskæringer ankom fra Hanstholm i en lind strøm. Forsøget blev vellykket, men mandag morgen vågnede beboerne i Hobro op til en fiskelugt, værre end det værste, end ikke Esbjerg havde oplevet noget lignende. Lugten hang som en tåge over byen.

Men pyt. Forsøget var som sagt vellykket og hvem kunne være mere interesserede i en fiskefond end de fiskespisende japanere. En udstilling blev arrangeret i Tokyo. Vi hyrede den populære TV-kok Søren Gericke til at lave supper i Tokyo osv. En uopsættelig operation forhindrede mig i at tage med til Japan, men udstillingen blev en succes.

Det var i 1984. Det årstal triggede en beslutning, som Nethe og jeg havde truffet tyve år tidligere. Jo, når vi blev halvtreds, ville vi ændre vort liv til hvad nu, vi måtte have lyst til og vi havde forberedt os økonomisk til det.

Jeg havde lyst til at lære mere om de nye numeriske metoder, jeg var begyndt at bruge i praksis. Blev optaget på datalogistudiet ved Aarhus Universitet og blev der som fuldtidsstuderende de næste tre år.

Overskriften ”En sidste kraftanstrengelse” lader ane, at det må være slut med at udvikle projekter, som jeg ikke selv kunne beslutte at virkeliggøre. Jeg ville simpelthen være selvstændig.

Begin blev dét års motiv på juletræstæppet. Det kan både læses som et reserveret ord, der indleder et modul i Pascal og som betegnelsen for en ny tid.

Vores tyve år gamle beslutning til trods, var Nethe ikke uden bekymring for vor fremtid. Men som altid støtter vi hinanden og hun skriver helhjertet i sidste vers i min fødselsdagssang:

Fra Skanderborg kører en flot student,

til Århus sætter han kursen hen

for nu vil du også ha’ data lært

og alt du vil er mig meget ”kært”.

I 1984 skriver vi hver især en lejlighedssang til vore respektive fødselsdage. Bag hvert et vers gemmer sig en fortælling.

Er der nogen i denne verden, der står last og brast, så er det Agnethe og Lars Olav.

Til GANET's fødselsdag 30. april 1984.

Melodi: Fra Tyskland uddrog en flok spillemnnd.

1. I Thyland der fødtes en pige-lil
og luften fyldtes med sang og spil.
De toner i øret straks trængte ind,
så pigen blev musisk og glad af sind.
Tralala..

2. Hos Bedste hun lov fik at karte uld,
at spinde trisser af tråde fuld.
De tråde, de væved i barnets sind
de skønneste former i tankespind.
Tralala..

3. Lær' Andersen drog med sin flok afsted
til ager, mose, til Vesterled.
Her lærte hun efter naturmetod'n
som Grundtvig at tænke og regn' i hoved'.
Tralala..

4. Så tjente hun penge i tørvesker
med brune ben og i alskens vejr.
I skoven hun leged med byens flok,
og tårnet i skoven blev målestok.
Tralala..

5. På Snoghoj man skolede hendes krop
til træning med en elitetrop.
Til Norge hun førte et hold afsted;
på dem mon hun tænkte, som ej var med?
Tralala..

6. Hun spiste af kager og saftevand.
Blev voksen; sagde: "jeg vil, jeg kan".
Mor Dagmar vred hænder af bare sorg,
men pigen, hun ville til Skanderborg.
Tralala..

7. Hun skabte til borger og kongens hof
så skønne kleder af vævet stof.
I østjyske amter og udenlands
titusinder gav hun for snittet sans.
Tralala..

B. To sønner så flotte hun gav af tid,
et hjem, der trives ved hendes flid.
Her synges, her spilles, her bages mest,
her leves, her snakkes med allerflest.
Tralala..

9. Det er ikke sært, at vi feste må
og ønske hende, det godt må gå
her hjemme med saks og med spindeten.,
GANET er vor elskede øjesten.
Tralala..

TIL OLAV FRA NETE. ( Fra Tyskland uddrog)

1. Fra Hallund uddrog der en flot student,

til Hundborg satte han kursen hen.

Og nu skal i se hvad det endte i,

da han skulle lære om farmaci.

Tralala -

2. I Hundborg gik dagene stille hen

det "passed" ikke den flotte student,

han tænkte - jeg rejser til Ålborg igen,

i stedet for her at sygne hen.

Tralala -

3. Men Rørbæk formanede - bliv nu her

og se at få medicinen lært,

så sagde studenten - hvis bli' jeg ska!

så skal det ikke "gå stille a' ".

Tralala -

4. Og så gik det til at Lars Olav fandt,

en bal-pianist og da dagen oprandt,

at turen til staden den måtte gå,

da drog du afsted med en guldring på.

Tralala -

5. Men nu gik det rask for vor fødselar,

du blev farmaceut, så soldat, så far,

og så sku' du lære om "Tofranil",

så vi drog til Basel med Jens og bil.

Tralala -

6. Da vi flytted hjem straks du købte flot,

en byggegrund til vor lille slot.

Vi blev så til fire - familien var

først "rigtig" nu med et drengepar.

Tralala -

7. Din lyst til at "lære" vi sku' få at se,

først mixed du varer for FDB.

Hos Krøyer der kom der et skib op at stå

med Olav's kugler de hvide små.

Tralala -

8. Hos GV du lærte om biokemi

om foder, aroma og kø'er indeni,

imend du eksamen i handel fik,

så rask det hele omkring dig gik.

Tralala -

9. Mens dette"stod på" far han købte skiv,

og sejlede meget med drenge og viv,

du købte til os snart alverdens ting,

fra væv og bil og til cykelring.

Tralala -

10. Fra Skanderborg kører en flot student,

til Århus sætter han kursen hen

for nu vil du også ha' data lært

og alt du vil er mig meget "kært".

Tralala -

Højdedraget

Kilde: Slægtsbog for Jens Kirk Thomsen & Niels Kirk Thomsen, 1979.

Huset blev opført i 1961 i gule sten efter arkitektforeningens tegninger. I 1966 tilbyggedes stuefløjen til venstre og i 1976 blev der sat nyt tag med høj rejsning og loftetagen indrettet.

HØJDEDRAGET

Tæt øst om Skanderborg rejser et højdedrag sig. Her gjorde isranden sit længste ophold under afsmeltningen efter sidste istid og efterlod den østjyske israndslinje, Harders israndslinje. Netop ved Skanderborg fremtræder den markant og hæver sig stejlt fra det smalle flade forland, vi kalder Næsset og som afgrænser søen mod nordøst. Søen er en del af den tunneldal, der videre udover Mossø ledte smeltevandet ud i Gudenåsystemet. Søens dybdeprofil bærer stadig præg deraf. Store dødisområder har bidraget til bratte spring i vanddybderne. Vandspejlet ligger godt 20 meter over havet og endnu godt 30 meter højere strækker højdedraget sig øst om søen. Flere steder er skrænten gennembrudt, hvor vandstrømme har bortskåret skarpe kiler. Uopdyrkelige, har disse kiler fået lov at stå i skov. Højdeforskellen har været ideel for placering af en vandmølle, Skvætmølle, men ellers har arealet ikke fristet til særlig udnyttelse, før byen i 1950’erne gjorde et energisk forsøg på at udmønte den naturskønne beliggenhed til placering af et nervesanatorium i konkurrence med Vejle. Skanderborg tabte dette løb, men søgte at vinde et nyt ved at udstykke området til boligformål. Skulle man forlade det åbne land og bo bymæssigt, kunne noget bedre sted næppe findes.

Udsigt fra huset mod syd over Skanderborg sø. Midt i billedet ses Æbelø med Ejer Bavnehøj i horisonten bag ved.

VOKSEVÆRK I BYEN.

Nede i byen stod tiden nærmest stille. Et enkelt hus blev bygget i ny og næ. Udviklingen syntes at gå Skanderborg forbi, og ingen begræd det. Om vinteren lejede Nete og hendes søster Ruth sig ind i en lille loftslejlighed ned i byen. Der indrettede de sig en vinterstation, mens de eftermiddage og aften vinteren igennem underviste i kjolesyning i amtets mange husmoderforeninger. Om sommeren fortrak de, men lejen var så beskeden, at det kunne gå an at holde lejligheden disponibel til næste sæson.

Hvor man end boede i byen, var der ikke langt til skov og vand og med den fremvoksende privatbilisme var beskæftigelse også indenfor rækkevidde. Aarhus lå kun 20 km borte med sit glubende behov for den ny tids teknikere og funktionærer. Også Horsens og Silkeborg kunne nås. Bilen var ved at blive folkeeje og drivmidlet var billigt. Da hele efterkrigstidens oparbejdede, ja næsten indestængte behov og formåen havde modnet sig og i 60'erne formelig eksploderede i aktivitet og vækst, så kunne de største byer knap klare presset. I flere byer indførtes midlertidige byggestop for at aflaste trykket. Det skete også i Aarhus og hele den boligsøgende strøm af tilflyttere vendte sig mod oplandskommunerne, heriblandt Skanderborg. Den lille halve snes byggegrunde, som byen så forsigtigt havde udstykket på Højdedraget og som det ene år afsattes så trevent, at man troede dem usælgelige, blev det næste år så efterspurgte, at der i største hast måtte udstykkes flere med op til hundrede på venteliste. Dette boom mere end fordoblede indbyggertallet det næste tiår og ebbede først ud med 70'erne. Denne skare af "nye" udgjorde en ny klasse. De bestred nye funktioner i den offentlige forvaltning, i handel og industri og kun få havde hjemstavn på egnen.

HUSET.

Årene med Skanderborg som vinterstation og den lille loftslejlighed havde givet os tilknytning til Skanderborg. 1959 blev Nete sommeren over og drev systue i lejligheden, mens jeg aftjente værnepligt ved flyvetropperne i Karup. Lejen var kun 70 kr. per måned, men udfoldelsesmulighederne var tilsvarende små. Fast besluttet på en industriel karriere og med et rimeligt underlag af kemisk industri indenfor realistiske køreafstande, fandt vi stedet egnet for varigt ophold. Vort grundlag var derfor i orden for investering af de 8.000 kr., som var byens pris for de indtil da så "usælgelige" grunde. Så kunne vi også blandt de første bygge hus beliggende tæt ved en skovkile og ud til selve Højdedragets skrænt med by og sø liggende ret for. Fjernest bag søen rejste Ejer Bavnehøj sig. Fem kirker kunne udpeges i synskredsen, men i det daglige blev det, det lang kig og søens evigt vekslende vandspejl, vi værdsatte højest.

Huset var efter tidens standard på 100 kvadratmeter, men havde dertil et 40 kvadratmeter udhus sammenbygget med hovedhuset. Huset rummede soveværelse og to børneværelser blandt andet og alle rum kunne opvarmes med et centralfyr. Brændselsolie til 25 ører per liter opmuntrede til lyse stuer med store vinduer og nye normer for boligopvarmning. Hele denne herlighed byggedes for 60.000 kr. [godt 90.000 kr. inklusive renter, arkitekt, have, ja alt] og magtedes netop med en årsløn på 24.000 kr. Senere blev tilføjet en stuefløj med en lille kælder under. Endnu en ombygning gav til sidst huset et tag med høj rejsning og udnyttet tagetage, og etagearealet endte dermed op på ca. 300 kvadratmeter. Det største loftsværelse fik med gennemfaldende lys og et højt loft, der skrånede helt op i tagkippen, en ganske særlig og indtagende karakter. Her står Nete’s store kontrémarchvæv, rokken og trendbordet. Under de frie hanebånd hænger nyspundet uld og farvede garner. Der er masser af materialer, et tegnebord så stort og stabler af tøjskitser og tegninger, et rigtigt værksted. I tagetagens anden ende er et større disponibelt rum samt mindre rum til oplag, mørkekammer og sådant og allerøverst over hanebåndet kan alt mellem himmel og jord gemmes bort.

HAVEN.

Først var der nybyggerhaven, åbent og forblæst. Så kom legehaven, der året rundt tiltrak egne og naboers børn. En telefonpæl blev rejst og figurerede som totempæl. Halve pæl i halvkreds rundt om gav samling om en bålplads for bagning af snobrød. Fire pæl med en platform øverst dannede et tårn tilgængelig med rebstige. Underneden ophængtes endnu en platform med et telt. Dertil kom en gynge som fast element - ellers var alt omskifteligt efterbehov.

NYE TIDER.

Tiåret efter 2. Verdenskrig gik med at slikke sårene. Da kræfterne var genvundne, var der så meget mere at indhente. Hjulpet frem af den teknologiske udvikling i krigsårene og som stadig øgedes, føltes væksten i tresserne som en enorm forandring, der vendte op og ned på mange begreber og skabte nye værdinormer. Ting, som i princippet nok var kendt fra tidligere, trængte ind i dagligdagen. Køleskabet gav stødet til ophøret af mælkemandens daglige leverancer og sammen med hjemmefryseren lagdes grunden til en omlægning i dagligvarehandelen.

Bilen reducerede behovet for nærbutikken og skilte industri og boligområder. Fremstillet og drevet af billig olieenergi fra Mellemøsten holdt maskinerne deres indtog overalt. I landbruget klaredes en stadig større produktion af stadig færre hænder, fordi maskiner, kunstgødning og kemiske bekæmpelsesmidler afløste traditionelt håndarbejde, og landboernes andel af den samlede befolkning sank til under 6 %. Fra landbruget kunne derfor rekrutteres til væksten i industri og offentlig sektor. Den billige energi gjorde fjerne rejsemål overkommelige for menigmand og med den nye velstand steg rejseaktiviteten enormt. Det føltes som om Verden skrumpede. Det nye fjernsyn bragte fjerne begivenheder direkte ind i vor stue og de billige flyverejser gjorde disse nye indtryk virkelige og nærværende. Det mest betydningsfulde var dog arbejdsreduktionen, der kortede arbejdstiden ned til 8 timer daglig med frihed både lørdag og søndag og dertil 3-5 ugers ferie årligt. Denne fritid skabte fundamentale nye muligheder, nye behov og for mange også nye problemer.

FRITID TIL SØS.

Endnu inden soldatertjenesten var afsluttet, havde vi købt en lille folkevogn. Den skulle snart blive brugt erhvervsmæssigt i det halvandet år, jeg var konsulent for det svejtsiske medicinalfirma Geigy, men den blev også et vigtigt instrument for fritiden. I den og dens mange afløsere kørte vi landet rundt. Mens børnene var små, blev det mest til korte eendagsture, senere camperede vi i telt. På et tidspunkt anskaffedes en større og mere komfortabel model med den bagtanke, at vi skulle ud at se Europa. Det blev til en tur til Sverige og ikke mere. Rejseaktiviteten var blevet for intens. Veje, kyster, byer, ja kort sagt alt var hårdt udnyttet af turisme. Det blev derfor en anden og mere upåagtet interesse, der tog over for vort vedkommende. Søen, der hver dag lå foran os, og retten til at lægge en båd ved bredden, opmuntrede os til at anskaffe en 11 fods glasfiberjolle og en beskeden påhængsmotor. For første gang kunne vi fødte landkrabber bevæge os på vandet efter eget forgodtbefindende. Det blev til mange dagture. Søen var spændende. Vi kunne gå på opdagelse. Kalvø, Sct. Thomas og Æblö lå tæt ved og længere borte Sct. Helene. På den modsatte bred nær Hylke havde et grusleje skabt en 100 m kunstig sandstrand, stort set kun tilgængelig fra søsiden - et herligt udflugtsmål. På varme aftener badede vi midt på søen iført svømmeveste. Kun få udnyttede de muligheder, søen bød på, og vi nød og lærte at værdsætte denne uforstyrrethed. Langsomt fremkom ønsket om bedre ly og overnatningsmulighed. Det krævede en større båd, der atter krævede mere vand. Via et kortvarigt eksperiment med en 30 fods motorbåd, Agnethe, som vi søgte at udnytte erhvervsmæssigt, fik vi vor første havgående sejlbåd. Det var Sørine, en Vega på 27 fod bygget i Sverige af glasfiberarmeret polyester. Et par år senere afløstes hun af Ingeborg, der også var svensk bygget. Det var en rummelig sødygtig sejlbåd på 31 fod, en Maxi 95 tegnet af Pelle Petterson. Ingeborg fungerer tilfredsstillende og ser ud til at holde os ud. I ferierne bringer hun os til de danske Kattegatkyster og Bohus Lens skærgård. I weekends når vi øer og havnebyer i det sydlige Kattegat. Nye sejlere kommer til og de gamle havnebyer er eftertragtede udflugtsmål så uforstyrretheden varer næppe ved. Havets natur er dog uforanderlig og dets barske sider giver en kraftig og vedholdende sortering blandt dets gæster. Det åbne vand og de fjerne mål byder derfor fremdeles på naturlig stilhed og rekreation.

FRA LAND TIL BY.

Opvokset i et Grundtvigiansk hjem med afstandtagen fra eksamensskole, den sorte skole, måtte Nete sammenstykke en uddannelse på anden vis. Det blev gennem højskolen og det blev i musiske fag, gymnastik, folkedans og musik. Dertil kom en regulær håndværksmæssig uddannelse som syerske og dameskrædder. Baade musikken og syningen kunne give levebrødet, men hele konstellationen sigtede i højere grad mod en lærerstilling ved højskolen. Det underlag, som landbefolkningen havde udgjort for højskolen, var imidlertid svundet ind. Kernen var borte og med den også højskolens ide. Den skulle senere forny sig og finde nye former. Gennem gunstige støtteordninger opfordredes befolkningen til at anvende mere fritid i voksenundervisningen, og tusindvis af aftenkurser bragte liv til skoler og forsamlingshuse landet over. Kontrol og kvalitetsstyring af fritidsundervisningen påhvilede amterne og udøvedes gennem fagkonsulenter. Nete fik en sådan stilling i Aarhus amt. Det var en god inspirationskilde og sammen med praktisk undervisning blev det ankepunkter i et udadrettet arbejde.

I mit hjem var der ingen afstandtagen fra eksamensskolen, men ej heller nogen tradition for den. Sognet havde vel præsteret et par studenter alt i alt og der var langt til nærmeste eksamensskole og endnu længere til et gymnasium. Selvom jeg var selvskreven til at overtage gården, frarådede far det. Nok havde maskinerne gjort arbejdet lettere, men de var i lige grad nødvendiggjorte af afvandringen fra landet, og bondens virke var blevet mere ensomt, brydsomt og mindre fortjenstgivende. Folkeholdet var forsvundet og gården var ikke længere det helstøbte virkefelt for mennesker, den havde været. Skriften på væggen var tydelig. Noget usikker påbegyndte jeg en akademisk uddannelse. Første skridt var det mest ligetil. Det gik over Østervraa Realskole og Aalborg Katedralskole. Det næste skridt blev mere tilfældigt. Det blev en apotekeruddannelse begyndende med discipeltid på Hundborg Apotek i Thy, og som bogstavelig talt sluttede med farmaceutisk kandidateksamen. Udenfor apoteksverdenen lokkede industrien med mere spændende udfoldelsesmuligheder. Nogle læreår ved FDB’s fabrikker og fem år hos ingeniørfirmaet Karl Krøyer gav en professionel baggrund i innovation og produktudvikling. Denne linje er siden fulgt i et dagligt arbejde for Grindstedværket, der i dag er det største jyske foretagende i kemisk industri.

Oprundne af nordenfjords bønder er en bytilværelse ikke ligetil. Alt i alt føler vi dog at omstillingen er lykkedes for os.

MEN HVAD NU?

I begyndelsen af halvfjerdserne kom de første varsler om knappere og dyrere olie. Danmark var næsten helt baseret på olie som energikilde. En langsom omlægning til kul og eventuel kernekraft er begyndt, men omlægningen er ikke problemfri. Den vestlige Verden er afhængig af olien som var det et narkotikum. Stormagterne søger at sikre deres interesse i den arabiske olie. Russerne har invaderet Afghanistan for at bedre deres strategiske position, mens USA i hast forbereder nye flådebaser til erstatning for den støtte, de tidligere havde hos den nu styrtede iranske shah. I den arabiske Verden har indtægter fra olien forårsaget langt større omvæltninger i dagliglivet end i vort og i reaktion har der rejst sig en ideologisk islamisk revolution vendt mod vestliggørelse af deres levevis og som nu truer styret i flere lande i området. Denne udvikling og olieprisen hænger sammen. Fyringsolie koster i dag ca. 2,50 kr. per liter. Det griber ind i mange ting og betyder generelt en opbremsning af den økonomiske vækst.

For mange vokser transportomkostningerne til arbejdspladsen sig belastende. Total opvarmning af vore huse er ikke længere økonomisk forsvarlig og overalt sættes spareforanstaltninger i værk. Efterkrigstidens boom er ovre. Der er dog en vældig inerti i systemet. Universiteterne er fyldt til bristepunktet og halvdelen af alle unge søger en gymnasial skoleuddannelse. Staten understøtter energisk det velfærdsmønster, vi før tjente til, men som vi nu låner os til, og udlandsgælden tager til med rekordagtig fart. Kurverne er brudte. Hverken i vore forældres eller vort eget erfaringsgrundlag finder vi en klart synlig ledetråd. Vel er mulighederne for vore børn langt righoldigere og mangfoldige end nogensinde, men valget er ingenlunde lettere. Det bedste aktiv synes at være en grundig basisuddannelse og vilje og atter vilje til at tilpasse sig og begå sig i nye omskiftelige tider og måske evnen til at bryde op, rejse og finde frugtbare omgivelser. Er man født til frihed, er intet andet end frihed antageligt.

PENSIONISTHAVEN.

Opdateret 1980

Haven startede som en nybyggerhave, blev til en legehave og er nu i 90'erne omlagt som en pensionisthave med blomsterbede og krydderurter.

Sin lidenhed til trods rummer det kredsrunde østlige bed et halvt hundrede røde roser, et halvt hundrede forskellige krydderurter foruden grøntsager. Det mindre vestlige bed har blåbær, timian og rododendrons. Bagved findes drivhuset med blå druer. Et kæmpe hul allernederst i haven skjuler kompostdynger og mere vildsomme planter og her løber grunden ud i fælleden. Endelig er der rundt om blevet plads til frugtbuske og lidt blomme og pære.

Halvdelen af forhaven er skærmet af hæk og bruges til morgenspisning ude og mange gøremål. Et halvtag mod vest skærmer for brænde med mere. Resten bruges til parkering af biler.

Bag huset ved kældertrappen gemmer varmepumpen sig.

Terrassen mod syd er til aftenspisning med grill og ophold om sommeren. I lune sommeraftener rykker vi ned på plænen i bunden af haven, hvor skoven synes nær og søen kan ses helt ud mod Kalvø i øst.

S/S INGEBORG:

Opdateret december 1996.

Ingeborg blev bygget på Mölnlyckes værft i Åmål oktober 1975 og fragtet til Horsens Havn. Sammenlagt sejlede vi efterhånden et par måneder om året og den skulle afløse Sørine og give os mere plads. Ingeborg skulle vise sig at være særdeles velsejlende i al slags vejr. Den går nu ind i sin 22. sæson, bedre udrustet end nogen sinde. Sattelitnavigation giver positionen med få meters nøjagtighed og tillader sikker navigation i det vanskeligste farvand. Solceller sikrer os strømforsyning ved lange ophold i skærgård og ankergrejet betrygger nattesøvnen selv ved åben kyst. De bedste ankerpladser er dog ved Knudshoved, Langøre, Begtrup Vig, Knebel Vig eller blot i Lögten Bugt. Ingeborg har i dag havneplads i Norsminde.

Jens & Vibeke

Jens, Odense Universitet.
Vi har "afleveret" Jens i Odense.

Jens bliver student 1979 og immatrikulerer ved Odense Universitet i 1981. Jens har allerede udviklet solide sociale kompetencer, dels i internationale arbejdslejre, i fællesskabet om bedstefar Thorvalds gamle Morris, "Pludsli" kaldet, dels på en ekspedition med venner til Sahara i varevognen "Tjaldur". De kompetencer får han brug for og videreudvikler i studenterkollektivet i Sødinge og da han og kollektivet i 1983 flytter ind på Damhusvej 78 i Odense. Det er sammen med Ann Knoop og Hans Henrik Knoop, Peter Winfeldt og Inge Olga Ipsen. September 1983 træffer Vibeke og Jens hinanden og tager straks efter på sightseeing i Rom. De har holdt sammen lige siden. Marts 1984 flytter Vibeke ind på Damhusvej. Da det blev sommer er Jens og Vibeke på tur til Spanien i Nethes folkevogn. Den 7. maj 2021 - efter 38 år - flytter Jens og Vibeke fra den gamle kollektiv adresse på Damhusvej til en ny moderne condo på havnen i Odense.

Gå til Erindringer 1984- 1994

Take A Chance On Me
ABBA
If you change your mind
I'm the first in line
Honey, I'm still free
Take a chance on me
If you need me, let me know
Gonna be around
If you've got no place to go
When you're feeling down
If you're all alone
When the pretty birds have flown
Honey, I'm still free
Take a chance on me
Gonna do my very best
And it ain't no lie
If you put me to the test
If you let me try
Take a chance on me
That's all I ask of you, honey
Take a chance on me
We can go dancing (oh)
We can go walking (yeah)
As long as we're together (long as we're together)
Listen to some music (oh)
Maybe just talking (yeah) Get to know you better (get to know you better)
'Cause you know I've got
So much that I wanna do
When I dream I'm alone with you, it's magic
You want me to leave it there
Afraid of a love affair, but I think you know
That I can't let go
If you change your mind
I'm the first in line
Honey, I'm still free
Take a chance on me
If you need me, let me know
Gonna be around
If you've got no place to go
When you're feeling down
If you're all alone
When the pretty birds have flown
Honey, I'm still free
Take a chance on me
Gonna do my very best
And it ain't no lie
If you put me to the test
If you let me try
Take a chance on me
Come on, give me a break, will you?
Take a chance on me
Oh, you can take your time, baby (oh)
I'm in no hurry (yeah)
Know I'm gonna get you (know I'm gonna get you)
You don't wanna hurt me (oh)
Baby, don't worry (yeah)
I ain't gonna let you (I ain't gonna let you)
Let me tell you now
My love is strong enough
To last when things are rough, it's magic
You say that I waste my time
But I can't get you off my mind, no, I can't let go
'Cause I love you so
If you change your mind
I'm the first in line
Honey, I'm still free
Take a chance on me
If you need me, let me know
Gonna be around
If you've got no place to go
If you're feeling down
If you're all alone
When the pretty birds have flown
Honey, I'm still free
Take a chance on me
Gonna do my very best
Baby, can't you see?
Gotta put me to the test
Take a chance on me
Take a chance, take a chance, take a chance on me
Ba-ba-ba, ba, ba
Ba-ba-ba, ba, ba
Honey, I'm still free
Take a chance on me
Gonna do my very best
Baby, can't you see
Gotta put me to the test
Take a chance on me
Take a chance, take a chance, take a chance on me
Ba-ba-ba, ba, ba
Ba-ba-ba, ba, ba, ba-ba
Honey, I'm still free
Take a chance on me
Gonna do my very best
Baby, can't you see
Gotta put me to the test
Take a chance on me
Sangskrivere: Benny Goran Bror Andersson / Bjoern K Ulvaeus

Søg i denne blog

Erindringer

Funktionær (1969-1984)