Folkepensionist (2002 - 2015)
Folkepensionist
Erindringer 2002 – 2015
2002 - Tiårs jubilæum
I forberedelser til etablering af egen virksomhed og det, vi senere har
betegnet som ”Det Store Kup”, optræder navnet ”International Starch
Institute” for første gang i 1993. Vor advokat Carl Erik Skovgaard har gjort
mig opmærksom på mulighederne i Forskerparken og får et møde i stand med
Forskerpark Aarhus' administrerende direktør Erik Jantzen. Vi lejer et
lokale i foråret 1994 og Jens og Klaus flytter ind sommeren 1994.
I 2002 udgiver vi et jubilæumsskrift – 10-års jubilæum. Det er lidt
utraditionel en samling publikationer fra den forløbne tid – NEWSLETTERS /
TECHNICAL MEMORANDA / PRODUCT DEVELOPMENT / DISPLAY SHEETS.
John Kofi Agyekum Kufuor
Det blev min sidste udlandsrejse, men også en uforglemmelig oplevelse.
Regeringen havde inviteret på betalt rejse for at jeg kunne være med ved
præsident John Kufuors fremlæggelse af sit Presidential Initiative.
Et initiativ, der skulle ophjælpe en tekstilindustri og en stivelseindustri
i landet. Det første skulle en John Thomas sørge for, det sidste skulle
vi.
Om aftenen blev jeg inviteret hjem i hans residens på Christiansborg opført
1661 af Frederik 3., Danmarks første enevældige konge. Det var som at blive
ført tilbage til den tid. Vi kunne lige være 14 til bords i et centralt
hvidkalket rum med højtsiddende jerngitrede vinduer helt oppe under loftet.
Boys med hvide handsker vartede op.
|
| Christiansborg |
|
| John Kufuor |
De voldte problemer i vagten og blomsterne måtte ind til gennemlysning og
testes med en magnetdetektor inden, jeg fik lov at passere.
Vel fremme fornemmer jeg, at der ikke vil være nogen præsidentfrue til
stede og overrækker i stedet blomsterne til Kufuor selv. Han takker
overrasket, men får behændigt givet blomsterne videre til en ung kvindelig
trainee.
Det skulle ikke blive mit eneste etikettebrud, men det er dét, der kan ske, når man er for frejdig.
Osei Owusu-Agyeman
Osei, Enterprise Africa udviser interesse for stivelsemarkedet og han får
udskrifter fra vores Internet markedsplads. Hen på efteråret skriver Alan
Kyerematen, at de har haft travlt med både
the Cassava and Garments initiatives og endelig fået lavet en
forretningsplan for
the first cassava starch Corporate Village Enterprise (COVE). Det er
nok deraf interessen for stivelsemarkedet er kommet. Midt oktober
sender vi et teknisk forslag til Enterprise Africa på en stivelsefabrik
magen til Jim Casey’s.
Hvad vi ikke vidste, var at Alan Kyerematen (billedet) er
“Minister of Trade, Industry, Private Sector Development (PSD) and the
Presidential Special Initiatives (PSI), under the President Kufuor-led NPP
government”.
Alt det finder vi først ud af,
da vi mødes i Accra. I mellemtiden – midt januar - bekræfter Den Danske Bank
en L/C på komplet og fuld forudbetaling på en fabrik - det sker
out of the Blue.
Hvad vi heller ikke vidste, var at Osei havde ledet en delegation til
Sydafrika og set Jim Caseys fabrik og aftalt at Jim skulle stå for
optræning, salg af stivelse m.m. Derfor skulle fabrikken være en tro kopi af
den i Sydafrika – desværre.
Forståeligt nok var Jim blevet sat i spidsen for projektet. Ghaneserne
kunne jo ikke vide, at sådant magter Jim ikke og der kom snart kurrer på
tråden og vi må tage over. Hvad værre er, da produktionen nærmer sig, kan
Jim hverken tilbyde optræning af folk eller sælge stivelsen som stillet i
udsigt. Så det må vi også klare. Modellen har vi fra det første IFU-Glucoset
projekt år forinden. I sidste øjeblik fik vi heldigvis lagt 5 millioner kr.
oven i salgsprisen, så der var lidt til vor risiko.
Osei regnede med en halv snes regeringsstøttede fabrikker og vi befæster vor position. Vi tilknytter Træsko-Jan og lejer en residens til vort nye “International Starch of Africa”. Dér får Osei efterhånden sin gang, fristet af vor Black Label whisky.
The Ayensu Starch Company Limited (ASCo) was inaugurated in 2004 as the hub for cassava production in Ghana and Africa. It, however, collapsed in 2006, after only two years of operation, as a result of inadequate raw materials supply, frequent power outages, the lack of spare parts and working capital, among other debilitating factors.
Genevieve Heranger
Genevieve er et lys, mens det ser allermest sort ud. Hun er hos International Shipping Agency Ghana på deres kontor og lager i Tema.
Jim Caseys svigt havde kastet os hovedkulds ud i afsætning af stivelse fra
Asco Ltd. Fabrikken magtede bare ingenting, så stivelsen blev flyttet til
Tema og Genevieve blev den, der sørgede for modtagelse og senere udlevering
– vores daglige og nærmeste kontakt.
På fabrikken gik alt galt som kunne gå galt. Da man åbnede en
stivelse-container i Grækenland, sværmede flyvemyrer (termitter) ud i
tusindtal.
Fabrikken dykkede ikke sømmene i pallerne, så de rev hul på
storsækkene.
Fabrikken sender sækkevarer til Tema hulter til bulter, så en container
kommer til at rumme adskillige batchnumre. Det bliver for meget for nogle
kunder.
En arbejder havde – sikkert i bedste mening – hældt fejemøg i nogle
storsække placeret langs væggen, fordi de skulle omarbejdes. Da ledelsen af
princip aldrig satte deres ben ude i fabrikken, bliver nogle af disse
storsække med fejemøg sendt til et bageri i Finland. Kæmpeerstatning, men vi
har heldigvis produktforsikret uden selvrisiko.
Disse uheld skræmmer ledelse fra overhovedet at udlevere stivelse i
storsække og vi bliver tvunget til at købe erstatningsleverancer fra
Thailand for at opfylde indgåede forpligtelser.
I al den elendighed ser vi Genevieve som vort lys og hjælp, dejligt at se
tilbage på. Det er mere end kan siges om vore egne.
En aften bliver jeg ringet op af en hotelejer i Lagos, Le Meridien Eko
Hotel. Han er bekymret for vor salgschef John Burmeister. Det kan jeg godt
forstå. John havde været med Jens på fabrikken i Ghana i forbindelse med
overtagelse af stivelsessalget og er 5. juni 2003 rejst til Nigeria for at
få et agentur op at stå dér. Vi erfarer senere, at han havde lavet scener i
lufthavnen og da han når frem, er han stangdrukken.
Jeg ser ingen anden udvej end at bede vor ven Chris Okeke hentet ham og få
ham sendt hjem. Han er imidlertid fraflyttet Le Meridien Eko Hotel. Det
lykkes Chris at spore ham til et billigt hotel, slået ned og frarøvet alle
penge og papirer. Det lykkes også Chris at få ham på et fly hjem. Han bliver
dog på intet tidspunkt ædru de næste fjorten dage og en fyreseddel må der
til.
Anderledes er det med vor næste salgschef, Flemming Steensgaard. Han er
ædruelig, men bund- illoyal. Han downloader kunderegisteret og begynder at
sælge i eget navn, inden vi når at få ham fyret. Det ender med retssag, som
advokat Carl Erik Skovgaard vinder for os. En salgsassistent, Thomas Boe
ryger med i faldet.
I erkendelse af egen utilstrækkelighed og uerfarenhed kontakter jeg min
gamle veninde Lis Jensen, tidlige salgschef hos KMC. Hun er desværre meget syg. Hun havde gerne taget mod tilbuddet, men magter
det ikke. Vi taler om hendes gamle kollega Erik Martinussen, som er ledig.
Erik har solgt kartoffelstivelse i hele verden det meste af sit liv og
kender markedet om nogen - og så kender jeg ham fra “gamle” dage. Han er i
enhver henseende behagelig og redelig, men om han kan sælge, er Lis dog ikke
så sikker på. Erik vil godt sælge for os – og på provision. Vi får faktisk
en hyggelig tid sammen.
Erik lander hurtig en givtig kontrakt på stivelse til Færøerne. Det skulle
bare vise sig at blive en enlig svale. Og så glemte han at få containerne
tømt hos kunden, så vi fik en kæmperegning for container leje –
demurrage.
International Starch Trading A/S får til sidst solgt al stivelsen fra Asco. Vi ved nu hvorledes en kontrakt skal se ud næste gang. Om det nu også var nødvendigt for International Starch Trading A/S at tage den salgskontrakt for at få entreprisen, forbliver ubesvaret. Der har været dyre lærepenge og de fem millioner kr., vi i sidste øjeblik fik lagt på salgsprisen til Asco, må siges at have fået ben at gå på.
Sam Osarenkhoe
Sam husker jeg, fordi han er farmaceut og mest fordi han en novemberdag
2002 pludselig dukkede op i Forskerparken. Han var anderledes, en pæn og
behagelig mand og så havde han en velkørende importforretning i Nigeria. Han
er også anderledes ved at ville købe en glukosefabrik.
Det koster megen snak, men han får sin fabrik. Og så går det som med de
andre Afrika-projekter. Fabrikken får alt for få rødder ind. Det er ret
uforståeligt, for det er cassava land om noget. Jeg laver aftale med to unge
landmænd, Michael and Berit Birkballe og 24. april 2005 henter Sam dem i
Lagos lufthavn. De gør deres arbejde godt og kommer op med konkrete forslag
til maskinudrustning, der kan lette land clearing, høsten og meget mere.
Deres forslag er drøftet med Sam og Oluyemisi Iranloye, også ansvarlig for
landbrugsdriften. Der står det og det kommer ikke længere. Det er som om Sam
har mistet lysten. Problemet er ikke nyt.
Min efterløn rinder ud og jeg har ikke mere brug for to holdingselskaber i
serie. Jeg ændrer 17.03.2003 navnet på det ene til Agro Industries A/S med
henblik på plantagedrift og med Michael and Berit ude i marken, så at sige.
De havde allerede i 2002 udarbejdet forslag til drift af 1000 ha i Ghana,
der stod med samme problem – for få rødder.
Horst Wessel
Horst Wessel sidder i en central position hos Ferrostaal AG Division
Kirchfeld Food Technology. Hans højre hånd er Erdmute Birken-Wunderlich og
Werner Selig en kollega. Den 18. marts 2002 har Jens et møde i Essen med
disse tre om et projekt, Ferrostaal har solgt til Korea Agricultural
Cooperation Company, Pyongyang, D.P.R. of Korea.
Der følger et slidsomt arbejde med at udforme en kontrakt med os som
underleverandører. Fru Wunderlich bliver lige til det sidste ved med at
rette i teksten til ugunst for os og uden at nævne det i håb om, at vi
overser det. Til sidst får vi nok. Gennemlæser og retter omhyggeligt
tilbage, printer det hele ud i to eksemplarer. Tager ud til Carl Erik
Skovgaard. Jens er ikke hjemme, så Nethe og jeg skriver kontrakterne under
bevidnet med advokat stempler og det hele og sender begge eksemplarer af
kontrakten med kurer til Ferrostaal. Det gjorde det. Vi var kommet for langt
med nordkoreanerne, havde haft en delegation på fabriksbesøg.
Horst Wessel turde ganske
simpelt ikke skifte os ud.
Fabrikken skal lave kartoffelstivelse. Den kommer op at stå. Hvor primitivt
det end er derude, så kommer fabrikken også til at køre og det gør den, den
dag i dag.
Den Virtuelle Charterrejse
Julen 2008 bliver Den Virtuelle Charterrejse til. Det er en fabel, en
moderne industrifabel inspireret af aktuelle begivenheder, aktuelle
politikere, aktuelle forretningsfolk og aktuel videnskab og teknologi.
I Julen 2012 lægger jeg den ud på Internettet og den ender som en printet
udgave i 2013. Interessen for fablen på netop dette tidspunkt skyldes nok
den samtidige promovering af methanol som motorbrændstof. Agro Industries
A/S har i 2011 – som eget PR-instrument - registreret Dansk Methanolforening
som en frivillig forening med CVR-nummer. Fablen er bemærkelsesværdig ved at
fokusere på methanol og brændselsceller, så tanken om et methanol-initiativ
har nok ligget og rumlet længe inden.
Trods den stærke forankring i Vendsyssel og vendsysselsk humor, mødes den
mærkværdigvis med international interesse, da den kommer på Internettet.
Svend Brandstrup
En forårsdag, jeg sidder i haven og læser “Beyond Oil and Gas: The Methanol
Economy” skrevet af nobelpristager George Olah, kommer Jens på besøg. Talen
falder på fremstilling af methanol, men hvor skal kuldioxiden
(CO2) komme fra. Jens har tidligere mødt Svend Brandstrup og
foreslår, at få den hos ham. Svend vil nemlig starte spritforgæring i
Grenaa.
Svend Brandstrup er gårdejer og har 2007 stiftet Danish Biofuel Holding A/S
sammen med bl.a. Henrik Lind, Danske Commodities A/S og Karsten Ree.
Formålet er at lave 1. generations ethanol af hvede dyrket på Djursland. Jeg
skriver ham maj 2011, aflægger besøg i Grenaa og det fører til et
samarbejde, hvor vi skal bygge en methanolfabrik i skel med hans
ethanolfabrik.
Vi vil gøre som George Olah har beskrevet og virkeliggjort i den nye
methanolfabrik på Island, opkaldt efter ham. Vi vil blot hente kuldioxiden
fra forgæring af kornet. Søkablet fra de nye Kattegat-møller kommer i land
på selve fabriksgrunden og med strømmen herfra kan vi elektrolysere vand til
brint. Med kuldioxid og brint dannes methanol – fremtidens vedvarende
motorbrændstof – præcis som på Island.
De to fabrikker kan udveksle varme, råstof etc. og drives i en perfekt
industriel symbiose. De to motorbrændstoffer, ethanol og methanol skal
udskibes fra Grenaa Havn. De to biorefineries er tegnet ind på luftfoto i
havnens nordlige del – th. i billedet.
K-C Tran
Maj 2011 tager jeg også kontakt til methanolfabrikken på Island og taler
med Benedikt Stefansson. Målet er at købe deres methanol-proces og opføre en
fabrik i Danmark. Benedikt er med på det, men jeg finder hurtigt ud af, at
det direktøren K-C Tran, der bestemmer det hele.
K-C er lettest at nå i weekends og det bliver til mange opkald fra Ingeborg
i Aarhus Bugt. Vi udvikler tanken om at holde en methanol konference. Den
bliver til noget, "Nordic Renewable Methanol Conference" den 27. oktober
2011 på vort Koldkærgård Konferencecenter. Konferencen bliver vellykket med
et sted mellem 30 og 40 deltagere, mange jeg stadig har forbindelse til.
K-C Tran og Bendikt Stefansson kommer senere til Danmark og vi følges ad
rundt i landet på en tur, som jeg får lov at arrangere. K-C viser sig ikke
enig i Benedikts oprindelige tilsagn om at levere procesteknologi til os.
K-C vil selv forestå opførelse af methanolfabrikkerne – dermed er den første
alvorlige uenighed opstået.
Grundet sygdom må vi melde afbud til indvielsen af den nye methanolfabrik
på Island. Det bliver i juni, vi tager derop, Nethe og jeg. Lidt en
luksusrejse med vores nye VW UP med på færgen til Seyðisfjörður og hele
vejen øen rundt. Vi bor tre dage på Blue Lagoon Clinic – finere kan det ikke
blive, tæt ved methanol-fabrikken. Vi bliver hentet og får en rundvisning af
ingeniør Andri Ottesen. K-C Tran ser vi ikke noget til og vi bliver heller
ikke budt ind på kontoret i Reykjavik - vores uenighed har nok ikke fortaget
sig.
Endelig, men sent kommer middagsinvitation til Nethe og mig - på
tagrestauranten på Harpa. Det blev en dejlig aften, en flot aften – selvom
K-C sad og trippede.
Knud Boesgaard
Svend Brandstrups ethanolprojekt står i stampe og møder også begyndende
politisk modvind mod anvendelse af hvede til motorbrændstof. Det får mig til
at skifte vindmøllestrøm og kuldioxid ud med biogas, der rummer både kulstof
og energi i eet og samme produkt. Det bringer mig i forbindelse med Nord
Pool Gas A/S, Anders Cassøe. Han svarer “Jeg kan anbefale dig at kontakte Knud Boesgaard Sørensen fra
Energinet.dk, han er ekspert på området og ved alt hvad der er at vide om
biogas.”
Det fører den 23. marts 2012 til et møde hos os i Agro Food Park med Knud Boesgaard,
Energinet.dk + miljøchef Michael Støckler m.fl. fra Videncentret for Landbrug.
Knud Boesgaard har været med til at udvikle det danske certificeringssystem
for biogas. Han giver os en grundig indføring i det, vi kommer til at bygge
vor forretningsmodel på. Den indføring er skæbnesvanger mangelfuld, hvilket
først kommer for en dag langt senere i 2019.
Et år efter deltager Knud Boesgaard – nu hos E.ON – i et møde 15. marts
2013 hos Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S med bioenergidirektør Lars Byberg
og Preben Buur Nielsen. Der bliver aftalt et møde med dir. Tommy
Falk-Petersen ude hos ESØ 90 I/S, der behandler affald fra Ringkøbing-Skjern
og Varde kommuner.
Preben blev revisor hos Cekan-Plast ApS, det selskab Poul Kjeldahl havde
købt for at få sine helt egne ”mursten”. Det er samtidig Poul beder mig tage
posten som formand i bestyrelsen. Senere 09.11.1992 indtræder Preben også i
bestyrelsen. Der sidder vi indtil 18.08.1996, hvor Poul afhænder selskabet
til sin amerikanske kunde.
Den 12. juni 2012 mødes vi igen, Preben og jeg, ude hos os i Agro Food
Park. Preben kender alle, der er værd at kende fra sin tid som
statsautoriseret revisor hos Price Waterhouse/Seier-Petersen. Jeg var på det
tidspunkt i gang med detaillet Engineering af en methanolfabrik med biogas
som eneste råstof. I 2013 er vi klar med tilbud til Esø.
Preben og jeg starter et Road Show for at skaffe finansiering og det
bringer os til Søren Thorup Sørensen, CEO of KIRKBI A/S. Han tager et møde
med os 1. juli 2014. Grøn methanol er lige noget for Lego. Esø er bare for
småt og han synes bedre om methanol-projektet på Aarhus havn. Det kan lave
en million ton om året og koster 5-6 milliarder kr.
Vis, at det kan sælges og kom så igen – det var i korthed den besked,
vi gik derfra med. Det er den direkte årsag til stiftelsen af New Fuel A/S
14.01.2015.
New Fuel A/S skal så frygtelig meget igennem, men vi bliver ISCC EU
certificerede som methanol-producent og opnår aftale med Statoil om at
fremstille methanolen på deres fabrik på Tjeldbergodden ca. 80 km vest for
Trondheim. Råvaren er dansk biogas, der med EU-accept i princip fremføres
gennem de nordatlantiske gasledninger til Heidrun feltet og derfra ind til
den norske fabrik. Det er kun i princip, for ingen kan følge biogassen
(biomethanen) når den først er injiceret i vor lokale naturgasledning.
Så endelig i 2018 starter salget af de første skibslaster á tusind tons med
udskibning fra Tjeldbergodden. Det tegner godt, men så grundstøder projektet
og det lige præcis på det skær, som Knud Boesgaard glemte at fortælle os om
på det første møde – han har ikke vidst det.
Straks ved injektionen i det danske naturgasnet bliver biomethanen
indrapporteret til EU (Eurostat) som vort nationale vedvarende energibidrag
– vor danske VE-forpligtelse. Følgelig kan biomethanol fremstillet af denne
gas ikke medregnes een gang til i transportsektorens VE-forpligtelse. Det
vil dog sige, det er OK med den danske stat, men ikke med EU, der has sat
ISCC System GmbH i Køln til at varetage deres interesser og sikre, at der
ikke sker dobbelttælling. Der står vi 2020 med en grundstødt forretning og
optræk til en retssag mod dem, der leverede biogassen til os i det, jeg vil
kalde ond tro.
2015 – 25 og 50-års jubilæum
I 2015 samles billeder helt tilbage fra min Kroyer-tid og kontrakten om
driftskontrol og udvikling mellem Karl Kroyer og de danske
kartoffelmelsfabrikker. Det blev til en fotobog som betegnes ”A Family Book
– 50 Years”. Lykkeligvis viser fotobogen et verdenskort over ”ISI WORLD” med
over en snes realiserede projekter. Bemærkelsesværdigt er vist et havne- og
fabriksanlæg designet til etablering øst for Lagos til afløsning af den
tidligere lokation i Opobo floden. Bemærkelsesværdigt, fordi det ikke blev
til noget på det sted, men Engineering og 3-D visualisering gav årsag til
kontrakt 2015 med Kvartal LLS om levering af en majsstivelsefabrik til
NewBio og som er under indkøring og aflevering nu fem år senere (2020).
|
| NewBIO januar 2021. Jens afleverer majsstivelseprojektet til Oleg. |
Vindmøller
Kilde: Speakers Corner, 31. marts 2006.
Ud af 587 andele i alt fordelt på to vindmøller har vi haft 31 andele. På
disse andele har vi i gennemsnit produceret 32.500 kWh årligt. Det har så
rigeligt dækket vort forbrug af strøm og såmænd også energi til vores
kørsel.
A Love Story – Family Gathering.
Kilde: Speakers Corner, 22. juni 2006.
This is a love story. It begins with my grandmother Sara Amalie. Her pet
name was Malle. I prefer to call her Sara, because that name has to me a
scent of beauty - and a beauty she was. She was much courted. Every young
man in the parish - jah, all along the beach courted her. Also, Lars (Lás)
my grandfather. He was handsome and fancied Sara very much.
Then a war came in between - The Prussian War 1864. Lars was a seaman like
most of the boys in Strandby. He has sailed the great seas and consequently
he was enrolled as a mariner on our finest battleship Rolf Krake. It was
engaged in battle. In a heavy fighting Lars's mate got killed by a bullet,
but Lars himself stayed safe and sound throughout the war. The Navy honored
him with a medal for bravery in combat.
I am sure he showed the medal to Sara, but she was not that easy to impress
and she would definitely not marry a seaman.
"It will never work with you and me. I will not walk on the beach and
keep lookout for you each time a gale is on the loose"
she said.
There was no getting around it, and Lars had to defer to her arguments. He
took a pair of oars on his shoulders and walked southwest. He walked and
walked until he met a man asking him
"What are those poles for you are carrying on your shoulders". Then
Lars knew he has walked far enough.
The oar-story may not be quite true, but it is very much in keeping with
the fact that Lars and Sara settled at Søndersigen in the very heart of
Vendsyssel equally far from the West Sea, the Oust Sea and the Limfjord.
Here they bought the farm "Søndersighus" and they were well accepted in the
community. We knew, because neighbors gave them a precious wedding
anniversary gift less than a year after their settlement. It was a fine
clock with an eight day and thirty hours work made by Junghans Brothers, and
it is still in good order.
Lars´s ancestors had been sheriffs or wreck masters way back and soon Lars
was appointed sheriff of Hallund. His superior was the police superintendent
or chief constable in Sæby. Many a times he brought prisoners to court in
Sæby, or he attended officials there in connection with his various tasks.
Lars was extrovert and charming. Often, he lunched with his superior. On his
way home he bought fish. Back home he gave the herrings to Sara and went
himself to the fields to catch up with the work missed during the day.
It was a happy family - fourteen children they got. A grandchild was named
Amalie (Malle) for her grandmother. Cousin Malle phoned me shortly before
she died and told me about the time, she lived at Søndersighus as a child
and teenager. Grandmother was marvelous she said. Lars was often on the road
on duty and Sara had to look after everything on the farm. A score of people
to breakfast, lunch and supper - every day. When Laura - her daughter - was
divorced, she came to Søndersigen with her children - one of them was Bette
Malle. No matter how busy Sara was, she had time for children and
grandchildren and taught them to read and write before they got to school.
She did also find room for one or two kids from the village needing food and
care.
In 1907 she died 64 years old. Lars carried on. In 1905 the king made him
knight of the Dannebrog for long and faithful service and he continued that
faithful service until 1918 - the year he died. In 1911, however, he handed
over the farm to his youngest son Emil - my father - and stayed as a
pensioner on the farm well looked after by my father and aunty Jane.
1914 King Christian X invited the veterans from the war in 1864 to a great
party at the castle. Grandfather participated of course and being the most
prominent of the veterans he was given the queen mother as dinner partner.
He made her a speech. After the party he stayed overnight with his daughter
Laura and told her all to tell.
"I said to the queen mother, that she looked gorgeous - but I did not
mean it"
he confided to Laura.
In particular as a pensioner he got time to read. His library counted a
hundred books of Tolstoy, Oehlenshlæger, H.C. Andersen, Rosencrantz etc.
They have now found a home in my bookshelf and all are signed by
grandfather.
In 1918 he gave up and both he and Sara are buried in Hallund close to the
church tower. The headstone is not scheduled as a monument, but the sexton
told me, that when and if the family does not keep the tomb anymore the
parish will take over. It is a large grave with seven lots where more of
Lars and Sara's children are laid to rest. Not all got a tomb-stone - a
proof of the poverty of the time.
----- oooOooo -----
This is, however, not the end of the story. Eight children grew up and got
their own family. Some of their children and grandchildren are assembled
here in Hjørring today to celebrate their memory.
The poverty in Vendsyssel forced many a lad to emigrate to Gods own
country. One of the late emigrants was Poul Møller Larsen from Mølgaard in
Vidstrup. After the Great War he paid us a visit at Søndersighus. He brought
his son and daughter. I was 15 years old and tried in particular to impress
the girl being on my age. I decided to tell about my heroic acting when our
bull got on the loose a few days ago. Unfortunately, I could not get the
word "bull" on my tongue, so I invented the word "he-cow". The girl laughed
so intense, that I took offence and refused to tell how the story with this
furious animal ended.
The incident came to my mind half a year ago and after intensive search on
the Internet I succeeded tracking down the girl. She lived happily with her
husband Richard in Iowa. She confirmed the story. Her name is Rosalie. She
has not changed a bit and now she is here.
(Story as told at the family gathering in Hjørring 11. July 2006)
Politik
Med afvikling af stivelsesalget i International Starch Trading A/S bliver
der overskud til at beskæftige sig med helt andre ting. Nethe og jeg har
meget fælles tankegods og politik er et dagligt samtaleemne. Nethe får meget
input fra sit arbejde som formand for Ældrerådet og som træner i ”Ældre i
Bevægelse”, input som fornyer tankesættet i de år. Noget udkrystalliseres i
spin-off som i ”Den Virtuelle Charterrejse” og andet i bloggen
”Speakers Corner”.
Klima- og energipolitik
I 2003 bedømte Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) Bjørn
Lomborg som "objektivt uredelig".
Lomborg er løbet ind i vanskelighederne med en bog,
”Verdens sande tilstand”. Vi går til undsætning og indgiver som den
første en protestskrivelse til ombudsmanden og videnskabsministeren. Sammen
med andre lykkes det, at få Lomborg ”frikendt” og vi kan atter glæde os over
Danmarks førerstilling i sol- og klimaforskning. Det blev motivet på
juletræstæppet det år.
Der er opstået et nyt begreb ”Klimapolitik”. Vi stiller kritiske spørgsmål
til fremtrædende politikere og skriver bl.a. 19. april 2006 til
miljøminister Connie Hedegaard for at få rede på fakta bag den nye politik.
Da hun senere bliver kommissær for ”Climate Action”, får vi Morten
Messerschmidt til at stille hende et spørgsmål om anvendelse af vedvarende
energi i Parlamentet. Hendes holdninger kan dog ikke bevæges.
Interessen for den nye klimapolitik og en kritisk holdning til den fører
frem til undersøgelser af flere påstande om klimaændringer i Danmark og
resulterer i et værk
”Understanding Global Warming … in The Kingdom of Denmark”, der
lægges ud på Internettet. Det bringer også personlige kontakter til flere
videnskabsfolk, der er kritiske, non-konforme overfor Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC)
bl.a. prof. Valentina Zharkova Northumbria University, prof. Ole Humlum
University of Oslo and University Centre in Svalbard, prof. Peter Stallinga
Universidade do Algarve, prof. Xinxing Yang Chinese Research Academy of
Environmental Sciences, prof. Nils-Axel Mörner Stockholm University, Dr. Roy
Spencer University of Alabama, prof. Michel van Biezen Loyola Marymount
University,
September last year Peter Stallinga wrote me:
“Conclusion: This problem of AGW (anthropogenic global warming) has
already been scientifically debunked and it is 100% in the political
arena. It is about what people believe and what politicians can use to
create a pan-global government that many see as necessary. If a climate
lie is needed ... so be it”.
Oprindelige Styreformer
Demokrati er en ung styreform, der ingenlunde er naturgiven. Den vokser
frem samtidig med svækkelse af kirkens magt, en magt, der fordums har beroet
på en alliance med fyrsten. Det førte tankerne tilbage til denne alliances
opståen for tretusinde år siden hos en intellektuel farao
Amenhotep IV. Det er ham, der ”opfinder” monoteisme og dermed mulighed for
en magtalliance mellem kirke og regent. Anekdotisk skulle Kong Knud om
bønderne have sagt til Bisp Absalon
”Hvis du vil holde dem dumme, så skal jeg holde dem fattige”.
Mosebog - Er der noget om snakken?
Kilde: Speakers Corner, 17. januar 2007.
"Der går ikke røg af en brand uden ild". Heller ikke af Mosebog.
Der er nok noget om det, når det berettes, at Moses steg op på Sinai bjerg
og blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter (2. Mos. 24,18) og senere
begav sig ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var
skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå (2. Mos. 32,15).
Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at udtænke og forme omfattende love
og leveregler på så kort tid - medmindre Moses er den samme Moses, som
tjente under Farao Amenhotep IV. Så bliver det hele straks mere troværdigt.
Overleveringen har så blot pyntet på fortællingen, men kernen er intakt. På
den tid gjordes ej heller skel mellem religiøse og verdslige leveregler og
love.
Amenhotep IV (Akhenaten) pharaoh for the 18th dynasty for 17 years and died in 1336 B.C.
Farao Amenhotep IV (Akhenaten) var en rebel, hvis man da kan bruge det ord
om en Farao. Han var født i en rig og fredelig tid, men præsteskabet og dets
tiltagende magt havde længe været faderen en torn i øjet. Faderen, Amenhotep
III, har givetvis drøftet problemet med sønnen. Der sker i hvert fald det,
at sønnen, Amenhotep IV, kort efter faderens død slår til mod præsteskabet.
Han flytter hele hoffet til en ny regeringsby, Akhetaten, opført på bar mark
midt mellem Memphis og Theben. I hans regeringstid fra 1353 til 1336 f. K.
udvikles og formes en ny monoteistisk religion med solguden Aten som den
eneste.
Det lykkedes ikke at få de nye tanker til at slå rod i det gamle Theben.
Det vidste Moses. Han var en højtstående embedsmand. Han havde militær
baggrund og det må formodes, at han har planlagt og forberedt hoffets flugt,
hvis Faraoen skulle dø inden sønnen kunne tage over. Det var lige præcis
det, der skete. På billeder ser Amenhotep IV syg ud og hans og Nerfertiti´s
søn, Tutankhamon, er kun 9 år, da faderen dør. De forsmåede præster får
indsat en rigsforstander og Ægypten vender tilbage til polyteisme. Det havde
Moses forudset og han og hoffet ser ingen anden udvej end flugt. Formentlig
er flugtruten vel forberedt og der er på forhånd udset et velegnet sted for
et brohoved i Sinai. Det har krævet mange pakdyr og enorme forsyninger at
krydse ørkenen og det har krævet et organisatorisk talent at flytte så mange
mennesker og så meget gods. Dette talent havde Moses.
"Flugten fra Ægypten" kan umuligt blot handle om israelitiske slaver.
Hvordan skulle tvangsarbejdere kunne forberede, organisere og gennemføre en
flugt tværs over ørkenen. Det er heller ikke troligt, at nogle flygtende
slaver kunne retfærdiggøre en kostbar ægyptisk militærekspedition, for at
bringe dem tilbage eller dræbe dem. Det sidste skulle ørkenen nok klare. Men
med faraoens hof forholdt det sig anderledes. Hoffet kunne blive en trussel
for de nye magthavere og hoffets flugt - se det kunne retfærdiggøre en nok
så bekostelig eftersætning med en betydelig hær. Da nyheden når Theben, har
hoffet allerede et betydeligt forspring og når frem til deres brohoved
betids. Den eftersættende hær må overveje hvor længe og hvor langt de kan
jage de flygtende inden deres egne forsyninger slipper op og tvinger dem at
vende om.
Moses må have haft hænderne fulde fra morgen til aften. Der skulle slås
lejr, den skulle befæstes og først og fremmest skulle der skaffes friske
forsyninger. Hoffet er rige folk med mange tjenere og der er mange soldater
fra Faraoens livvagt, men næppe mange landmænd iblandt. Moses kan sagtens
have været borte en tid og rekognosceret for forsyninger, men på et
tidspunkt er det praktiske så meget på plads, at der bliver tid til at tænke
på tro, lov og orden. Moses gør derfor det eneste naturlige. Han kalder sine
folk sammen og fortæller dem, at de skal videreføre den religion og de love,
som de har bragt med sig fra Ægypten. Tro og love er givet af Faraoen og
Faraoen er guddommelig. Det er den eneste måde, fortællingen om Moses giver
mening og eneste plausible forklaring på, at han "efter fyrre dage kommer
hjem med en fiks og færdig religion skrevet med Guds finger".
Amenhotep IV var ikke blot en rebel. Han var en intellektuel kapacitet. I
hans tid fandt kunsten nye veje og kun en Farao kunne magte at skabe
banebrydende religiøs nytænkning og kun en Farao kunne og ville gennemtrumfe
en religion, der placerede al magt netop hos ham selv.
Den historiske tradition har taget sagn for bogstaveligt og derved gjort
sagnet utroværdigt. Handler "Flugten fra Ægypten" derimod om det flygtende
ægyptiske hof under ledelse af Moses, en højt placeret og militært skolet
embedsmand, falder brikkerne pludselig på plads og legenderne bliver
meningsfyldte og ligefremme.
Luk øjnene og tænk jer tilbage til den politiske situation de sidste dage i
Amenhotep IV regeringstid. Så længe Faraoen lever, er ressourcerne
umådelige. I indser da, at det hele ramler, når han dør. Kronprinsen er kun
et barn. Fjenderne er mange og dødsens farlige. De kan efter lov og sædvane
udpege en rigsforstander - vel at mærke efter deres hoved. Uden beskyttende
Farao står hoffet til at tabe en strid. Derfor er der kun eet at gøre - at
iværksætte planerne for en flugt. Flugten lykkes og deres medbragte rigdomme
sikrer overlevelse og fremtid i det fremmede og hvad er mere naturligt end
at videreføre livsstil og tro fra Akhetaten, den by de kom fra og den by og
den livstil, de selv har været med til at skabe - og for eftertiden har der
ikke været mange andre måder – i hvert fald ikke mere farverige måder - at
berette om disse voldsomme hændelser end som netop sket er i Toraen og andre
bibelske værker.
Det er arkæologisk fastslået, at Akhetaten blev pludseligt forladt, da
Amenhotep IV døde. At regeringsbyens elitære befolkning blot er rejst til
Theben og taget til nåde af de mennesker, de så grundigt har trynet, er
absurd. Det drejer sig om flere tusinde mennesker. Det er også besynderligt,
at intet skulle være overleveret herom. Rømningen må ikke være gået stille
af - men det gjorde den da heller ikke. Det gav nemlig genlyd i hele verden
og der tales stadig om "Flugten fra Ægypten". Det var blot hoffet, der
flygtede og ikke blot en flok slaver. Der har troligen være mange
israelitter i blandt, for årtiers økonomisk fremgang har givetvis trukket
mange gæstearbejdere til - måske flere i regeringsbyen end andre steder.
Livvagter og hjælpere er almindeligt gennem tiderne blevet rekrutteret
blandt udlændige verden over - schweizere hos paven i Rom og væringer i
Konstantinopel - fordi det var lettere at sikre sig fremmedes loyalitet og
hindre konspiration med en uvenlig omverden. Meningen med at flytte
regeringen til en helt ny by, var jo netop at lægge afstand til livet og
menneskene i Theben, så det har været sund fornuft med mange gæstearbejdere
- og ser man på landkortet, kan de kun komme fra een kant, hvis man da ikke
ville have negre - og det ville man af gode grunde ikke.
Det var verdens rigeste mennesker, der flygtede og der kan let have været
ti til hundrede tjenere og livvagter for hver embedsmand, så på den måde kan
der have været mange israelitter blandt de flygtende.
Det faktum, at flugten lykkedes, bekræfter, at den var vel planlagt og
ledet. Det faktum, at de flygtende fik fodfæste i det fremmede, bekræfter,
at de fik rigdomme nok med til etableringen.
Hæren har nødvendigvis haft kvarter i agerlandet - "det sorte land" - langs
Nilen. Det ekspeditionskorps, der eftersatte de flygtende, må være udgået
fra Memphis eller snarere Theben. Ved at flygte mod nordøst ud i ørkenen -
"det røde land" - opnås et mægtigt forspring.
Da den eftersættende hær omsider får kontakt med de flygtende i Sinai, har
disse allerede forskanset sig, og måske først da går det op for
eftersætterne, at lejren forsvares af faraoens elitesoldater; dem har man
næppe haft lyst til at bide skeer med. Flugten har været bedre forberedt end
eftersætningen, og hæren har mest sandsynligt manglet forholdsordrer til
hvad den så skulle gøre. Den har reelt ikke haft andet valg end at vende om
- lige dér ved de flygtendes lejr kunne den ikke blive.
Har legenden ret i, at Moses er af israelitisk herkomst, kan han have været
Faraoens øverste hærchef og chef for livgarden. Det forekommer sandsynligt
og forklarer meget. Ved at forkaste traditionen og læse de gamle skrifter
igen i et realpolitisk lys, kunne forskere opbygge mere sandsynlige
scenarier for jødedommens tilblivelse og dens arnested.
Ønsket om en centralmagt, som den Farao Amenhotep IV opnåede ved en ny
monoteistisk religion, er også drivkraften for fremme og videreudvikling af
jødedommen blandt eftertidens verdslige og kirkelige ledere. Dette koncept
var stærkest i alliancer mellem kirke og fyrste og overalt har de upolitiske
naturreligioner måtte vige.
I kølvandet på disse tanker opstår nye. Det er kendt, at europæiske jøder
har verdens højeste gennemsnitlige IQ på 117. Den tanke, at de har rødder i
en udvalgt elitær befolkning ved Amenhoteps hof, melder sig naturligt.
Tanken er nok lidt langt ude, men svær at lægge fra sig. Det murrer også, at
amerikanske jøder i gennemsnittet har en IQ på 112-115 og at en fjerdedel af
alle nobelpriser er tildelt jøder, selvom de kun udgør godt 0,2 % af verdens
befolkning.
Den gennemsnitlige IQ i Ægypten er 83. Når man søger at leve sig ind i
Amenhotep IV' verden - altså den verden, han ville skabe i den nye
hovedstad, rækker et gennemsnit på 83 ikke langt. Man kan ikke fortænke ham
i at fravælge middelmådigheder. Måske udvalgte han mennesker, der kunne
bidrage kreativt og konstruktivt til de høje mål, han satte sig. Den
gennemsnitlige IQ i Israel må have været højere i oldtiden for siden at
falde til et gennemsnit i dag på 94 grundet indvandringen fra syd. Det kunne
have bidraget til faraoens præference for israelitter. Derudover kunne
faraoen have været yderst selektiv i valg af medarbejdere. Når jøderne
betragter sig som Guds udvalgte folk, har det så nogen bæring til oldtidens
personalepolitik ved Amenhoteps hof eller er der helt andre forklaringer på
den høje IQ hos europæiske og amerikanske jøder? En forklaring må der jo
være.
Eftertiden. Jo, Amenhotep IV var en rebel, en intellektuel rebel og en
mægtig mand, der har sat sig mange spor i eftertiden. Sigmund Freud
interesserer sig også for Amenhotep IV og udtrykker i bogen ”Moses and
Monotheism” samme opfattelse af Moses som højtstående embedsmand. Bogen
udgives posthumt i 1939. I Netflix serien ”Vikings” skildres på bedste vis
opgøret mellem monoteismen i syd og asatroen i nord sådan som den var på
vikinghøvdingen Ragnar Lodbrog’ tid i slutningen af 800’tallet. Hundrede år
senere afslutter Harald Blåtand dette opgør og kristner danerne. Harald
kunne med egne øjne se de rige lande mod syd og et økonomisk ræsonnement har
mest tænkeligt ligget bag hans beslutning.
Grundloven fastholder stadig alliancen og siger i § 4 ”Den
evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som
sådan af staten”. Da Nethe bliver lærerinde hos forstander Poul Grosbøll på
Støvring Højskole, var sønnen Thorkild kun en ung knægt. Thorkild bliver
senere præst og ser opbruddet i alliancen og bliver selv en del af det. Han
formår dog ikke at gøre noget ved det eller sætte en ny retning. Demokratiet
synes helt at afløse kirke og kongemagt, men er det nok for de i folk
iboende religiøse tilbøjeligheder?
Thorkild Grosbøll
Kilde: Speakers Corner 9. april 2006
Thorkild Grosbøll. I foråret 2003 udgav han bogen
"En Sten i Skoen". "At ville bruge Gud som argument for noget som helst i
dag er efter min mening både vanvid og dybt ulykkeligt; vanvid, fordi det
er intellektuelt uvederhæftigt; dybt ulykkeligt, fordi det får den
oprindelige alvor til at forsvinde med op i det himmelske snoreloft".
Grosbøll er een af flere, der ikke kan leve med biblens mange uhyrligheder.
Han tror ikke på guddommelige magter og væsner, engle og energier – i al
fald ikke som andet end noget, vi selv tyder ind i tingene.
Han tror ikke på engle eller andet himmelskt fjerkræ. Grosbøll tror på "at
tro". Hvad det vil sige, er lidt tåget, men det tiltaler moderne mennesker,
at de kan forme en individuel religion i deres eget hoved og holde den dér.
Her er mennesket ikke skabt i guds billede, men omvendt. Troen kan gøre sig
fri af biblens uhyrligheder. Man skal ikke stå til regnskab overfor et
præsteskab og ikke mindst kan det enkelte menneske anerkende naturen og
naturvidenskaben uden tåbelige konflikter.
Religion har haft en plads hos alle folkeslag til alle tider - man kan få
den tanke, at den er biologisk betinget. Mange har dog klaret sig uden, men
for de "søgende" ville det være godt med et fredsommeligt alternativ til
diverse fundamentalistiske sekter og trosretninger.
Grosbøll blev banket på plads, men før eller siden kommer der en moderne
karismatisk profet, der kan forløse problemet og bringe religionen i
overensstemmelse med mennesket, sådan som mennesket nu engang er.
Måske kommer vi af med de Abrahamistiske religioner, der har tjent
magthaverne så længe - alt for længe. Måske bliver den nordiske oldtid og
dens menneskesyn en inspirationskilde. Det ville ikke være så ringe
endda.
Gå til Erindringer 2015 - 2025
Memory
Has the moon lost her memory?
She is smiling alone
In the lamplight, the withered leaves collect at my feet
And the wind begins to moan
Kommentarer
Send en kommentar