Agnethe & Lars Olav 1955-2020
40.000 kr.
Ruth og Nethe ringede meget sammen - især de senere år. En dag, talen faldt på uddannelse, bemærkede Ruth, at jeg sagtens kunne gennemføre mit studium i sin tid med 40.000 kr. med hjemmefra. Netes protest blev afvist med, at det var da noget alle vidste.Jeg have ganske rigtig penge med hjemmefra i 1956, men beløbet var ikke 40.000 kr., men 1.400 kr. - optjent ved at hakke roer og stakke hø i min drengetid. Over halvdelen gik til leje af et kakkelovnsfyret værelse på I E Ohlsensgade til 70 kr. om måneden. Hver dag stod maden på rugbrød og spegepølse - andet kunne jeg ikke have i min kommodeskuffe. På fridage cyklede jeg ind og spiste varm mad på Kannibalen til 2,15 kr. eller på Folkekøkkenet til 2,50 kr. og på søndage en gang i mellem på KAR (Kvindernes Alkoholfrie Restauranter) til 3,75 kr. På KAR blev maden serveret og der var dug på bordet.
Rudolf besøgte mig en vinterdag, jeg sad i støvler og overfrakke og læste. Der var ganske vist kakkelovn, men jeg havde ingenting at fyre med. Da Nete om foråret 1957 er færdig som kjolesyningslærerinde i Skanderborg, flyttede hun til København og vi fik lejet et kammer på St. Kongensgade (115 kr. per måned). Vi flytter ikke sammen, for vi er jo ugifte. Gift bliver vi først året efter og jeg beholder derfor rummet på Østerbro, selvom jeg nok mest er inde i byen. Det, der redder økonomien, er min mor og min storesøster Pet. Begge sender en lind strøm af pakker med mad over til os plus mine velbetalte sommervikariater som exam. pharm. på Præstø Apotek.
Grundet mine forældres formue som selvejere blev alle min ansøgninger om legater afvist og jeg kunne heller ikke få et kollegieværelse. Der var ikke noget der hed SU (Statens Uddannelsesstøtte) den gang. På et tidspunkt får jeg et studielån på 1.000 kr. Det betaler vi senere tilbage urørt. På den måde kom vi igennem uden at stifte gæld, men småt med penge var det. Nethe kunne holde 4 kr. i timen og noget mere om vinteren som kjolesyningslærerinde, så helt ubemidlede var vi ikke.
Nethe flytter til Skanderborg om vinteren for at undervise og jeg overtager lejemålet i St. Kongensgade. Det ligger bekvemt for at spise varm mad på Polyteknisk kantine i nærheden til 1,75 kr. for to retter. Da det igen bliver forår, bliver vi gift og flytter sammen i et bedre værelse på Runebergs Allé i Søborg. Samtidig genoptager min mor madpakkerne. Vi led bestemt ingen nød og syntes vi aldrig havde haft det bedre.
Da jeg kommer til Thy i december 1953 er jeg atten og forlovet. Det holder ikke og ender i en kærestesorg. Den får dog en ende og dette virtuelle billede er "tegnet" toethalvt år senere, da jeg forlader Thy igen.
Et virtuelt billede, 1956.
Det er sommer 1956, helt præcis den 30. juni og det er i Thy. Jeg
har været discipel på apoteket i Hundborg siden december 1953 og det
er min sidste regulære dag inden studierne forlægges til København.
Jeg har været kæreste med byens skønhed, men før Jul blev jeg “lagt
på is”. Nu er hun imidlertid en “once in a lifetime”, så jeg lod mig
ikke gå på, men fortsatte med at komme i hendes hjem. Så aldrig
skyggen af hende. Til gengæld fik jeg snakket med hendes mor. På
mine hyppige aftenvisitter endevendte vi Verden. På et halvt år
bliver det til en del.
Sådan begynder det også den aften, jeg vil berette om. Familien har
spist; hygger sig nu med en kop te og jeg får en kop med. Thorvald,
hendes far sidder ved bordenden med ryggen til vinduet som vanligt;
Dagmar, hendes mor nærmest køkkenet. Jeg tager som sædvanligt stolen
overfor. Bag mig er der dør ud til verandaen. Det, der er nyt og
helt anderledes, er, at Nethe, min kæreste eller rettere
forhenværende også er der. Jeg har ikke set hende et halvt år, end
ikke et glimt. Hun har en stol tæt ved vinduet. Hun er der bare,
hilser ikke, siger ingenting; som om jeg bare er luft. Samtalen går
lidt trægt, lidt påtaget og både Thorvald og Dagmar bestemmer sig
for at gå tidligt til ro. Jeg belaver mig også på at gå. Så rejser
Nethe sig - lidt overraskende, overvinder sig selv - tager mig om
halsen og lader mig forstå, at det er mig, hun vil have. Så er vi
forlovet.
Det er også sidste udkald, for næste morgen tager hun til Norge på
tourné med et hold elitegymnaster og når hun er tilbage, er jeg
længe væk. Men hvad; vi nåede det. Vi er begge lettede. Storesøster
Ruth er lettet; hun har været min fortrolige Secret
Intelligence Service hele tiden. Ja, hele familien er lettet og
Rudolf inviterer mig med på telttur til Sæby sammen med Dortes mor
og tilbyder at køre omkring Søndersiggaard med mine ting fra
apoteket - Nethe er selvsagt med på teltturen. Vi ses en enkelt gang
eller er det to inden Nytårsaften på Hotel Aalborg i Thisted, hvor
vi ringforlover os; fast besluttede på at realisere det projekt, vi
lagde grunden til, da vi begyndte at komme sammen.
|
Highlights
|
|
Pariserhaven, Hotel Aalborg 1956 Poul Jensens Orkester. |
|
| Et tindrende velkomstsmil. |
Forlovede. Fjorten år gammel startede Agnethe en erhvervskarriere som balpianist, dameskrædder og spillelærerinde. Tyve år gammel har hun tre højskoleophold bag sig; leder amtets elitegymnaster; er langt mere udviklet og "voksen" end nogen! anden, jeg havde kendt. Det er disse kvaliteter, hendes skønhed og ranke skikkelse, der fascinerer mig. Fascinationen blander sig med en forelskelse, der holder livet igennem. Vores relation kan allerede dengang karakteriseres som varmt og fornuftsbetonet. Det udvikler sig livet igennem, så vi uvilkårligt smiler, når vi mødtes - bare een af os kom ind fra haven eller hjem fra en bytur. Vor mangeårige sejlerven og nabo Torben (Møller) bemærkede det "Du og Nethe, I smiler altid til hinanden". Mange år senere nævnte Preben (Buur) det også. Kameraet har lige indfanget et sådant ubevidst velkomstsmil. Vi finder i den grad behag i hinandens nærvær, at det nok er hemmeligheden bag vor lyst til mere end fyrre år til søs - på lille plads og mutters alene. En anden styrke var vor ubetingede støtte til hinanden i hvad end vi gerne ville. Nethe slutter en lejlighedssang til mig med ordene ”og alt du vil, er mig meget kært”. Til en mærkedag sagde jeg i en tale til hende, at vi tydeligvis var blevet mere og mere glade for hinanden med årene og det nok ingen ende vil tage og at ingen mand kunne finde en bedre hjælper i hvad projekter, der nu måtte være gang i. Jeg husker Lisbeths anerkendende ord om vigtigheden af altid at have en til “at holde ved”. Jeg selv har svært ved at finde ord for det. Det er ikke bare venskab og kærlighed. Det er meget mere. Vi står bare last og brast - Agnethe og jeg - er ét ærtehalm. Og dét fra dag ét.💗
|
| 2. maj 1958. |
Også jeg glædede mig til mit eget bryllup. Det skulle vise sig, at min rolle -
selvsagt var betydningsfuld som brudgom - dog mere blev som statist i et kæmpe
ceremoniel. Jeg havde set frem til at være sammen med Nethe en hel dag, men
fik ikke rigtig kontakt - vi hviskede end ikke sammen. Det var hendes store
dag og hun kendte alle og var opmærksom overfor alle. Da så middagen oprandt
og overlærer Kolding tog ordet til en endeløs tale, sneg jeg mig ud. Jeg blev
først savnet, da overlæreren til slut rettede sine lykønskninger direkte til
brudeparret. Det var pinligt. Brudgommen var der ikke. Det indkasserede jeg
bebrejdende blikke for, men i det mindste var de rettet mod mig et kort
øjeblik. I min familie holder man tale, når lejlighed gives og jeg var ingen
undtagelse, men det var som om jeg ikke rigtig var med den dag, måske som
tilskuer i kulissen. Derfor fik min tale for bruden lov at vente 25 år på sig
- og da havde jeg så hendes fulde opmærksomhed den ganske dag. Hvor herligt,
at det ikke var omvendt!
|
| Tidlig morgen 2. maj 1983. |
 |
| Aftenselskab i telt 2. maj 1983. |
Sølvbryllup. Til vort bryllup i 1958 var der mange taler. Jeg holdt ingen tale som det sig ellers hør og bør, det var ligesom ikke mine gæster. Det gjorde jeg så til gengæld til vort sølvbryllup. Hvad var mere relevant end fortælle hvorledes Agnethe og jeg traf hinanden - og så fordi der hører en god historie til. Jo, se i Verdens fjernest beliggende provins blev jeg udstationeret som discipel på et lident landapotek. Det var hos en ansvarsbevidst apoteker. Han lærte mig alt, hvad han kunne og resten overlod han til provisor Aarslev på Svaneapoteket i Thisted. Rutebilen til Thisted returnerede hver aften, så der netop var tid til en tur i biografen eller et par timers manuduktion i kemi. Med hovedet fyldt med syrer, baser og formler sad jeg som vanligt på hjemvejen og grublede, så jeg bemærkede ikke, at vi samlede et par passagerer op ved Sperring Brugs. Det er først da de satte sig et par sæder længere fremme. Men så kan det nok være, at syrer og formler blev skubbet til side. Så benovet var jeg, at jeg ikke fik taget mig sammen, førend de var stået af igen. Jeg havde nemlig set den flotteste og smukkeste kvinde nogensinde, høj og rank, som sendt fra Olympen.
Næste dag tog jeg tilbage til stedet, hvor rutebilen havde gjort holdt. Nord for vejen ligger en kæmpehøj, Halsbakke Høj, hvorfra man kunne se udover hele den østlige bydel. Svigermor fortalte senere, at hun undrede sig over, hvad den unge mand fra apoteket bestilte oppe på den store høj dag efter dag. Jeg overvejede at gå fra hus til hus. Jeg forelagde mit projekt for Jørgen. Han stod i lære som mekaniker og var barnefødt på stedet. Jeg beskrev den unge kvinde fuldstændig og nøjagtig. "Olav, sagde han, sådan en pige findes ikke her på egnen. Måske kommer hun fra Thisted eller Struer" - længere væk kunne han ikke forestille sig noget.
Det var lige ved at tage pippet, da der skete noget. Disciple bruger en ikke
ringe del af deres tid til at følge med i livet udenfor apotekets mure. Og
som jeg en dag står og kigger ud, høvler en bil rundt om hjørnet ved købmand
Nielsen og ud ad vejen mod Årup - og dér, ja dér sad hun. Bingo. Det var et
gennembrud. Nok havde sådan en mekanikertamp ikke forstand på piger og var
ganske uvidende om egnens skønheder og deres tilholdssteder - men biler, det
måtte han da have forstand på. Og det havde han. Jeg beskrev bilen ganske
nøjagtig - en to takter Lloyd, farve og det hele.
Jamen, jamen Olav, er du klar over hvem det er. Det er jo ... prik
prik prik.
Dér, omtrent dér valgte jeg at stoppe fortællingen til gæsternes
fortrydelse. Jeg fortalte dem, at de gerne måtte få resten af historien, men
at de måtte vente til vort guldbryllup - så skulle jeg nok åbenbare resten.
|
| Æresport 2. maj 2008. |
 |
|
Naboerne synger os op
og Rudolf spiller til.
|
|
| 2. maj 2008 Skanderborghus. |
 |
| 30.03.1983, Ruths sølvbryllup. |
 |
| December 1980 |
 |
Lars Olav og Agnethe Søndersiggaard 1957 |
 |
Lars Olav og Agnethe Grenaa Havn 2008 |
Ganske rigtig havde mekanikerlærling Jørgen Madsen ikke forstand på piger, men
på biler - ja, det havde han. Da jeg havde beskrevet bilen på vej mod Årup, en
to takter Lloyd siger han - og jeg husker endnu hans ansigt, som havde han set
en åbenbaring -
jamen, jamen Olav, det er jo Thorvald Baks den yngste. For ham var det
ligeså uvirkeligt som havde det været en alien fra en fjern planet. Deri havde
han nogen ret, thi landsbypigerne - som de var flest - var lave af vækst
ligesom bønderkarlene på den tid og Thorvald Baks den yngste var høj og rank
og ganske rigtig en åbenbaring. Det var den første hurdle, men at træffe hende
blev ikke let. Jeg fandt selvfølgelig ud af, at hun hed Agnethe og at hun var
balpianist i broderens band "Hundborg Trio". Der var ikke mange
friaftener og hun "gik ikke i byen". Det duede heller ikke at opsøge
hende, når hun var ude at spille, altså på arbejde, så jeg måtte vente til det
rette øjeblik. Det opstod så på Hotel Aalborg på een af hendes sjældne
friaftener.
Diamantbryllup. Jeg kan ikke helt huske hvorledes talen til diamantbruden gik, men jeg vil tro, at jeg tog tråden op og fortalte resten - eller næsten, fordi jeg havde bestemt mig for at gemme det sidste "vers" til talen for krondiamantbruden, når tid kom.
Krondiamantbryllup. Agnethe og jeg havde glædet os til at fejre
krondiamantbryllup sammen. Det skulle så være i 2023, men Agnethe måtte give
op forinden. For ikke at brænde inde med talen til hende besluttede jeg at
holde den første gang, vi var samlet - og det bliver til en Mortensaften i
2020.
Som tidligere fortalt, lykkedes det at finde frem til den smukke kvinde,
som jeg havde set i bussen fra Thisted en sen aftentime. Det lykkedes også at
træffe hende på Hotel Aalborg på een af hendes sjældne friaftener. Der var
noget tilfældigt over det, men pludselig en aften fik jeg øje på hende i en
mørkerød fløjlskjole. Hun var i festligt lag, jeg tror det var musikere og
hendes broder Rudolf var der også.
Da jeg skønnede tiden, var ret, bød jeg hende op til dans. Vi så
hinanden så dybt i øjnene at alt andet forsvandt i dette øjeblik og hun
takkede ja. På den tid dansede man vanligvis to ture, to danse førend man
fulgte damen på plads igen. Når musikken pauserer efter første dans, stopper
alle op og klapper. Man går lidt rundt på stedet og prøver at konversere,
indtil musikken begynder igen. Det gjorde vi også - Agnethe og jeg - og jeg
siger noget i retning af
"Det er godt nok varmt, jeg kunne godt bruge en mundfuld frisk luft".
Det var selvfølgelig ikke særlig åndrigt, men Agnethe syntes det samme. Vi
banede os vej mellem de dansende og ud bagved, fandt en baggang. Den var lidt
snæver og kun oplyst af en søvnig 15 Watt elektrisk pære, der bare hang i sin
ledning uden skærm. Der var en trappe, der førte op ovenpå. Vi satte os på et
trappetrin. I løbet af en lille stund opnår jeg invitation til at besøge hende
på hendes systue, når jeg havde en fridag og også til at komme til aftenkaffe
hos hendes forældre, når hun havde en friaften. Friaftener havde hun ikke
mange af. Hun var som regel ude at spille. Hun ledede også gymnastik og gik på
aftenskole.
Jeg har læst om et begreb, man kalder "brusende forelskelse". Hvis ikke den var der, da vi klappede op efter første dans, så var den der
inden vi gik hjem. Vi dansede sammen hele aftenen og fulgtes ad, da
Rudolf kørte os hjem. Jeg kom selvfølgelig på besøg på hendes systue, ret så
ofte. Her havde Agnethe og storesøster Ruth indrettet sig med to
trædemaskiner, et lille bord og kakkelovn. Jeg tog også mod invitationen til
aftenkaffe, når Agnethe havde fri.
Ved en sådan aftenkaffe bryder man op ved normal sengetid. Det
gjorde jeg også og Agnethe fulgte mig til dørs. Og - tro mig - så stod vi dér,
i Thorvald og Dagmars baggang, ret op og ned i timer. Vi kunne simpelthen ikke
nænne at sige Godnat. Først ud på de små timer var der ingen vej udenom og
disciplen måtte hjem til sit apotek.
Vi var et flot par. Jeg tænker ofte på, hvad vi snakkede om. Vi
grundlagde et fælles projekt i disse sene aftentimer, to unge mennesker på
tyve år, med drømme og planer - ja, det snakker jeg stadig med Nethe om inde i
mit hoved og bliver glad derved, så glad, at jeg tager mig selv i at smile.
Krondiamantbryllup, Efterskrift. Et lille efterskrift. For ikke at brænde inde med krondiamantbryllupstalen får jeg lov at holde den ved en traditionel Mortensaften den 14. november 2020. Rudolf kommenterede med en egen erindring fra Nethes ungdom. L. H. Grams fotografiske atelier på Storegade i Thisted havde udstillet et portrætfoto af Agnethe. Det kom storesøster Rigmor for øre og hun skulle selvfølgelig ind og se. Et ukendt ægtepar ser også på det og konen siger "Hvor er hun smuk". Tænk, at Rudolf husker det.
Word Count
Fra et indlæg "Word Count" på bloggen "Speakers Corner" -
link
- er hentet denne tabel, hvor interlocutor nr. 2 står for Dagmar og nr. 3 for
Nethe
|
Interlocutor |
Period |
Quality Time T h |
Dialogue P % |
Intensity I % |
Words per min |
Calculated words # |
Word Count Rounded # |
|
1 |
1953 |
540 |
100% |
100% |
150 |
4.860.000 |
5.000.000 |
|
2 |
1956 |
48 |
100% |
100% |
150 |
432.000 |
400.000 |
|
3 |
1955/1956 |
50 |
100% |
50% |
150 |
225.000 |
200.000 |
|
3 |
1957/2020 |
137.970 |
50% |
80% |
150 |
496.692.000 |
500.000.000 |
|
4 |
2021 |
17 |
80% |
100% |
150 |
122.400 |
100.000 |
Selvom dialog med min far næppe klarer min minimumsgrænse for Word Count, så
har han sat mange grænser for mig. Word Count er ikke alt. Han betroede mig,
at mange unge kvinder fra landsbyen søgte at indynde sig, men at han ikke
ville binde sig førend, han kunne klare forsørgelsen. Dertil havde han set for
megen fattigdom. Da han blev født, var fattigdom noget man døde af. Denne
holdning brændte sig ind i sindet hos sønnen - aldrig svigte sit og
sine.
Kommentarer
Send en kommentar