Barndom

Søndersiggaard, ca. 1950. Her blev jeg født og opdraget som gårdmandssøn i en afgrænset overskuelig verden med stærkt ansvar for sit og sine. Det gav en stedsevarende følelse af uovervindelighed.

Erindringer 1934 - 1945

Om erindringerne.

Erindringerne er en refleksion, der fordeler sig på en halv snes indlæg. Maskinoversættelse er nu så fremragende, at jeg har valgt at skrive på dansk - mit modersmål og mest præcise og subtile sprog. Alle indlæg kan læses i maskinoversættelse.

Min ældste erindring overhovedet er "Operation Weserübung", kodebetegnelse for invasionen af Danmark og Norge under 2. verdenskrig. De tyske tropper gik over grænsen til Danmark kl. 4.15 om morgenen den 9. april 1940. Jeg blev vækket før morgenmalkningen af hundredevis af tyske flyvemaskiner, der buldrede ind over gården på ved nordover mod Norge. Jeg er kun fem år, springer ud af sengen, løber barfodet ud i haven for at se. Jeg mærker mine forældres forstemthed og det er nok derfor billedet sidder så fast i mit hoved den dag i dag.

Fødehjemmet

Ved folketælling 1930 var husstanden på Søndersiggaard, seks personer. Min far Herman Emil (f. 12/8 1882), min mor Petra (f. 14/6 1899), storesøster Petra (f. 18/9 1922), storesøster Ruth (f.31/8 1926), tjenestekarl Henry Andersen (f. 29/3 1913) og tjenestekarl Aage Emil Andersen (f. 3/3 1915). Der var også et par tjenestepiger, men de er nok registreret hos deres forældre og ikke talt med hos os.

Den gamle gård på bedstefars tid. (1905)

Søndersiggaard 1910. Fotograf L. Poulsen, Vejen

Dette fotografi viser Søndersiggaard som den har set ud, da min far overtager den i 1911. Bedstefar bliver boende på aftægt til sin død i 1918.

Hallund er en gammel landsby med Søndersigen mod syd, Kølskegaard mod nord og Røgelhede og Korslund mod øst. Kirken stammer fra 1100-tallet, så da må landsbyen have været der. Søndersiggaard eller Søndersighus, som det blev kaldt den gang, blev erhvervet af mine bedsteforældre Lars og Sara, da de blev gift i 1865. I 1911 overtager min far gården, 29 år gammel. Han køber mere jord til og begynder at forny bygningerne, sætter nyt stuehus i 1919 og 18.10.1921 bliver far og mor viet i Tolstrup Kirke. De får fem børn. Marie er dog ikke levedygtig og min storebror Olav dør efter en skoldningsulykke. Mor var utrøstelig. Det hjælper, da hun får mig. Jeg bliver opkaldt efter storebror og mor kalder mig aldrig andet end Olav. Jeg er også kaldt op efter min farfar og min far – og hans familie – bruger altid mit fulde navn Lars Olav og det ender jeg nok også selv med.

Den nye gård som min far fik opført.

Dette fotografi er taget 1920, da det nye stuehus stod færdigt og haveanlægget endnu ikke groet op. Fem af fars søskende døde af tuberkulose og man havde lært betydning af lys og luft. Derfor blev der bygget med højt til loftet og med store vinduer, der kunne lukke solen ind.

Det er i sådanne omgivelser, jeg får lov at vokse op, med de dejligste forældre, man kan tænke sig. Mine to søstre er lidt for gamle til at lege med, men på en sådan gård sker der noget hele tiden fra årle morgen til silde aften, så jeg savner ikke noget.

Søndersigen

Søndersig (Hallund Sogn) Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Søndersig (udtales lokalt: Saajesi eller Søjesi) er en bebyggelse i Hallund Sogn, Brønderslev Kommune, Nordjyllands Amt.

Søndersigen strækker sig fra Hallund by i nord til Ryå i øst, Vadbæk i vest og til foreningen af Vadbæk og Ryå mod syd. Det er et landbrugsområde og omfatter gårdene Vestergaard, Laden og Søndergaard beliggende vest for landevejen "Ørumvej". Østligere langs vejen "Søndersig" ligger Smedegaard, Nørgaard og Søndersiggaard. Søndersiggård er centralt beliggende på Søndersigen. Før 1950 blev stedet betegnet "Søndersighus". Det er en slægtsgård, der 1866 – 1911 tilhørte sognefoged Lars Thomsen og hustru Sara Amalie og 1911 – 1959 tilhørte sønnen Emil Thomsen og hustru Petra.

Hallund Skole

Første skoledag er min første erindring. Længere tilbage står alt så diffust. Skoleåret begyndte 1 april 1941 og jeg er fyldt seks år i december forud. Skolevejen var et par kilometer og jeg gik i skole. Der var bestilt en cykel og hver dag gik jeg ned til cykelhandleren for at spørge om cyklen var kommet. På vejen hjem fulgtes jeg med Jørgen. Han kom fra den yderste ejendom på mælketuren. Han måtte så trække sin cykel.

Vi gik i træsko. Dem stillede vi ude i forgangen og tog tøjsko (futsko) på inden vi gik ind i klasseværelset. Skolen havde to klasseværelser – det søndre og det nordre. De var hver især store nok til henved 40 elever. Så mange var vi dog ikke. Førstelæreren, Rørsig boede midt imellem. Andenlærer Gildesbakke boede ovenpå det søndre.

Gildesbakke underviste i regning og geografi, P. M. Rørsig i læsning, skrivning, Danmarkshistorie og religion. Danmarkshistorien kunne vi læse om i en tynd bog med alle sagnkongerne og så lidt om hele kongerækken. I bibelhistorien kunne vi læse tekster fra det nye testamente og allerbagest var der sider om Muhammedanerne. Vi havde også den lille Katekismus, som vi skulle kunne udenad. Vi sad ved pulte med skifertavler og skrev med griffel. Når vi havde et lavet et regnestykke, gik vi op til læreren ved katederet og fik det godkendt, inden vi viskede tavlen ren. Til skrivning fik vi på et tidspunkt papir og lærte at skrive med blæk. Vi brugte et penneskaft med en ”kongepen”, som vi dyppede i blækflasken nedsænket i skrivepulten, så den ikke kunne vælte.

I frikvartererne legede vi mest ”Tag fat”, trillede med lerkugler eller spillede ”Pind”. Der blev lavet en lille fordybning i jorden og en lille pind / kvist lagt tværsover fordybningen. Med en kæp lagt til rette kunne den lille pind svippes ud og skulle så helst lande indenfor en opmærkning ridset i jorden. Det hændte på gode dage, at Gildesbakke tog os ud på legepladsen i stedet for at holde time. Så arrangerede han langbold – det var sjovt.

Efter skoletid, var der ingen legekammerater. Det vil sige, der var en dreng tæt ved og som gerne ville lege, men hver gang blev han kaldt ind af sin mor – han måtte ikke lege med en gårdmandssøn. Det måtte Jørgen heller ikke, selv om vi fulgtes ad hjem fra skole. Der var et par piger på min alder. Lillian i Søndergård (Søjgår). Hende købte jeg kaniner hos. Her var jeg velkommen. Grete (Sort Nielsen) helt tæt på gik jeg i skole med, men har aldrig talt med hende – det måtte hun helt sikkert ikke. Lidt længere væk i Vestergård var der et par piger. Dér ville jeg være velkommen, men det var lidt langt og så legede man ikke med piger. Ligeså med de andre gårde, Laden, Nørgaard og Smedegaard, men her var ingen jævnaldrende. Konen på Smedegaard blev så glad for at se mig, at jeg undertiden aflagde visit uden et ærinde. Deres datter Lis var jævnaldrende og bedste veninde med min søster Pet - måske derfor. Så efter skoletid var jeg god til at lege med mig selv. Jeg lavede snesevis af flitsbuer. Hassel var det foretrukne. Hassel har mange lange lige grene uden knaster. Hassel var også god til spyd. Pile blev lavet af rørtag hentet i et sumpområde nær Søndergård.

Min storesøster Petra kunne fortælle om sommeraftener, hvor far kunne sætte en leg, en boldleg i gang på gårdspladsen. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg legede selv. Jeg husker “Antonius”, hvor en “kaster” på den side af laden eller kostalden kastede en bold over rygningen og råbte “Antonius” og så skulle “griberen” på den anden side fange bolden og løbe rundt og “stikke” kasteren. Lykkedes kastet ikke, så råbte man “Dej kam en”. Den leg legede jeg alene og det var selvsagt ikke optimalt. Jeg måtte løbe om og se om jeg kunne finde bolden og så kaste den tilbage.

Mobning var vi ikke for gode til. Det kunne gå ud over Kaj, som altid sad bagest i klasseværelse nede ved kakkelovnen og som aldrig nogensinde kom ud af første regnebog. Når de små tudser kom frem hen på foråret, kunne vi finde på at overtale Kaj til at sluge dem hele. Det gav ham øgenavnet ”Tos Kaj”. Selv måtte jeg også holde for og det så slemt, at jeg nægtede at gå i skole og min mor måtte have fat i lærer Rørsig.

En gang årligt kom skolekommissionen på inspektion. Så skulle vi alle rejse os efter tur og fremsige et salmevers. Salmer og Katekismus skulle vi lære udenad, det var skolens fornemste mål.

I det nordre klasseværelse var der vitrineskabe langs bagvæggen. Her var der bøger, udstoppede dyr og andre rekvisitter. Rørsig viste os bøgerne, som vi måtte låne med hjem. Min første bog viste sig at være ”Danmarks Flora”, den så så fin ud, men var selvfølgelig ikke læseværdig, så min lyst til at låne bøger stoppede dér.

Min mor havde lært mig tal og bogstaver inden jeg kom i skole, så det gik let for mig. Hos Rørsig lærte jeg salmevers og sagnkongerne og hos Gildesbakke lærte jeg alle købstæderne ved navn og Tysklands floder.

Jeg gik 4 år i ”Bette Klas”. I 1945 slutter krigen og jeg rykker op i ”Stuer Klas”. Da sker der – jeg har nok været ni år – vi får en ung vikar. Rørsig har måske været syg eller bortrejst. En dag tegnede vikaren en dampmaskine på tavlen og forklarede, hvorledes den virkede. Det var det største under og blev mit bedste minde fra Hallund Skole.

Søndersiggard

Kilde: Slægtsbog for Jens Kirk Thomsen & Niels Kirk Thomsen, 1979.

Den fritstående vindmølle bag laden er stadig drivkraft for tærskeværk og kværn. Fra stuehusets havedør fører en hvidmalet trappe ned til et klassisk haveanlæg. Træerne mod vest gemmer et ellelysthus og mod øst går køkkenhaven over i et læbælte af mirabeller.

Emil blev skoset for sit ekstravagante stuehusbyggeri. Med sine næsten tre meter til loftet, høje vinduer og store rum var stuehuset da også et usædvanligt og flot byggeri, men de lyse rum var det bedste værn, tiden kendte mod tuberkulosen, der havde kostet fem af hans søskende livet.

Gaarden og livet i og omkring den står ikke blot for familien som en skøn tid, men er for mange danske selve indbegrebet af livet på landet. Petra og Emil drev til det sidste gården traditionelt med sædskifte og med heste som trækkraft, mere organisk kunne det ikke blive.

Mælketuren.

Mælken blev på skift - en uge ad gangen - kørt til mejeriet af ejendommene på mælketuren. Den begyndte med Smedegård. Så fulgte Nørgaard, Søndersiggaard, Sognefoged Anton, Martinus og sluttede yderst med Theodor Kristiansen. De var også kærnen i "omgangskredsen" sammen med gårdene på den anden side af landevejen, Søndergaard og Laden. Vestergaard var ikke med - var de mon tilflyttere? Vi havde dog tørveskær midt mellem Laden og Vestergaard. Folketællingen i 1940 oplyser, at Agnete er født 23.10.34 i Biersted sogn og lillebror Lars 01.08.38 i Hallund sogn, så de må være tilflyttere.

SØNDERSIGGAARD.

Begyndelsen af 1900-tallet var gode år for dansk landbrug. Højskoler og andelsbevægelse havde sat landboerne i stand til at udnytte opgangstiderne. Der blev i den tid skabt midler til investeringer i nybygninger og den begyndende mekanisering. Endnu Aar 1900 var halvdelen af befolkningen beskæftiget ved landbruget og gårdene dannede de naturlige rammer om tilværelsen for gaardfolk og medhjælp. Søndersiggård var i så henseende en dejlig gård. Efter Emil havde nybygget den omkring 1920 fremtrådte den som en helstøbt dansk bondegård med fire længer beliggende næsten midt i sine marker. Mod nord lå laden sammenbygget med østlængen med ko- og svinestald og med vestlængen, der rummede hestestald, hønsehus, vognhus og et karlekammer. Mod syd spændte stuehuset fra østlængen til vestlængen og dannede det typiske 4-længede gaardrum med gennemkørsel øst og vest.

Markerne

Der var et tilliggende på ca. 40 tønder land med gården som centrum. Agrene dyrkedes konsekvent med sædskifte. Det var et led i ukrudts- og skadedyrbekæmpelsen og bidrog også med den kvælstof som kløver og enkelte andre afgrøder kunne binde fra luften. Der var tre enge, tørveengen med godt tørveskær, saltengen med høslæt og den store eng ved Ryåen brugt til kvier om sommeren.

Vi gik mestendels barfodede om sommeren og efter høst var det herligt at løbe over stubmarken uden forhindringer af nogen art - man kunne suse af sted - næste flyve. Det krævede teknik at løbe over de stride stikkende stubbe i bare fødder, men skønt var det.

STUEHUS.

Stuehuset var vel på ca. 500 m² fordelt på stueetage, loftsrum og madkælder. Huset var bygget i røde sten med gennemført udvendig symmetri, kvist mod syd og med afvalmede gavle. Den indvendige højde i huset var knap tre meter, hvilket gav god plads for de høje, hvidmalede sprossede vinduer. Fra gårdspladsen var der to indgange med trapper, gangdøren, der kun blev brugt ved gæstebud og bryggersdøren, der var den daglige indgang. Bryggerset var faktisk et stort vaskerum. Der var to tørvefyrede gruekedler, der benyttedes ved storvask. Jeg kan ikke huske, vi har brygget øl, men gruekedlerne blev også brugt til kogning af grønkål og til kogning ved slagtninger, der også fandt sted i bryggerset. En storvask strakte sig gerne over et par dage med assistance af vaskekone fra landsbyen og så var der endda mindst en uges arbejde bagefter med at få alt strøget og rullet. Det værste var dugene, de skulle igennem håndrulle 12 gange før mor, var tilfreds. Det er logisk at man sparede lidt på det rene tøj og ikke skiftede i utide. De halvårlige slagtninger var en ikke mindre begivenhed. En hel uge stod huset på den anden ende, men så var alt kødet også saltet og henkogt, og alle tarme udnyttet til pølser og skinker gjort klar til røgning. Højdepunktet var naturligvis, når slagteren ankom og grisen under råb og skrig blev slæbt på slagtebænken i bryggerset og stukket. Blodet blev tappet og pigen straks sendt udenfor med blodet for at røre det koldt opblandet med rugmel. Det skulle nemlig fyldes i de store tarme med det samme, så vi kunne få blodpølse til middag samme dag. Vi var meget optaget af disse slagtninger, fordi vi de næste par uger kunne få fersk kødmad. Resten af året var al hverdagsmad baseret på saltmad. Det ferske og henkogte rakte kun til særlige lejligheder selv om vi kunne strække det med høns og duer.

KØKKENET ET CENTRUM.

Fra bryggerset var der åben trappe til loft og indgang til folkestue og køkken. Køkkenet havde bord mod vindue. Der gik mange Aar inden der blev indlagt vask i køkkenet. Rindende vand var kun indlagt i bryggers og på badeværelse. Vandhanen skulle jo blot erstatte håndpumpen.

Et stort komfur med tre ildsteder, bageovn og sidegryde optog pladsen ved indervæggen, og skråt overfor stod tørvekassen. Det var altid de mindstes opgave at holde tørvekassen fyldt. Ind til køkkenet mod nord lå spisekammeret og ved siden af, nedgangen til den store madkælder. Køkkenet var husets centrum med døre ind til folkestue, soveværelse, spisestue og kontor (dagligstue). I ældre tid var folkeholdet ret stort og folkestuen var det eneste rum, der benyttedes til ophold. Her spiste man og her "hang" man gerne efter aftensmaden, indtil det var tid at røgte af og gå til sengs. Rummet var østvendt og væggene rundt forsynet med træpaneler halvt op. Møbleringen bestod af langbord med stole og langbænk ved væggen. Selv om der var kakkelovne i samtlige rum, var køkken og folkestue de eneste, der blev opvarmet til daglig.

Tørvekassen var vigtig. Her satte man sig, hvis man bare ville snakke - med risiko for at blive sendt efter æg eller hente kartofler fra jordkælderen ude i laden. Når den omvandrende kludehandler eller uldkræmmer, som vi kaldte ham, kom forbi med sin blåstribede bylt på ryggen, placerede han sin bylt på tørvekassen og åbnede op for herlighederne. Her var strikvarer, underbukser med lodden vrang og fine ting. Inderst i bylten dukkede de mest spændende ting frem. Her var kamme, synåle, fingerbøl, perlekæder, spejle - og briller. Runde glas med tynde stænger; ovale glas, så tynde og lette, at de kunne støtte på næsen alene. Uldkræmmeren var altid et spændende besøg.

STUERNE.

Senere da folkeholdet indskrænkede sig til en karl eller pige, gik vi over til at spise i køkkenet og benytte kontoret til ophold om aftenen. Her indtog far sin aftensmad alene, mens han lyttede til pressens radioavis. Bagefter sluttede vi andre os til, og så var det spændende om vi kunne lokke far til et slag kort (rakker), et spil kryds og bolle på skifertavle (træsko) eller få ham til at fortælle en historie. Mange af historierne handlede om ræven og ulven og det snedige spil, der udspilledes mellem den stærke, men noget tungnemme ulv og den mere fiffige ræv. Aftenerne gik let, for man var aldrig færdig til at spise før klokken halv syv og klokken ni var man mere end træt nok til at gå i seng. Forinden skulle der røgtes af. Det vil sige at man gik en tur gennem staldene, for at se om alt var i orden og så skulle hestene havde deres sidste gift halm. Om sommeren kunne der godt være noget mere liv om aftenen med boldspil, og hvis mor ville spendere, var der ingen, der regnede det for noget at spurte til gartneren i Hallund og købe jordbær eller for at købe en liter is.

GÆSTEBUD.

Hvert Aar på fars fødselsdag kom naboerne til spisning og på mors fødselsdag til aftenkaffe. Derudover indskrænkede selskabelighederne sig til de kirkelige anledninger ved dåb, konfirmation osv. Der kom gerne mellem 20 og 30 og så blev der brug for alle sagerne. I "gangen", der var et stort rum i det nordvestlige hjørne, kunne vi modtage mange gæster på en gang. De blev vist ind i veststuen (væste stow), den pæne stue, eller kontoret. Her kunne alle samles, og når man var klar til at gå til bords, blev fløjdørene fra kontoret slået op og de dobbelte portierer mellem spisestue og veststuen trukket fra. Det var et festligt øjeblik, for spisestuen var virkelig et dejligt rum til så mange gæster. For endevæggen var der indbyggede skabe fra loft til gulv beregnet for dækketøj og i midterpartiet stod russisk samovar og kobberkedler til pynt. Væggene havde lædertapet halvt op og kobberplatter oven over. Loftet var fyldt med geometriske figurer i kalkmaleri med mæanderbort yderst og lysekrone i midten. De store vinduer og et verandaparti med dør til haven gjorde rummet ekstra lyst. Gæsterne blev aldrig inviterede, men kom af sig selv år efter år. Kun ved mine søstres bryllup, blev der givet en slags invitation i form af en annonce, der indbød alle til at deltage. Til trods for denne løse form, kunne gæsternes antal forudberegnes på et par kuverter nær. Ved disse bryllupper deltog omkring 150 mennesker og så trådte alle de gamle systemer i kraft med nabohjælp og skaffere m.v. Ved sådanne lejligheder blev der spillet op til dans, ellers forlystede man sig kun med kortspil og snak efter middagen. Ved alle de kirkelige anledninger trak spisningen altid særlig længe ud på grund af de mange og lange taler. Disse selskabeligheder blev alt efter formåen gengældt i nabolaget og de spillede en stor rolle med betydning langt ind i dagligdagen. Ved de helt store gilder slog stuehuset ikke til. Så blev der lejet brædder og borde og lagt gulv i vognhuset, pyntet med løv og varmet op med kogende vand i mælkejunger. Der blev overnattet og der kunne gå flere dage inden de sidste gæster var rejst af.

Fra De Gode Gamle Dage - Gæstebud.

Kilde: Speakers Corner, 20. Maj 2006.

Omgangskredsen i mit barndomshjem var familien og mælketuren. To gange om året mødte de op. De tog gangdøren og blev modtaget i gangen - et stort rum, hvorfra de kunne fordeles til "den pæne stue" eller "kontoret", der var vores dagligstue. Fra disse rum var der adgang til spisestuen gennem en dobbelt fløjdør og en bred dør med dobbelte portierer. Spisestuen havde vægpaneler og lædertapet. Der var næsten tre meter til loftet, prydet med farverig meanderbort. Til anledningen var kobber og messing pudset, så det funklede i de mange lys - et festligt øjeblik, når fløjdørene blev slået op og gæsterne budt til bords.

Alle gårdejerne holdt tale. Enkelte kunne belægge deres ord så fiffigt, at vi kom til at le. Man kunne næsten mærke forventningen indtil de tog ordet. For andre faldt talen tungere, men deres hartkorn tilsagde dem at holde tale og os andre at lytte.

Aftenen sluttede med et slag whist for mændene og hjerterfri for kvinderne. Der blev diskuteret politik og slået i bordet så kopperne dansede.

Ved bryllupper og runde dage slog disse omgivelser ikke til. Så blev vognporten ryddet. Der blev lagt trægulv og pyntet op med tæpper og løv. Mejerispande med kogende vand hentet på mejeriet kunne bruges til at kuldslå rummet inden gæsterne kom. Ved een lejlighed husker jeg, at alle blev inviteret i avisen, men ellers gik en åben invitation fra mund til mund begyndende med brugsen og landposten. Små halvandet hundrede kunne møde frem og alligevel var antallet forudset på få kuverter nær.

Taler, lejlighedssange og oplæsning af telegrammer var faste bestanddele i underholdningen - ikke sært sådanne fester kunne trække ud over midnat. Alle med hartkorn til det holdt tale. Jeg husker een tale særlig godt. Onkel Thomas ville holde tale for min søster Ruth, da hun blev gift med Bill, en engelsk forretningsmand. Onkel Thomas kunne simpelthen ikke få gang i talen og måtte hele tiden vende tilbage til velkendte åbninger, men så kom inspirationen og han sluttede med "... nu når Ruth kommer til England, så må vi håbe at englænderne bliver lidt mere rut med priserne". Bifaldet bragede for denne fiffighed.

TING OG SAGER PAA LOFTET.

Tre værelser var indrettet på loftet med masser af loftsplads rundt om. De blev brugt som pigeværelser og gæsteværelse. Loftspladsen var ideel til tørring af vasketøj og til oplag. Her var brænde til et par års forbrug og rundt omkring fandtes gamle ting, redskaber, der var gået af brug, ålelystre, leer, håndsegl og meget mere. Oppe over hanebåndene fandtes endnu mere. På regnvejrsdage kunne jeg tilbringe timer, balancerende på kanten af et gangbræt, med at læse i gamle blade og bøger. Der var så meget, at man hver gang fandt nyt.

BADEVÆRELSET VAR PRIVAT.

Soveværelset lå mod syd og ind fra køkkenet. Efter maden tog far sig en middagslur med avisen over hovedet, mens der blev gjort skik på køkkenet. Inden han gik ud til arbejdet igen, kan jeg ikke huske andet end at han hver dag stod en tid ved vinduet og nød udsigten mod syd udover Søndersigen og markerne, som vi kunne se så langt øjet rakte. Op til soveværelset lå et lille børneværelse og gik man igennem dette, kom man ind på badeværelset. Det var indrettet allerede ved husets opførelse og indeholdt håndvask og vandkloset. Det var absolut forbeholdt familien. Tjenestepigen havde sit eget gammeldags das med indgang fra hønsehuset. Karlen benyttede mark og stald, og til den daglige vask, gik han i kostalden med sit vaskefad, dér var altid dejligt lunt. Renlighed var en god ting, for håndklædet skulle holde ugen ud og sengetøjet en måned.

Gæs er nødvendige for at man kan holde Jul og Mortensaften, men også for at få dunfyld til olmerdugsdynerne - halvt dun og halvt fjer - ellers lå dynen for let.

KARLEKAMMER.

Det var et ret stort rum i den sydlige del af vestlængen. Det var uopvarmet og møbleringen bestod af bord, stol og seng. Sengen blev to gange om året fyldt op med ny ren langhalm bestående af rughalm, tærsket med plejl. Ovenover havde han så en stor tung olmerdugsdyne og dér sov han så mellem to lagner formentlig uden at kunne røre sig.

Karlene deltog i øvrigt i samværet på gården stort set på linje med familien. De var der gerne mange år i træk og de fleste sparede op til at det blev tid, de kunne få deres eget. De opholdt sig der praktisk taget hele tiden, hellig og søgn. Besøg hos deres egen familie lagde næppe beslag på mere end et par dage om året. Selv i de store højtider, Jul og Paaske, blev de som regel. Da loven om ferie for landbrugsmedhjælpere trådte i kraft og foreskrev een uges sommerferie årligt, skete der blot det, at denne ferieuge blev lagt i roetiden, så kunne der nemlig tjenes en ekstra skilling ved at hakke roer på gården til akkordbetaling. Den tanke at man kunne holde fri og rejse bort, var helt fremmed, på samme måde som man ikke i det daglige havde nogen klar fornemmelse af et skel mellem arbejdstid og fritid. Hverken arbejde eller hvile blev særlig nøje målt ud, selv om der nok blev set på klokken, når spisetiderne nærmede sig. Ingen ville kunne svare på stående fod, hvor mange timer der blev arbejdet ugentligt.

VOGNHUSET.

Vognhuset eller vognporten var noget ganske særligt. Her fandt man kanen (slæden). I de lange og strenge vintre i begyndelsen af fyrrene blev den flittigt benyttet til transport af mælk til og fra mejeriet. Vejene var lukkede i månedsvis, men med kanen var sneen ikke noget problem. Slemt kunne det dog være, og jeg husker en dag kulden havde været så streng, at far kom hjem fra en mælketur med regulære istappe i skægget. Når vejene var bare, kunne man til byærinder benytte en fjedervogn, en firehjulet fladvogn med agestol. Men drejede det sig i stedet om at aflægge et besøg i en selskabelig anledning, benyttedes jumpe. Det var et elegant køretøj med betrukne og polstrede sæder, dør og trinbrædder. Det var et enspænderkøretøj med slanke svungne stjerte, og nar den sorte hoppe, Lis, blev spændt for, gik det rapt og stateligt med at komme afsted. Vognhuset indeholdt også et værksted, der tillod de fleste reparationer at blive udført på stedet.

Egentlige maskiner til markarbejdet blev opbevaret i et maskinhus, der var en tilbygning opført bag laden. Der stod slåmaskinen, der kunne skårlægger alle græsafgrøder, og høriven, der kunne bruges til både at samle høet og vende det. Alle maskinerne var hestetrukne. Selvbinderen var den tungeste og krævede tre heste. Den indebar en stor arbejdslettelse. Før den var alt korn også skårlagt med slåmaskine og bundet op med hånd. Nu blev kun den første skår i kornmarken lagt med høle og bundet op manuelt. Med en smal tretandet trærive (en kratte) samledes stråene og i et snuptag blev en halmvisk vundet om og et neg var dannet. Med selvbinderen bestod det meste arbejde i høsten i at sætte negene sammen og så få det hele kørt hjem, når vejret var til det. Til hjemtransporten benyttedes fjælvogne (skåevogne) med sidestykker (skåer). Det var en kunst at læsse disse vogne så læsset ikke skred eller væltede inden det var i hus. Et sådant læs var nemlig himmelhøjt, når det var færdigt. Det var simpelthen skønt, når der var læs og man med tømme eller fork blev hevet helt op og turen gik hjemad. Hjemme i laden blev hvert enkelt gulv fyldt op i sirlige lag og rejste en massiv mur, der allerøverst buede helt ud over loen. Når alt korn var hel i hus, blev de udragende rodender af negene rettet af med høle, så hvert gulv lå med de flotteste lodrette sider mod loen. Så var det noget ved at holde høstfest.

Lige så dejligt, det var at køre korn hjem, lige så trivielt var det at tærske det. Det foregik i løbet af vinteren og foråret. Det værste ved tærskningen var støvet. Det hang tæt i luften. Det øverste af et gulv korn gik let, for så skulle man blot smide negene nedad på tærskebordet. Når man var ved at være i bund med et gulv, skulle der slæbes noget mere og kattene, hvor var de blevet forædte. Når vinden ikke var helt stabil, kunne der blive nogle pauser, for tærskeværket blev trukket af vindmøllen, der stod omme bag laden. Den luksus hørte op, da vi fik nyt eldrevet tærskeværk. Noget senere blev også kværnen eldrevet og kun hakkelsemaskinen blev aldrig elektrificeret.

I maskinhuset stod også såmaskine og radrenser. Der sidste var vigtig til renholdelse af rækkeafgrøder, hvoraf roerne var de helt dominerende. Såmaskinen kunne imidlertid ikke lægge enkelt frø dengang, og det var derfor nødvendigt med udtynding. Det skete med roejern, hvor man fod for fod vandrede op og ned ad endeløse roerækker. Det var simpelthen ikke til at have den fornødne tålmodighed. Mine søstre var bedre til det eller måske mere pligtopfyldende. Far betalte os fuld tarifmæssig betaling for roearbejdet, men selv om jeg fik en ekstra dusør i ny og næ, kunne det ikke aftvinge mig opmærksomhed. Roerne skulle så nogen tid senere renses for ukrudt på samme måde. Det gik dog hurtigere, fordi man ikke bestandig skulle beslutte hvilke roeplanter, der skulle stå og hvilke der skulle hakkes bort. Var foråret meget vådt, kunne man risikere en tredje hakning. Arbejdet med roerne om efteråret var for så vidt skønnere. Aftopning og optagningen gik fortere og arbejdet var ikke så trivielt. Hjemtagning om vinteren kunne være en barsk affære. Barskt kunne det nemlig være en vinterdag, når man blev sendt afsted med ishakke og roegrebe og undertiden mukkert, for at slå hul på de stivfrosne roekuler. Ved sådanne lejligheder følte man sig ganske allieret med hestene.

Skåevogn med hesteforspand 1920-30 på nabogården Vestergaard. Samme slags havde vi på Søndersiggaard.

Der var een maskine, der savnedes i maskinhuset. Det var kartoffeloptageren. Enten var den ikke opfundet eller også nåede vi blot aldrig at få én. Vi klarede det i stedet med kurve og masser af gamle bukser. Arbejdet forgik nemlig krybende og krævede al den arbejdskraft, der kunne mobiliseres. Det var derfor skolerne fik kartoffelferie. Den nuværende efterårsferie har kun tidspunktet tilfælles med kartoffelferien.

Hønsene på Søndersiggaard var af de tunge slags, Wyandotter. De var gode både til æg og til suppegryden - og det var længe før, der var noget, der hed burhøns. Hønsene herover er fra 1954. De er på gale veje, for i haven måtte de nemlig ikke komme.

Hønsene er uundgåeligt indfanget af det gamle box-kamera uden at lade sig anfægte af hverken fotograf eller Lars Olav i den nyfaldne sne (ca. 1939).

Hønsehuset havde egen indgang. Om natten blev indgangen stænget for Mikkel ræv, men ellers var der fri adgang ude som inde. Hønsene gik dog sjældent længere væk end nogle få hundrede meter. Skulle høgen vise sig, hastede de hjemad som kanonkugler i en hovedkulds flugt, man næppe ville tiltro de tunge fugle - selv høns, der aldrig i livet havde oplevet en høg blev grebet af panikken.

Alt arbejde i marken sker ved hestekraft. Den sorte hoppe Lis er elegant og ivrig - den helt rigtige enspænder til jumben, til tørveslæden eller høriven. Til tungt arbejde må belgieren Klaus træde til.

Den første skår høstes med le, stråene samles med tretandet kratte og bindes til neg med en halmvisk. Resten høstes med selvbinder - et imponerende maskineri. Under krigen var det svært at skaffe høstbindegarn og til sidst blev det lavet af papir.

Hoppen Lis(til højre) og belgieren Klaus

Lis og Klaus gøres klar til dagens arbejde i marken. At sætte og spænde seletøjet korrekt er en kunst i sig selv. Når så dagens dont er ovre, pumpes vand op, ryg og bringe vaskes og gnubbes for sved og hestene slippes løs i fennen vest for gården. De tonstunge dyr kunne så i hvirvlende fart nå indelukket rundt på ingen tid og sparke himmelhøjt bagud. Når de havde afreageret, hyggede de sig med græs og med at gnaske hinanden under manken.

Høbjergning gav høje læs - så høje at de kun lige netop kunne gå gennem ladeporten. Når den sidste stak var langet op og alle hevet op på toppen af læsset, så kunne hestene faktisk selv finde hjem.

Høbjergning 1020

STALDEN.

Høns var der mange af. De gik frit rundt om dagen, men om natten søgte de ind i hønsehuset med dets pinde. Et hul i muren tjente som løbegang og dette hul skulle lukkes hver aften, for at hindre Mikkel ræv i at aflægge visit. Den kunne dog godt være fræk nok til at komme i fuldt dagslys, men så skræppede gæssene gerne så meget op at vi kunne nå at afværge de store skader. Far skød på Mikkel, hvis lejlighed bød sig, men han var ikke nogen stor jæger og han ramte sjældent. Han bortskød også krager i kyllingetiden, men jeg ved kun af eet tilfælde, hvor han traf. Over middag stod han en dag som sædvanlig og kiggede ud ad soveværelsets vindue, da han fik øje på en krage i hegnet. Far hentede hurtigt geværet og skød resolut ud gennem vinduet. Kragen lettede, men hvor mærkværdigt det endda lyder, så faldt en anden krage død til jorden. Der var åbenbart fløjet direkte ind i haglbygen tættere ved. Sikke vinduet så ud bagefter krudtslam overalt.

Høns og duer var sådan set noget, der blot var der. Anderledes forholdt det sig med køer og svin. De skulle passes aldeles nøje. De havde hver en halvdel af staldbygningen. Køer er rolige og hyggelige dyr og der var altid lunt og rart i deres staldafsnit. Vinteren igennem stod de bundet, men så snart, der var græs, blev de lukket ud hver dag i et indelukke, dvs. en hegnet græsmark. Efter høslæt i engene, har jeg dog prøvet adskillige gange at trække køerne ud på gammeldagsvis i kobbel, hvor hver ko bliver bundet op til en foran gående, hvorefter man trækker af med den forreste, førerkoen, og trasker afsted den lange vej ud i engen. Her bliver hver ko slået i tøjer. Er der græs nok, kan de stå til aften, ellers flytter man deres tøjrpæl en gang. Alt driverarbejde med køer skal foregå roligt og bestemt. Når et par køer havde lagt sig længst borte i indhegningen ved aftenstid, var det fristende at sende min gode ven Rufus, en skotsk hyrdehund, afsted efter dem, men det var ikke velset, for den var lidt for ivrig og kom let til at jage med dem.

Om efteråret skulle kvierne indfanges i engene. De havde gået og passet sig selv den ganske sommer. Nogle gik det let nok med, men andre matte indfanges i bedste rodeo-stil. Det var noget af en oplevelse for sig. Hvert år glippede det dog at få reb på de sidste, og det ærgrede mig, når vi måtte bide i det sure æble og vandre hjem og hente far til hjælp. Jeg forstår den dag i dag ikke, hvordan han bar sig ad, men han gik lige så stille ned over engen og minsandten om ikke de vilde bæster begyndte at græsse så fredeligt som nogen ko og lod sig binde uden et eneste hurtigt skridt.

Skrukhønen herunder har lige ruget gæslinger ud. De små gæs kunne på forunderlig vis trække hønen med til dammen. Selvom hønen trippende kaldte fra bredden - ude af sig selv, tøffede ællingerne hyggeligt rundt mellem åkanderne. Gæs giver både steg, dun og fjer.

TØRV, VIGTIGSTE ILDING.

Der hørte tre enge til gården. De to lå ned til Ryåen. Den ene af dem var kun en smal strimmel - en lille rest fra det gamle landsbyfællesskab, der aldrig var blevet udskiftet. Den lå i det, vi kaldte saltengene og blev næsten kun brugt til høslæt. Mod nordvest lå den tredje eng, tørveengen. Der var godt tørveskær. Hvert Aar kom tørvearbejdere og skar tørvene for os. De brugte lange ståltråd og kunne skære tørvejorden med den som var det en osteskærer og med specielle spader stak de så tørvene ud. De våde tørv blev med hest slæbt ud liggende på slæbebrædt (en skåe) og derpå vippet af i græsset for tørring. Derefter var det vores arbejde at vende tørvene når de efterhånden blev tørre og sætte dem i stakke for til sidst at køre dem hjem i tørvehuset. Det skulle være helt fyldt for at række vinteren over. I tør tilstand kunne de tåle at blive kastet uden at danne for meget smuld. Lidt smuld gjorde ingenting, det var nemlig godt til optænding. Var der slet ingen ild, måtte der brænde til ellers klaredes det hele med tørv, men det krævede også et par store vidjekurve fulde hver dag til den forslugne blåmalede tørvekasse.

HAVEN.

Resterne af den gamle have vest om gården lå der endnu, men syd og øst om stuehuset blev anlagt en ny stor have. Vel havde der været bærbuske i den gamle have, men børnene var mange og bærrene få, så dem fik de små ikke lov at røre. Det ved jeg, at far havde sat sig for skulle være anderledes, og i den nye have var bærbuske i rækker så lange og vi måtte spise løs alt, vi kunne. Der var også frugttræer og et helt hegn af mirabeller. Haven var fra begyndelsen meget sirligt anlagt med ellelysthus og rundt stenbord. På plænen var taks og tuja, og øst for huset små buksbomhække rundt om bede med vand-kala og gamle stauder. Senere groede de store træer i læhegnene sig så kraftige, at de nok tog for megen næring fra haven. Det største træ af dem alle stod dog midt på gårdspladsen. Det var en poppel, der blev over hundrede Aar og havde så svær er stamme, at der skulle tre mand til for at favne om det, og kronen dækkede det meste af gården.

LÆRERIG ARBEJDSPLADS.

Hvor var der meget at lære. Vi rev kartofler og udvaskede stivelsen, vi kogte sæbe på selvdøde svin, og de stille vinterdage slog vi reb af brugt høstbindegarn. Det gjorde vi i loen, der var lang som nogen reberbane. Der skulle opsættes hegn i mark og eng, repareres vogne og redskaber. Var der bestilt noget ekstra lækkert til søndagsmiddagen, skulle man forstå sig på at fange duer i et halvmørkt dueslag og alene på pibet afgøre duens alder. Der var noget dejligt umiddelbart ved arbejdet på gården. Vi foretog os intet uden hensigten dermed var let forståelig. Selv et barn havde let ved at forstå betydningen af alt, der blev udført. Uden at jeg tror nogen af os kendte årets nettoindtægt, følte jeg at vi var umådeligt rige. Lærred og klæde havde vi altid i ruller og mel og gryn i sække. Vi havde alt vi skulle bruge. At vi egentlig brugte særdeles nøjsomt af alt, skænkede jeg ikke en tanke. Havde lysten været meget stærk, var jeg vel blevet landmand, men far rådede mig fra det. Tiderne var støt blevet ringere. Folkeholdet var på det nærmeste forsvundet, og vi ved nu, at tilbagegangen fortsatte næsten frem til 1970. En epoke med en storslået livsform var ebbet ud.

For enden af stalden fører døren ind til laden. På rundingerne “Raajen” over stalden gemtes høet.

De Gode Gamle Dage - Skat og Økonomi.

Kilde: Speakers Corner, 21. maj 2006.

Folkeskole plus højskole udgjorde skolegangen for gårdejerne på min hjemegn. Der var ingen landbrugsskole og der blev ikke lagt budgetter eller gødningsplaner, men de havde eet styringsredskab, der var lige så effektivt som det var simpelt. Det var sparekassebogen. Far viste mig den ofte, for at jeg skulle få indsigt i pengesager. Vores lå i en kommode og havde altid en saldo på nogle få tusinde kroner så længe jeg kan huske. Krøb tallet nedad svandt indkøb ind til de mest nødvendige ude som inde. Belægningen i stalden kunne om nødvendigt øges med indkøbt foder. Når bogens udvisende bedredes faldt produktionen tilbage til sit naturlige leje.

Een gang om året kom selvangivelsen. Der var felter til at angive køer, heste og grise og sådanne formuegoder og selvfølgelig sparekasse og kreditforening. Disse blev udfyldt, men når vi kom til indtægter, skrev vi i hvert fald hjemme hos os blot et minus. Jeg blev indviet i dette mysterium.

Sognerådet var også ligningskommission og kendte alle skatteydere nøje. De fleste i sognet var landmænd. De havde ikke regnskabspligt og ligningen skulle foregå efter formue og lejlighed, og det vil sige efter skøn. Sognerådet så på selvangivelserne og mærkede sig formueændringer siden sidst, men tog også pejling af større fester, nyanskaffelser og andet, der signalerede et forbrug af penge og egne produkter.

Skatteligningen foregik i overværelse af et medlem fra amtsskatterådet. Sognerådet lagde for og een for een blev de sendt udenfor døren. Deres ligning kom til at danne grundlag for ansættelse af kommunens øvrige skatteydere.

Også sognerådet var landmænd og havde ingen interesse i at indkomsterne blev sat for højt. Derfor var der generelt tilfredshed med de skønsmæssige ansættelser. Det gik godt nok ud over uddeleren, mejeribestyreren og skolelæreren. De fik fast løn og de tal kunne der ikke fifles med - de arme stakler.

Lokalkendskabet til trods var den helt retfærdige ansættelse svær, men jeg har ikke siden set noget bedre.

Med til historien hører, at min far havde set så megen fattigdom i sin barndom, at han havde lovet sig selv ikke at stifte familien førend han var sikker på at kun forsøge sig og sine. Det sene giftermål skulle ikke gå udover børnene, så han havde ligeledes besluttet at fortsætte på gården indtil den yngste var bragt i vej. Da jeg bliver farmaceutisk kandidat i 1958, sætter mine forældre gården til salg og bygger et hus til dem selv i Hallund by. Det er næsten hundrede år efter bedstefar og bedstemor købte ejendommen og flyttede til Søndersigen. Det blev samtidig afslutning på en fantastisk epoke, ikke blot for min familie men for landbruget i det hele taget.

Et mørkt kapitel

Min søster Pet havde mange bejlere og kunne vrage og vælge - og det gjorde hun. Opsætsig, som hun var og til mine forældres fortrydelse, faldt valget på en ubemidlet murersvend fra Hallund. Det blev begyndelsen til et langt og mørkt kapitel. Ikke sådan at min søster og svoger ikke ville besøge os. De kom trofast hjem på gården hver evig eneste søndag og spiste min mors gode søndagsmad. Da de på et tidspunkt bliver husvilde, får de selvsagt lov at flytte hjem hos os, men min svoger svigter gæstfriheden og gør det svært for min mor. Jeg var kun en knægt og husker en dag, svoger blev ved at lukke for trækket i komfuret, da min mor ville tænde op. En uforståelig episode, der står brændt fast, som det var i nuet. Mor laver man ikke løjer med - ganske enkelt.

Hverken min søster eller svoger have en landbrugsuddannelse, endsige landbrugserfaring. De drømte dog om at overtaget hjemmet, men da det skulle være, kunne de - med deres ringe forudsætninger - ikke forrente mere end 90.000 kr. Mine forældre ville ikke forfordele min søster Ruth og mig og ville ikke helt derned. Da det forståeligt nok oversteg min søster Pet og hendes mands formåen at betale mere, gik hjemmet til en fremmed for det dobbelte.

Det gik helt galt. Min svoger havde bygget et hus i Hallund til mine forældre til deres gamle dage. Inden afleveringen fyldte han kælderen med vand, som Falck så måtte pumpe tør. Han havde ydermere tilstoppet udluftningerne i soklen, så trægulvene tog råd og alle måtte skiftes. Da var enhver forbindelse for længst blevet brudt. Jeg spurgte min Søster Pet, hvorfor og hun svarede "Det skal også være sådan, at jeg kan være derhjemme hos os selv". Også børnene fik forbud mod at besøge mine forældre.

En aften, mens vi endnu boede på Møllegade i Skanderborg, ringer sognefogeden hjemmefra og siger, at han er kommet under vejr med rænker lagt af min svoger og en lokal sagfører i Brønderslev mod min mor. Hun boede på det tidspunkt alene i huset i Hallund. Jeg ringer harmdirrende til sagføreren og får sat en stopper for rænkespillet.

Mod svogers ønske begravede Pet ham i vort familiegravsted, det ældste og største på kirkegården. Dér ville hun selv begraves, når tid kom. Min svogers adfærd bliver dog ved at trække lange dunkle skygger helt op til nu og formentlig for altid.

Et dilemma. Jeg var og er så usigelig glad for mine dejlige storesøstre og ikke mindst for Pet, som var og forblev min nærmeste fortrolige i alle årene.

Min far og mor

Hver dag - hvis arbejdet tillod det - kom min far ind og så fik de sammen en kaffe og en ostemad - en rigtig hyggestund for dem. Aldrig var der et gnubbet ord dem imellem. Det sad dybt i os, at der ikke var plads til kritik - og der var da heller ikke noget at kritisere.

Mor drak aldrig kaffe alene, men da krigen kom, havde hun sikret sig hele kaffebønner på lager. De blev gemt tørt og mørkt i flasker med paraffinerede propper omstøbt med gips. De holdt krigen ud, men til sidst blev der spædet ved med kaffeerstatning. Da tyskerne kapitulerede, lod mor den sidste flaske springe og duften af rigtig kaffe bredte sig i huset. Der var både en feststemning og en sejrsstemning - kors hvor vi hadede tyskerne.

I'm Sitting on Top of the World.
Mary Ford & Les Paul with Patti Page

I'm sitting on top of the world
Just rolling along, Just rolling along
I'm quitting the blues of the world
Just singing a song, just singing a song
"Glory Hallelujah," I just phoned the Parson
"Hey, Par get ready to call"
Just like Humpty Dumpty, I'm going to fall
I'm sitting on top of the world
Just rolling along, Just rolling along

Writer: WALTER JACOBS VINSON

Søg i denne blog

Erindringer

Barndom 1934-1945