Geigy havde fremstillet Imipramine, solgt under varemærket Tofranil. Det er
en tricyclic antidepressant (TCA), der først og fremmest benyttes til
behandling af depression. Medicinsk behandling er nyt. Hos Geigy i Basel får
jeg i 1960 og 61 indgående træning i tidlig diagnose og behandling af
melankoli (depression) og manio-depressiv psykose m.m. Det er denne viden,
jeg skal bringe videre til sygehuse og praktiserende læger i det danske
sundhedsvæsen. Om muligt skal jeg iværksætte og understøtte kliniske forsøg
med Tofranil. Det blev mit første job.
Dengang talte vi om endogen depression (indefra kommende). Det gør vi ikke
mere - lidt i erkendelse af, at depression - populært sagt - er en
tristesse, der bider sig fast og som oftest har en årsag.
Det er en udbredt sygdom, der rammer hver femte og hos hver tiende udvikler
den sig i svær grad. Det er en dødelig sygdom. Seks mennesker, jeg har mødt
og kendt, har taget deres eget liv. Kun i to tilfælde blev der ikke fundet
nogen ydre årsag eller mistanke
om det og kun i to tilfælde blev der iværksat behandling. I 1960 bliver kun få
diagnostiseret i den almene lægepraksis og der er et stort behov for at
undervise i de tidlige kendetegn. For mange får blot diagnosen "dårlige
nerver" og endnu flere bliver overset. Psykisk traume kan trigge en
depression; det kan glæde og lykke ikke.
Over a three-year period, more than 500 psychiatric patients of
various diagnostic categories were treated with imipramine
hydrochloride. It was demonstrated that the compound has potent
antidepressant action. Best responses were obtained in cases of
endogenous depression showing the typical symptoms of mental and motor
retardation, fatigue, feeling of heaviness, hopelessness, guilt, and
despair. The condition is further- more characterized by the
aggravation of symptoms in the morning with a tendency to improvement
during the day. Treatment with imipramine hydrochloride resulted in
full or social recovery in a high percentage of the patients. As a
rule, the initial response was evident within 2 to 3 days, while in
some cases 1 to 4 weeks of therapy were required. In view of the
symptomatic nature of the action of imipramine hydrochloride, therapy
must be maintained as long as the illness lasts.
Source.
Geigy har en stor produktpalette, men i de år fylder introduktionen af
Tofranil ganske meget.
I forbindelse med min træning havde Nethe og jeg nogle dejlige ophold i
Svejts. Det er første gang, vi er langt væk og vi har mange gode oplevelser
fra den tid.
Jobbet var velbetalt – det dobbelte af begynderløn for en apoteksprovisor
og dertil tilskud (diæter) til at bo for ude og til drift at vores første
VW, folkevogn. Alligevel bliver jeg fristet til at søge et mere aktivt
job.
FDB, Teknisk-Kemisk Fabrik
Viby havde en god beliggenhed i forhold til varetransport, da det lå tæt
ved en jernbanestation og ved Gl. Horsens Landevej. Dér opførte FDB i 1906
tre fabrikker, en sæbefabrik, en teknisk-kemisk fabrik og en tovværksfabrik.
Den teknisk-kemiske fabrik og
sæbefabrikken blev i slutningen af 60’erne slået sammen til en ny enhed
under navet Teknisk-Kemisk Fabrik Viby.
På den tid var et job intet problem. Vi kunne stort set gå ind ad en
hvilken som helst dør og bede om et job. Det gjorde jeg og fik min dagligdag
i laboratoriet på den teknisk-kemiske fabrik med ansvar for driftskontrol og
sammen med cand. pharm. Knud Møller med til at udvikle nye produkter. Vi
kunne godt sammen, begyndte at komme sammen privat. Lisbeth og Knud havde
truffet hinanden på Island og slået sig ned ude i Skovhuset i Fløjstrup. Det
blev et venskab for livet.
Sammen med Knud fik jeg lov at arbejde med på en ny produktserie af maling
og lakker og selv lavede jeg en ny kosmetikserie – noget der ligger godt for
en farmaceut. Ingen af disse nye produktserier slog igennem hos ledelsen og
var den egentlige årsag til, at jeg fandt arbejdet udsigtsløst og forlod
FDB.
Karl Kroyer.
Ganske tæt ved FDB havde Karl Kroyer bygget et nyt domicil med var nabo
Sejersen som arkitekt. Jeg kom til ansættelsessamtale og Kroyer spurgte mig,
hvad jeg lavede. Svarede, at det nok ville føre for vidt, men jeg kunne da
sige, at jeg lige netop havde eksperimenteret med mælkeerstatning lavet på
sojabønner. Der måtte være genklang, for jeg blev ansat på stedet.
Dansk Kartoffelstivelseindustri
Karl Kroyer havde indgået en aftale med kartoffelmelsfabrikkerne om at
overtage den driftskontrol, de hidtil havde fået udført hos Danmarks
Tekniske Universitet, DTU på Sjælland. Den aftale blev mit job. Der var jo
kun produktion i vinterhalvåret, så hele sommeren var til fri rådighed.
Faktisk havde jeg overskud til at deltage i opgaver for andre klienter. Det
førte til de mest mærkelige jobs – og mange lærerige jobs.
Kartoffelmelsfabrikkerne syntes jeg, havde første ret, så jeg udviklede en
serie modificerede stivelser. Det skete over samme læst. Laboratoriearbejde
sommeren igennem afsluttet med et pilot plant forsøg hos os selv. Så fulgte
et fabriksforsøg med fremstilling af nogle få ton modificeret produkt.
Kroyer pressede på for at der kom noget ud af det, så vi fik bygget og
idriftsat en derivatfabrik i Karup med 12½ m3 reaktorer. Kroyer
have dog større forventninger og opsagde kontrakten.
Indvielse af derivatfabrikken i Karup. Kaj Dalsgaard (th).
Total Sugar.
Efter fremkomsten af forsukringsenzymer bliver det muligt at spalte
stivelse næsten helt til glukose med kun et par procent maltose og andre
sukkerstoffer som biprodukt. Det får Kroyer til at foreslå spraykøling af en
sådant næsten ren sukkersirup i stedet for den klassiske og omstændelige
udkrystallisation af glukosen. Rent faktisk sælger Kroyer et Niro spraytårn
til Duintjer, Wilkens, Meihuizen & Co (DWM) i Vendaam. Problemer er
bare, at det går skidt med indkøringen og det hele driller, så fabrikken
ikke kan afleveres. Når jeg blev bedt om at tage derned, er det ikke på
grund af tiltro til mine evner, men mere fordi ingen andre gider mere.
Jeg har faktisk ikke forstand på glukose, men det får jeg. Som farmaceut er
man nok vant til mange slags maskiner, men for mit vedkommende mest på
håndværksniveau. Det blev noget af en læring og en langvarig een.
Glukosesiruppen blev fint nok forstøvet, krystalliserede bare ikke hurtigt
nok og satte sig på indersiden af spraytårnet og i aftrækskanaler. Vi
tilbageførte større og større mængder produkt som podemateriale, der blev
blæst ind over forstøveren, men lige lidt hjalp det. Jeg tilbragte måneder
på Hotel Veenlust og det over et par år. Til sidst sender Niro, deres
største nørd, Ove Hansen, Ph D.Han lærer mig procesteknologi, brug af opslagsværker og meget mere. Der går
mindst et halvt år, så mødes Ove og jeg herhjemme på Højdedraget og enes om
at se nærmere på processen helt tilbage fra fremstilling af
kartoffelstivelsen – den del kunne jeg. Ove viste mig hvorledes
krystallisationshastigheden kunne bedømmes visuelt med en dråbe sirup på et
objektglas og en hårtørrer. Med dette simple værktøj kunne vi til sidst pin
pointe synderen. Det var først trin i forsukringen – den man kalder
forflydigelsen (liquefaction) – den blev hos DWM udført med syre. Den
skifter vi, så det blev en all enzyme process, som den hele tiden skulle have været og nu var der ikke en dråbe, der
ramte tårnets indersiden inden den var størknet og krystallinsk. Vi havde
lavet det, der fik betegnelsen Total Sugar.
Vanskelighederne i Vendaam havde fået mig til i al hemmelighed at lave dette
Total Sugar på en anden måde hjemme i laboratoriet. I stedet for at forstøve
glukosesiruppen, hældte jeg den direkte i et bæger med allerede krystalliseret
materiale – begyndende med rent druesukker. Der skulle røres godt i blandingen
og hældes tilpas langsomt, så siruppen nåede at blive fordelt på de allerede
tørre sukkerkorn. Det fungerede. Til sidst fik jeg fat i en stor horisontal
cementblander. Så kørte vi så stærkt som inddamperen i vor pilot plant kunne
følge med til og Total Sugar væltede ud over kanten. Maskinen blev forfinet og
der blev taget patent.
Det hele fyldte ingenting i sammenligning med et spraytårn.
En søjleboremaskine er rigget til som omrører, en teflon kobling tillader
skoldhed sirup at blive ført ned til bunden af karret, hvor de fineste
sukkerkorn findes og som også er de bedste kim for krystalliseringen.
Grace – Total Cane Sugar
W R Grace & Co. USA havde fået nys om vort Total Sugar og spurgte om vi
kunne hjælpe dem med almindeligt rørsukker. Sukkerrør er verdens største
afgrøde og med den største udbredelse i Sydamerika. Grace hentede sukkersaft i
Peru og sejlede det til deres raffinaderier i Rotterdam. Der kunne spares
meget på fragten ved at fjerne hele vandet, som vi havde gjort med vores Total
Sugar.
I vores proces fungerer spraytørreren med spraykøling. Her er vi i
Holland, Lars Olav (tv) sammen med hollandske kollegaer.
Grace sendte deres vicepræsident dr. P. L. Veltman og det blev et særdeles
lærerigt bekendtskab. I 1968 fulgtes vi ad rundt til pilot plants med
spraytårne hos TNO og NIZO i Holland og kæmpede bravt sammen under forsøgene.
Veltman gav mig indblik i store firmaers tænkemåde, deres beslutninger om at
lukke eller starte virksomheder og så en lille praktisk ting. Veltman lærte
mig at rejse ”let”.
Du behøver kun een ekstra skjorte. Hæng den i skabet en dagstid eller to,
så er den så frisk som ny”. Bring ingen ekstra bukser eller sko. Du kan altid købe. Gevinsten ved kun
at rejse med håndbagage er nul ventetid ved bagagebåndet og så snupper man en
taxa foran alle de andre. Jeg har rejst ”let” lige siden.
Anders And Kugler
Her viser Karl Kroyer min tegning frem af princippet for hævningen –
simpelt
Vores udhus var ikke blevet isoleret. Der var hundekoldt om vinteren, så jeg
tænkte meget i isoleringsmaterialer med henblik på efterisolering. Det var
måske derfor, at ekspanderet polystyrol – mest kendt som Flamingo – var min
første tanke, da Kroyer en septembermorgen i 1964 kom ned i laboratoriet og
sagde vi skulle hæve et kæntret skib, der lå noget vanskeligt. Det var
Al-Kuwait, der var sunket med en last får i Kuwait City. Byen frygtede
kontaminering af deres drikkevand, så gode råd var dyre. Baggrunden er import
af får fra Australien. De skal hentes levende for at kunne slagtes korrekt med
hovedet den rigtige vej. Da skibet lægger til i Kuwait havn, sker et uheld med
afspærringen og de nysgerrige får løber alle over i den ene side af skibet for
at se det nye land, de er kommet til. Det er mere end skibet kan klare og det
kæntrer klos op ad kajen.
I frokostpausen hentede jeg en stor sæk Flamingokugler i det lokale
byggemarked og anstillede forsøg i et stort akvarium med konservesdåser, der
skulle gøre det ud for et sunket skib. Vores portner, en kraftig mand,
skulle i forsøg på at illudere 10 m vandtryk træde op i akvariet og karret
brast. Jeg havde imidlertid set nok og ringede til Kroyer, at vi kunne hæve
skibet med Flamingokugler. Den besked gik prompte videre til det danske
forsikringsselskab. Der gik næppe fjorten dage førend de første flylaster af
polystyren var på vej fra Berlin til Kuwait. Det var små glasklare perler
med gas opløst i massen. Med damp blev perlerne blødgjorte og gassen
ekspanderede. Det sværeste var faktisk at pumpe kuglerne ned i skibet, men
op kom det.
Det er nok fordi det hele mindede om en Anders And historie, at verdenspressen
tog skibshævningen til sig. Flamingokugler er i dag mest kendt som Karl Kroyer
kugler.
Mange år senere, 2011 deltog jeg i en TV-serie
”117 ting du absolut bør vide - om opfindelser”. Link viser et videoklip fra denne TV-serie. Serien blev genudsendt på DR2 i 2020.
Opfindelser på bestilling.
Skibshævningen og Total Sugar gjorde, at Kroyer sendte alle mærkværdige
henvendelser videre til mig og, hvor umuligt det end lyder, blev der fundet
løsninger på det meste. Jeg husker en pen, der kunne skrive blindeskrift,
læsbart af både seende og blinde, elektrokemisk ”bundbehandling”, der kunne
holde skibe fri for begroning og meget mere. Da Kroyer slog sig sammen med
sukkerfabrikkerne i ”DDS-Sugar” og selv flyttede til København, tog han alle
ingeniørerne med sig. Jeg var selvfølgelig blevet inviteret med til København,
men takkede nej. Tilbage, sammen med andre efterladte – og mærkelige forhold,
valgte jeg at sige farvel.
Karl Kroyer – Langtidseffekt
Årene med Karl Kroyer havde giver mig en uforfærdet tilgang til alt. Jeg var
blevet mere ingeniør end farmaceut, syntes jeg. Jeg savnede Karl Kroyer. Jeg
blev flere gange i årene efter inviteret med til hans møder om mærkelige ting.
Han var med til at stifte opfinderforeningen og tog mig med som sin suppleant.
I den første bestyrelse var flere kendte personer, højesteretsadvokat Mogens
Plesner, forfatter og redaktør Knud Meisner, forfatter og designer Piet Hein,
og selvfølgelig fabrikant Karl Krøyer.
Karl Kroyer domicil i Viby. Krøyers kontor er øverst i gavlen, mit nederst i
kælderen.
Billedet herunder er taget i mit stivelselaboratorium med mit kontor
bagerst. Her blev grunden lagt for fremstilling af modificerede
kartoffelstivelser og for den derivatfabrik, vi endte med at sælge og opføre
i Karup for Kartoffelmelscentralen (KMC). At det også skulle blive grunden
til et fornyet samarbejde med KMC tyve år senere, kunne ingen vide og slet
ikke, at det lagde grunden til egen virksomhed som selvstændig – en mere
passende tilværelse for en gårdmandssøn.
Jeg tænker ofte på det og i
skrivende stund (2020) har jeg lige talt med Jens, der i disse dage indkører
en kæmpestor kombineret fabrik for majsstivelse og maltodekstrin, han har
leveret til opførelse på jomfrueligt land nær Volgograd - helt hans eget
værk.
Agnethe og Lars Olav
Nethe var elitegymnast, men havde ikke dyrket sport - tiden var nok ikke til
det. Jeg lavede ikke gymnastik, men var glad for at løbe og cykle bare for
fornøjelsens skyld. Nethe fik lyst til at løbe med, vi gik til dans og
begyndte at spille tennis sammen. Da vi når de tredive år kan jeg ikke længere
følge med, når vi løber og heller ikke i tennis. Det kan have været
medvirkende til at jeg droslede ned - lidt ærgerligt, når jeg tænker tilbage,
fordi det fik også Nethe til at holde op. Hun begyndte i stedet med workout,
aerobic og jazz gymnastik. Da Niels er stor nok til det, begynder vi igen at
tage på telture om sommeren. I slutning af vore tredivere begyndte sejlerlivet
og det tog al vores fritid. Det var en dejlig og aktiv måde at dyrke udelivet
på - og så kunne vi have drengene med.
Noget andet, jeg husker fra dengang. Vi talte altid vor nordenfjords dialekt,
når vi var alene og det blev vi ved med livet igennem, selvom dialekten
falmede lidt under indflydelse af omgivelserne. Dette fælles sprog og dét at
vi begge var opvokset på landet nordenfjords var med til, at vi så ens på det
meste og havde så let ved at nå til enighed om alting - det føltes som var vi
med i en hemmelig loge, fuld af indforståethed - omgivet af en fremmed verden
her sydpå.
Ingen tvivl. Vi var glade for hinanden og fornøjede med livet. Selv Niels -
han har vel været en halv snes år - kom en dag og meddelte os i ramme alvor,
at han havde tænkt meget over det og var kommet frem til, at han følte sig
heldig at være havnet i vor familie; så også han var tilfreds med livet.
Det kunne han også godt være. Nethe havde ofte aftenkurser og weekendkurser,
men så var jeg jo hjemme. Var ikke en af os hjemme, så var Kirsten eller
Elsebeth (Beth) her. To store skolepiger fra gaden. De skulle drikke te sammen
med drengene, når de kom fra skole eller havde været ude at lege - ikke andet.
Så pigerne kunne bare lave deres lektier, men drengene skulle ikke komme hjem
til et tomt hus. Jo, Niels kunne godt være tilfreds og det var han.
Vi låste aldrig dørene de første mange år, ikke engang når vi tog på ferie.
Noget har måske forstyrret vor fredfyldte idyl, for på et tidspunkt begynder
vi at låse. Jeg installerede en elektrisk dørlås, der kunne aktiveres ved tryk
på et hemmeligt sted. Det var dejligt og drengene har aldrig nogensinde gået
med nøgle. For ikke længe siden fortalte naboens søn Henrik mig, hvor smart
han syntes det var og han kunne præcist huske hvor man skulle trykke - så mere
hemmeligt har det altså ikke været.
Kommentarer
Send en kommentar