De glade tressere



1960’erne



1960’erne var ikke bare et tiår. I Danmark blev de kaldt ”de glade 60’ere”. Det var et tiår med en voldsom økonomisk udvikling og et helt ukendt forbrug af rejser, parcelhuse, biler og parties. Der var ikke bare fuld beskæftigelse men overbeskæftigelse med de første fremmedarbejdere, der kom fra Tyrkiet og så langt borte som fra Pakistan. Vi oplever de første happenings. Man talte om ungdomsoprør og vi ser de første hippier og ungdomslejre. Internationalt følger opbrud rundt om med frigørelse fra kolonimagter osv.

Det er i den epoke, Nethe og jeg slår os ned på Højdedraget i eget hus – helt vildt. Vi er kun sidst i tyverne og har allerede råd til at bygge eget hus, købe bil og en forunderlig og ukendt verden åbner sig for os. Vi er til dels selv med til at skabe denne verden. Det er vi sammen med alle de andre, der i de år strømmer ind fra landet til byerne. Vi har gode uddannelser og kan få lige det arbejde, vi ønsker os. Højdedraget oplever vi som et nybyggerkvarter – et helt nyt boligkvarter, der fyldes med unge familier – de fleste med børn.

Flugten fra land mod by havde overvældet de store byer, Aarhus, Aalborg etc. Og bystyret i disse byer måtte trække i nødbremsen, Der måtte skaffes tid til byplanlægning for at det hele ikke skulle ende i kaos. Disse midlertidige byggestop pressede i tusindvis af familier ud i omegnskommunerne og det var det, der skete i Skanderborg. Udstykningerne kunne rent faktisk ikke følge med. En gammel og søvnig købstad som Skanderborg, hvor der ikke så nær hvert var blevet bygget et nyt hus, fik vokseværk. Kommunen måtte ansætte stadsingeniør for at kunne udbygge i det hæsblæsende tempo.

De gamle familier i byen har svært ved at tilpasse sig. De forsøger at hævde sig, men nybyggerne ænser dem ikke. Vi buldrer frem. Vi selv bygger hus på Højdedraget og flytter ind som de næst første i 1961. Statslånshusenes tid er netop forbi. De måtte højest være på 85 kvadratmeter for at opnå det eftertragtede statslån. Vi bygger hus på hele 98 kvadratmeter med et kæmpe udhus. På flyvestation Karup har jeg fået et brevkursus som indendørsarkitekt. I ugebladet Hjemmet havde jeg fulgt Arkitekternes Typehuskontors føljeton, der viste og gennemgik i tekst og billeder opførelsen af en moderne bolig med nye materialer og et design under kraftig påvirkning af Statens Husholdningsråd.

Vi købte arkitektydelsen af arkitekt Strange og hyrede murermester Rasmussen fra Stilling til at opføre huset. Svigerfar Thorvald tog arbejde hos en ung mester i Hundborg, der så fik tømrerentreprisen. El-409 fik el-entreprisen og malerarbejdet endte vi selv med at udføre og ligeså med anlæg af have.
Det lille hus på Højdedraget nr. 3 i 1962. Der er ingen naboer eller genboer - men det kommer der hurtigt.

Efterhånden som tilflyttere etablerede sig, blev de optaget i omgangskredsen – det var ene unge familier og det var typisk børnene, der skabte kontakterne familierne imellem.

Nu er der rykket naboer ind endnu inden hækken er groet op - og børnene følger med.


I vores have var der plads til leg og det er faktisk børnene, der knytter familierne sammen i de år.

Nybyggerne fandt også sammen i de utallige parties. Oftest med dans til båndoptagermusik.
Fra venstre Agnethe, Springborg (mexicaner), Inge (stående) og Preben Møller Jensen (sørøver).

Som regel mødtes nybyggerne hjemme og selskabeligheden gik på omgang. Vi var altid stadset ud i lange kjoler og mørkt tøj. Oveni kom selskabeligheden i tennisklubben, som vi alle sluttede os til og i håndværkerforeningen og vi var flittige teatergængere i Skanderborg Teaterforening. Savage Rose med Anisette Koppels særegne stemme glemmer man ikke nemt. Håndværkerforeningen forblev vi medlemmer af i mere end 40 år. Nethe og jeg blev også optaget i Lions, men det var lige en tak for meget. I stedet gik vi til dans hos fru Lange - hendes mand var også farmaceut.

Efterhånden som børnene vokser op, kommer der også fraflytninger. Det får fællesskabet til at skrumpe og de nye tilflyttere falder aldrig ind i kredsen. De glade 60'ere er forbi. Det er de for os. Vi bliver sejlere og det er slut med lørdagsparties. Vosgerau's sejler, Sillesens sejler, vi gør, Steffen og Aase gør, Torben og Joan gør, Juul Thomsen gør og Kaj Strandgaard er ofte med ude på Juul Thomsens båd. Seks syv familier på rad står til søs. 70'erne har afløst nybyggerlivet og vi er blandt trendsætterne. Omgangskredsen skifter karakter. Sejlere, professionelle og intellektuelle relationer vægtes højere - men heldigvis ikke uforeneligt med naboskab i vort tilfælde. 

Også i arbejdslivet flytter vi grænser eller rettere nedbryder grænser for hvad der kan lade sig gøre. Vore venner gør det samme. De indtager ledende stillinger. Nogle kommer til at overskride deres evner og må tage de knubs, det giver.  Vi er en generation af uovervindelige - sådan føler vi det. Vi er en generation, der kommer til at bestemme alle steder - i statsapparatet - i det hastigt  omsiggribende offentlige system, i virksomhedernes udviklingsafdelinger, i foreningernes bestyrelser. Vi sætter os på samfundet i takt med at  landbruget tømmes for folk og nye beskæftigelser opsuger alle med helt nye normer for uddannelse.  Langt ind i eftertiden sætter vi vort præg. Der opstår ligefrem betegnelser for os, tresser-generationen. Det smitter af og vi får 68'erne - det ultimative ungdomsoprør mod alt det bestående - men det var os, nybyggerne - der lagde grunden.

Efteruddannelse er blevet et nyt ord, vi lærer og noget vi bruger. For Nethe blev det een lang kæde af kurser, der holdt hende ovenpå i hendes fag, i pædagogik, tekniker og nye begreber som målsætning, strategi i undervisning. Jeg måtte som det første lærer mig gaskromatografi - en banebrydende analyseteknik, vi end ikke havde hørt om på højskolen. Så fulgte en stribe af merkonomkurser, der skulle give forståelse for det nye erhvervsliv, vi var på vej ind i og endelig immatrikulering ved universitetet i Aarhus for at forstå nye numeriske metoder og den gryende IT-videnskab. Tre år på fuld tid. Dengang var der ikke en bachelor-lem, man kunne slippe ud af.



 
Return to sender
Return to sender
I gave a letter to the postman
He put it his sack
Bright early next morning
He brought my letter back
Return to sender, address unknown
No such number, no such zone
We had a quarrel, a lover's spat
I write I'm sorry but my letter keeps coming back
So then I dropped it in the mailbox
And sent it special D
Bright and early next morning
It came right back to me
Return to sender, address unknown
No such person, no such zone
This time I'm gonna take it myself and put it right in her hand
And if it comes back the very next day then I'll understand
Return to sender, address unknown
No such number, no such zone
Return to sender
Return to sender
Return to sender
Return to sender...
Songwriters: Otis Blackwell / Winfield Scott

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog