Selvstændig. Driver datterselskab med KMC som partner.

Erindringer 1984 – 1994

KMC – Et ledelsesproblem

I 1984 blev jeg immatrikuleret ved universitetet i Aarhus. Her myldrede det med oplevelser dagen lang og det var afslappende at være helt sig selv – noget jeg ikke havde prøvet siden studietiden i København. Kaj Dalsgaard, direktør for Kartoffelmelcentralen (KMC) havde jeg lært at kende dengang han var driftsleder ved kartoffelmelsfabrikken i Toftlund. Han havde fået nys om mine nye studier og mente, at når jeg alligevel ikke havde noget at lave, kunne jeg godt tage og hjælpe ham.

Vi havde ikke talt sammen længe, da han ringede. Der var svære problemer på derivatfabrikken i Brande og kommunen ville melde ham til politiet for grov miljøforseelse. Onsdag eftermiddag var der ingen forelæsninger og ingen øvelser på universitetet, så jeg tilbød at se forbi.

Derivatfabrikken forædlede almindelig kartoffelstivelse til industrielle specialprodukter. Jeg havde selv leveret fabrikken til Karup, da jeg i sin tid var hos Karl Kroyer. Nu var den flyttet til Brande – angivelig grundet samarbejdsproblemer med driftsledelsen i Karup.

Vel ankommet til Brande, samlede jeg folkene. Kaj havde forberedt mig på, at der var mange ting i vejen og at der bl.a. var blevet klaget over indeklimaet. Jeg tænkte, nu gør jeg som vi lærte i personaleledelse på Handelsskolen, jeg spørger bare:

· Hvad er problemet? Svar: Det støver, sommetider så vi ikke kan se fra ene ende til den anden!

· Hvor kommer støvet fra? Svar: Det kommer deroppefra. Der blev peget mod loftet!

· Hvad er der galt? Svar: Det rør, der blæser stivelse herover, er utæt!

· Kan I selv tætne det? Svar: Ja!

· Så fix det til vi ses næste gang!

Næste onsdag var det fikset og vi kunne tage fat på det næste problem. Sådan gnavede vi os - onsdag efter onsdag - igennem hele bunken og til sidst kunne jeg melde klart skib.

Nyinstallation næsten 20 år tidligere i Karup.

Derpå meddelte jeg Kaj, at han havde et ledelsesproblem på fabrikken og behøvede en ny fabrikschef.

KMC – Et Miljøproblem

Brande Kommune ville melde Kaj Dalsgaard til politiet for en miljøforseelse. Det var et mere alvorligt problem. Ved et uheld have fabrikken lukket et ton stivelse ud i kloakken. Så meget på én gang havde ødelagt kommunens rensningsanlæg helt og aldeles.

Af fabrikkens miljøtilladelse fremgik de mængder, der måtte udledes. Der var dog intet måleur på udledningen, men det var åbenbart, at udledningen ikke kunne overstige den mængde vand, fabrikken havde brugt og på vandledningen var der et måleur.

Jeg fandt to datoer, hvor uret var officielt aflæst og indenfor hvilken periode det famøse stivelseudslip havde fundet sted. Ved at gange den tilladte døgnudledning med antallet af dage mellem de to aflæsninger af vanduret, fremkom den samlede tilladte udledning i perioden. Den viste sig at værre større end det konstaterede udslip og vi postulerede, at fabrikken altså ikke havde overtrådt sin udledningstilladelse i den periode. Det var selvsagt at tviste facts og argumenter, men det gik og Kaj slap for tiltale.

Jeg tror det var af ren og skær taknemmelighed, at Kaj spurgte ind til, hvad jeg gik og lavede inde på det universitet. Han spurgte om det betød, at jeg kunne lave EDB. Han havde lige fået et komplet tilbud fra IBM. Kunne jeg lave sådan noget. Det ville jeg gerne og jeg ville gøre det til samme pris som IBM. Så var jeg i gang!

Det bør nævnes, at vi kom sammen med Kaj og hans kone Inga privat. Det havde vi gjort lige siden hans driftsledertid i Toftlund – runde fødselsdage, konfirmationer osv. Og – lidt usædvanligt – var jeg lige så længe inviteret med ved særlige forretningsmæssige begivenheder. Det kunne være besøg af udenlandske delegationer, virksomhedsbesøg i ind- og udland og så alle de store generalforsamlinger og udflugter. Jeg sagde altid ja tak til at komme og ”kaste lys over selskabet”.

Kaj Dalsgaard i samtale med en deltager (ukendt) i en af KMC’s årlige udflugter.

KMC – KMC’s Verden

Min tanke var, at det nye Edb-system skulle afbilde alt. Det være sig salg, agenter, regioner, produktion, fabrikkerne etc. Derfor gav jeg det arbejdstitlen ”KMC’s Verden” og det navn blev hængende. I tre måneder gik jeg og tænkte på strukturen – stort set fra morgen til aften. Jeg tænkte kun. Tænke logisk var det eneste, vi lærte på universitetet. Ikke en eneste linje programmering lærte vi – det havde man bevidst lagt allersidst i studiet, 4.-5. år. Gik meget nede i skoven og langsomt tonede omridset af et komplet system frem. Det ville blive for tidrøvende at programmere det i Pascal eller C, så jeg bestemte mig for et såkaldt 3. generationssprog og valget faldt på ”DataFlex”. Det skulle først læres, men viste sig produktivt.

I stedet for IBM-maskiner valgte jeg Regnecentralens nye RC Partner med 256 k bytes hovedlager og Concurrent CP/M-86 styresystem. Concurrent betød, at 4 maskiner (arbejdspladser) kunne arbejde samtidigt på een og samme fælles database. Mere avanceret kunne en mikrodatamat ikke blive. Jeg købte to, så mens den ene kompilerede kunne jeg fortsætte programmering på den anden.

Det blev til mange tusinde linjer kode og endelig var jeg klar til at vise resultatet til Lis Jensen, min kontakt hos KMC.

Jeg ved ikke hvem, der blev mest ked af det, Lis eller jeg – tror det var Lis. Det var helt formidabelt, hvad systemet kunne udrette, men det kunne ikke bogføre. Lis forsøgte behjertet at fortælle mig om bogføring – noget jeg absolut intet kendte til.

Jeg lyttede til Lis og fik det kodet. Så kom den næste overraskelse eller rettere forskrækkelse. Jeg havde byttet om på Debet og Kredit. Der fulgte nogle hektiske dage, så blev alle plusser til minus og omvendt. Det kørte bare.

De næste 15-20 år tonede ”KMC’s VERDEN” hver morgen frem på maskinerne i Herning. Efterhånden var der kommet flere maskiner og nye servere. Mit forretningskoncept var at sælge alt som enkeltprogrammer. Hver en ændring og tilføjelse blev solgt som et program og prisen sat, så den matchede andre kontorprogrammer. Det slap jeg godt fra.

KMC – Tænketank

Direktør Kaj Dalsgaard var kommet på den ide, at KMC også skulle have en tænketank – det var nyt og oppe i tiden. Han selv blev tænketankens formand og som menige medlemmer udpegede han mig og selskabets revisor. Tre mand – og vi startede regelmæssige møder. Det var faktisk hyggeligt.

Kaj kunne fortælle os om salget af kartoffelmel og de muligheder, han så for udvikling af markedet. Herhjemme var salget til husholdning faldende. Der blev ikke spist så meget rødgrød mere. Til gengæld var salg til eksport ganske givtigt og det kunne ske med EF-tilskud. Eksportrestitution hed det. Tilskuddet varierede, men var stort set på højde med den pris, der kunne opnås på de fjerne markeder i konkurrence med de billige lokale stivelser.

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være at spørge, hvorfor så ikke øge eksporten? Jamen, vi har ikke mere stivelse, var svaret. Vi har udsolgt. Tænketanken var begyndt at fungere. På det næste møde forslog jeg at sætte produktionen op. På det næste igen fortalte Kaj, at tanken var blevet mødt positivt i Toftlund – den fabrik, han selv havde været driftsleder på og hvor han stadig havde venner i ledelsen. Jeg tilbød at tredoble produktionen i Toftlund. Det vil sige at løfte produktionskapaciteten fra 4 til 12 ton stivelse i timen.

Og så tog begivenhederne fart.

Kun én kunde – det havde skattevæsenet det svært med at acceptere og tvang mig faktisk over i en selskabsform. Den 1. april 1987 registreredes LARS THOMSEN & SØNNER, SKANDERBORG ApS (LTS). Dette selskab blev 10. maj 1989 omdannet til LARS THOMSEN & SØNNER A/S med Jens og Niels i bestyrelsen og en aktiekapital på 300.000 kr. – senere 29.12.1993 hævet til 500.000 kr.

Engineering – Toftlund

Bestyrelsen i Toftlund gik med til en udvidelse fra 4 til 12 t stivelse i timen – en udvidelse, der også krævede en ny bygning. Det var så stor en mundfuld, at det blev besluttet at bide den over i to etaper med nyt kartoffellager som første skidt – det blev i 1989.

Det lykkedes mig at få fremstillet ekstra høje præfabrikerede L-elementer. De stilledes ved siden af hverandre og det er faktisk kartoflerne, der tynger foden ned og hindrer muren i at vælte. Tagspær blev placeret helt udenfor for at undgå korrosion fra evt. smattede kartofler. Det er i det hele taget første gang i Danmark, der opføres en lukket kartoffelager. Fyldning skete som noget nyt automatisk under brug af ekkolod og bygningen rummede ganske mange nyskabelser. Det samme kan siges om det nye påslag ude i fabriksvejen.

I forlængelse af lageret opførtes en vaskehal uden indvendige søjler og med et enkelt hængdæk til de forholdsvise lette planfiltre. Billedet fra rejsegildet viser nogle bygningsdetaljer.

På billedet ses de færdige bygninger med udvendige søjler i selve kartoffellageret. Vaskehallen har et tårn, der rummer silo for renvaskede kartofler.

Uden baggrund og erfaring var det en voldsom og overvældende ingeniørmæssig anstrengelse at designe fabrikken og forestå dens opførelse. Oestens Efterfølgere hjalp med byggesag og et entreprenørfirma med støbearbejde og rejsning af bygningen. Et nyt AutoCAD program hjalp med at lave nogle pæne målsatte tegninger, men alt i kartoffelageret var skævt og ingen andre kunne sætte bygningens mål. Jeg syntes jeg var nødt til at tage hjælp til styringen og fik fat i EPN på Sjælland, men jeg skulle jo udskrive alle styretabellerne, så det havde nok alligevel været lettere for mig også selv at skrive programmet.

Oveni ingeniørarbejdet kom undersøgelser og miljøansøgninger for frugtand og vaskevand fra den tredobbelte produktion. Det meste af det blev udført i 1988 og faktureret af vort eget selskab LTS. For at flytte risiko bort fra LTS og især afværge modstand mod, at vi overtog maskinleverancerne, blev oprettet et selskab, DSI, hvor fabrikkerne hver havde en andel.

Engineering – DSI starter

8. juni 1988 blev DSI, DANSK STIVELSESINDUSTRI, INGENIØRFORRETNING ApS registreret med ingeniør Niels Jørgensen og advokat Carl Erik Skovgaard i bestyrelsen. Niels Jørgensen og jeg havde hver 25% af anparterne og de sidste 50% blev fordelt mellem de fire kartoffelmelsfabrikker og KMC.

Vi fik adresse hos Niels Jørgensen, Lind Stålindustri i Herning, ikke langt fra KMC. Der blev opsat en rød telefon med vort nummer og alle, der tog den, skulle sige ”Det er DSI”. Det skete også. Når det var Niels Jørgensen, der tog telefonen, sagde han pligtskyldigt ”Det er DSI”, men ikke desto mindre afgav han tilbud, tog ordrer og fakturerede dem i eget firmanavn. Selv KMC fandt det underligt, at de ringede en forespørgsel ind til DSI, der eget nye firma, og så kom regningen fra Lind Stålindustri.

Det var ikke muligt at bibringe Niels Jørgensen forståelse for, at det var forkert – faktisk mandatsvig overfor det firma, hvori han sad som medlem af bestyrelsen. Niels Jørgensen handlede illoyalt, syntes jeg og fik ham 6. april 1990 smidt ud og KMC overtog hans andele. Det blev nødvendigt at fraflytte adressen og DSI fik midlertidig adresse hos KMC.

Det var en skuffelse og et smerteligt tab, som jeg fik mere end svært ved at overvinde. Niels var en snild og habil maskiningeniør og med et maskinværksted og et halvt hundred mand –vanskelige for mig at finde erstatning for.

Jeg forsøgte med Ib Nielsson, gammel kollea fra mine Kroyerdage, men han var hverken snild eller loyal. Loyalitet synes en mgangelvare i erhvervslivet.

Engineering – Det første kup

Alfa Laval havde siden halvtredserne være eneleverandør af centrifuger til raffinering af kartoffelstivelse. Da svenske Gösta Larsson fik sit gennembrud med hydrocycloner til afløsning af centrifuger, sikrede Alfa Laval sig eneforhandling i Danmark.

Deres salgschef Schacht bliver alvorligt syg og hans medarbejder Svend Aage Jacobsen tager over - midlertidigt. Jeg giver Svend Aage et tilbud, han ikke kan sige nej til. Så skriver vi et brev – på KMC’s brevpapir – til Gösta Larsson, signeret af Svend Aage, hvor vi beder om tilbud på en ny stivelseslinje til Toftlund.

Gösta ræsonnerer, at med tab af både Schacht og Svend Aage kan Alfa Laval ikke længere varetage hans interesser. Det kan vi - med Svend Aage ombord. Gösta læser også - som tilsigtet – brevet, som en henvendelse fra Kartoffelmelscentralen og de danske stivelsefabrikker. For en sikkerhedsskyld ændrer vi navn fra DSI til KMC Starch Engineering ApS. Da Alfa Laval vågner op, bliver der en frygtelig ballade, men de har tabt slaget.

Dette kup gav vores forretning et løft. I stedet for et konsulenthonorar, som hverken kunne øde eller føde, fik vi en reel salgsindtægt. Et indkøb på 10 millioner kr. solgte vi videre for 14½ million kr. med ca. 30% avance regnet på salgsprisen. Der blev heller ikke tinget om salgsprisen, for det var jo deres ”eget” firma, fabrikkerne handlede med.

For yderligere at cementere kuppet, tog jeg kontor hos KMC på deres adresse i Herning. Det gik ikke alt for godt, så jeg måtte leje en kontorpavillon til opstilling udenfor på parkeringspladsen. Heller ikke det var velset, så flyttede jeg til 1000 m² industrilokaler lejet i Brande og fik indrettet kontorer og værksteder dér. Da var kuppet også velkonsolideret.

De nye lejede lokaler til ”KMC Starch Engineering ApS” ligger i Brande klods op til kartoffelmelsfabrikken og til Derivaten – eet stort stivelse compound..

[endif]-->[endif]-->

Engineering – et skibbrud

Interessen for processtyring gik for mit vedkommende år tilbage. Lidt overbebyrdet havde jeg købt hjælp til styring af Toftlunds nye kartoffellager hos EPN i Lille Skensved. Det var egentligt gået ganske godt, så deres direktør Niels-Bo Christensen og jeg besluttede at danne et nyt fælles selskab, EPN Electric A/S til fælles bedste.

Det blev etableret 15.02.1990 med mig som direktør. Den første opgave blev at levere komplet styring til den nye stivelselinje i Toftlund. Brande havde i mellemtiden også meldt sig som køber af en tilsvarende linje. Jeg anså opgaven som overkommelig – der skulle blot leveres en kopi.

Min advokat Carl Erik Skovgaard overtalte mig til at tage Claus Jørgen Søgaard Poulsen fra El:Con med i det nye selskab. Det var en kæmpefejl, en fatal fejl. Det var så slemt, at vi allerede 09.09.1992 måtte bringe samarbejdet til ophør og lade selskabet falde tilbage til EPN. Det kan ærgre mig den dag i dag – meget, rigtig meget.

Engineering – en mand to fabrikker

Det nye kartoffellager og vaskehallen i Toftlund blev færdiggjort i 1989. Det følgende forår er vi klar til selve stivelseslinjen. Svend Age har indhentet tilbud fra Gösta Larsson og skrevet det over på vort brevpapir, sådan som han før havde været med til, mens han var hos Alfa Laval. Vi fik ordren og glædede os til at komme i gang.

I Brande drev misundelse bestyrelsen til at efterspørge en tilsvarende udvidelse. Det var mere end vi kunne gabe over. Toftlund var mere end nok. Det var jo for os noget helt uprøvet. I Brande truede og lokkede man, indtil vi gav efter. De havde allerede en dekanter, så Svend Aage undlod at bede om tilbud på koncentrering til Brande og for mig lød det fornuftigt nok.

Gösta Larsson selv havde også mere end nok. Han havde solgt den største stivelseslinje nogen sinde til Avebe i Holland, så ham så vi ikke meget til – faktisk slet ikke.

To fabrikker på én gang var for meget for Svend Aage. Han får en blodprop, bliver indlagt og sygemeldt hele sommeren. Jeg får installeret mobiltelefon i bilen – en kæmpeklods, der fylder godt i bagagerummet, men med to fabrikker og 50-70 mand i arbejde, lever jeg faktisk i bilen. Jeg har fået en medhjælp på kontoret hos KMC i Herning, men grundet uforligelighed, bliver jeg - midt i det hele - nødt til at flytte hende, først ud i en kontorpavillon udenfor på parkeringspladsen og senere til nye lokaler i Brande.

Endelig bliver Gösta færdig hos Avebe og kommer op for at hjælpe os med at køre fabrikken ind. Han er utilfreds med vores nye vaskelinje og flere ting skal laves om. Værst, han accepterer ikke, at jeg indimellem tager til Brande for at tage vare på montagen dér. Hvis han skal være i Toftlund, så skal jeg også. Da Svend Aage bliver raskmeldt, sniger vi os ud efter sengetid og prøver at overkomme det hele. Til sidst bliver vi færdige og får afleveret fabrikken til Toftlund og kan endelig vende os fuldt og helt mod Brande.

I Brande kom ordren sent og de var indforstået med, at de så også kom sidst nu. Efter tilbud var afgivet til Brande i foråret, var det kommet Gösta for øre, at vi ville bruge den eksisterende Westfalia dekanter til koncentrering. Det ville han slet ikke høre tale om, så vi måtte efterbestille en komplet koncentrering hos ham og vi kunne ikke få Brande til at betale ekstra for den. Da Gösta har været hjemme et par dage kommer han til Brande sammen med sin søn Jörgen. Han vil ikke indenfor, hvis dekanteren stadig var der. Det kunne vi ikke love og Gösta siger de uforglemmelige ord: ”Jörgen, vi åker hem”. Fabrikkens driftsleder var imidlertid kommet til og lover, at dekanteren vil være fuldstændig frakoblet og det sørger hans smede for imens. Så kom vi i gang.

Der var - selvfølgelig vil jeg i dag sige - mange og også kostbare ting, som Gösta insisterede på, skulle rettes. Vi kommer igennem og får også Brande afleveret.

Engineering – En erkendelse

Levering og idriftsættelse af de to anlæg i Toftlund havde vist nødvendigheden af uafhængighed af Gøsta Larsson. Det være sig til proces som indkøring. Det havde hverken Svend Aage eller jeg helbred til. Da så ordren kom til udvidelse af fabrikken Karup, får vi den gjort klar til indkøring uden en eneste ting skal rettes denne gang og jeg er indædt besluttet på at bruge tid på at komme til bunds i processen. Det havde der slet ikke været tid til i Brande og Toftlund.

Gösta Larsson havde altid været karrig med procesdata. De flydeskemaer, vi fik udleveret, var blottet for detaljer. Dem havde Gösta kun på sit eget eksemplar. I Karup benyttede jeg en hver given lejlighed til at smugkigge og ligesom affotografere udsnit efter udsnit og i hemmelighed notere hans data i min håndflade med kuglepen for skyndsomt at renskrive dem. Gösta aflurede det en dag og så var det slut med at se på hans flydeskema, når jeg var der. Til stor irritation for Gösta analyserede jeg systematisk prøver fra hele linjen. Supplerede med temperaturmålinger for at finde den energi pumperne afsatte og indirekte flowet. Det fortsatte jeg med efter Gösta var taget hjem, indtil jeg kunne reproducere alle loops med de data, jeg i smug havde noteret.

Udvidelsen i Karup blev afleveret til tiden og indkøringen havde taget os mindre end to uger.

Engineering – Det helt store kup.

KMC Starch Engineering ApS, som vi havde sammen med KMC og fabrikkerne havde nu leveret og opstillet udrustning, der flerdoblede produktionskapaciteten på fabrikkerne i Toftlund, Brande, Karup og Auning.

Udvidelse i Auning fik vi idriftsat og afleveret, selvom Gösta var engageret andetsteds. Da Gösta endelig havde tid og kom til Auning, kørte fabrikken. Dette og mere affødte respekt og anerkendelse. Nu var det pludselig slut med hemmelighedskræmmeriet. I Auning havde vi Jens med. Jens og Gösta kom på god fod. Hydrocyklonernes over- og underløb blev grundigt forklaret. Jeg har aldrig før set Gösta så afslappet og ligefrem fornøjet. Gösta blev også ved sidenhen - lige til han ikke kunne mere - at ringe til mig privat for at snakke stivelse.

Dermed var den første hurdle overstået i det helt store kup.

Som direktør for KMC Engineering ApS tog jeg ikke løn, men LTS fakturerede i stedet alle mine timer. Det var givtigt, for givtigt og en torn i øjet på driftslederne på de fire fabrikker. Utilfredsheden ulmede i alle kroge og uden min gamle ven Kaj Dalsgaard til at dæmpe gemytterne og i stedet med en ny selvhævdende direktør, blev det uholdbart.

Den nye KMC-direktør, Uffe Andreasen ønskede at udnytte sit flertal i bestyrelsen og tillod kun én bestyrelsespost til LTS. Jeg valgte at udskifte Carl Erik Skovgaard med min gamle ”ven” Niels Jørgen Nørr, teknisk direktør hos Niro-DDS A/S – det er 18.02.1993. Uffe Andreasen satte et møde op med Jørgen Nørr og mig i København og her faldt de mig begge i ryggen. Nu gjaldt det at holde gode miner til slet spil.

I største hemmelighed aftaler jeg med Svend Aage at etablere et nyt firma med ham som direktør og han tager sin afsked fra KMC Starch Engineering. Det nye firma venter til 27. juni 1994 med at registrere og det får navnet MIDTJYSK MASKINSERVICE & MONTAGE APS eller MMM i daglig tale.

I lige så stor hemmelighed lejer mit gamle firma LTS Technic ApS sig ind i Forskerparken i Aarhus og skifter samtidig navn til International Starch Institute ApS. Dette registreres 12.04.1994. Det aftales, at maskiningeniør Klaus Bajlum følger med Jens over i det nye firma i Forskerparken, hvor et offentligt støtteprogram betaler deres løn den næste årstid godt og vel.

I mellemtiden har Svend Aage aflagt besøg hos Gösta og fortalt om sine planer om at starte for sig selv med et nyt firma, MMM. Gösta har altid syntes godt om Svend Aage og da han senere erfarer, at både Jens og jeg har forladt KMC Starch Engineering, falder også dette på plads.

Nu er scenen sat. Først tager Svend Aage og så Klaus og Jens deres afsked som nøje planlagt. Uffe Andreasen bliver stiktosset. Hasteindkaldelse af bestyrelsen og det ender selvfølgelig med at jeg får en fyreseddel. De bliver nødt til at afkøbe mig mine anparter med 25% af selskabets egenkapital. Uffe får fat i et nyt direktøremne fra kartoffelmelsfabrikken i Vendsyssel, men da han når frem, er også smedene gået. Kun Kirsten, halvdagskontordame sidder alene tilbage. Det firma kan selvfølgelig ikke fortsætte og inden året er omme er det likvideret.

Det kunne vi derimod – fortsætte. Succes med tredobling af produktionskapaciteten herhjemme var med til indførsel af et loft for EF-støttet kartoffelstivelseproduktion. Vi vender os mod verden udenfor – en verden, vi har mod på at vinde. Det store kup var lykkedes.

I Forskerparken starter vi beskedent med kun et kontor, der snart udvides til to. Inden det får ende, har vi en hel fløj med eget laboratorium.

Gå til Erindringer 1994 - 2001

We Are the World

USA for Africa

There comes a time
When we heed a certain call
When the world must come together as one
There are people dying
Oh, and it's time to lend a hand to life
The greatest gift of all

We can't go on
Pretending day-by-day
That someone, somewhere soon make a change
We're all a part of God's great big family
And the truth, you know, love is all we need

We are the world
We are the children
We are the ones who make a brighter day, so let's start giving
There's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me

Oh, send them your heart
So they know that someone cares
And their lives will be stronger and free
As God has shown us by turning stones to bread
And so we all must lend a helping hand

We are the world
We are the children
We are the ones who make a brighter day, so let's start giving
Oh, there's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me

When you're down and out, there seems no hope at all
But if you just believe there's no way we can fall
Well, well, well, well let us realize
Oh, that a change can only come
When we stand together as one, yeah, yeah, yeah

We are the world (are the world)
We are the children (are the children)
We are the ones who'll make a brighter day, so let's start giving (so let's start giving)
There is a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me

Oh, let me hear you!

We are the world (we are the world)
We are the children (said we are the children)
We are the ones who'll make a brighter day so let start giving (so let's start giving)

There's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me, come on now, let me hear you

We are the world (we are the world)
We are the children (we are the children)
We are the ones who'll make a brighter day so let's start giving (so let's start giving)
There's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me, yeah

We are the world (we are the world)
We are the children (we are the children)
We are the ones who'll make a brighter day so let's start giving (so let's start giving)

There's a choice we're making
And we're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me

We are the world (are the world)
We are the children (are the children)
We are the ones who'll make a brighter day so let's start giving (so let's start giving)

There's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me

We are the world, we are the world (are the world)
We are the children, yes sir (are the children)
We are the ones that make a brighter day so let's start giving (so let's start giving)

There's a choice we're making
We're saving our own lives
It's true we'll make a better day, just you and me, ooh-hoo!

We are the world (dear God) (are the world)
We are the children (are the children)
We are the ones that make a brighter day so let's start giving (all right, can you hear what I'm saying?)
There's a choice we're making, we're saving our own lives

Sangskrivere: Michael Jackson / Lionel Richie

Søg i denne blog

Erindringer

Selvstændig (1984-1994)